ole simensen (simonsen) berg : presentert av sigrid svendsen

Ole Berg skriver sitt brev over Matt. 16, 1—4, (om å tyde tidenes tegn). Brevet er spekket med Guds ord. Han citerer ikke mindre enn 20 skriftsteder.

Om vårt land sier han: «Hvor stor Naade er ikke vederfaret dette Land i lang Tid og særdeles nu, da dette Aar har viist sig noget af Guds retfærdige Riis ved Blodsudgydelse og Hunger, dog haver Herren naadelig afværget det alt og givet rigelig Velsignelse i det Timelige.

Dog det agtes ringe altsammen af de fleste, og det kan kiendes derpaa at de vedblive i deres uomvendte Tilstand.

— Vi vil da ikke agte Guds Godhed ringe hverken aandelig eller legemlig, men grunde paa, hvorledes vi skulde bruge Guds Gaver til hans Ære, vor og Næstens Tieneste, Nytte og Gavn, og overalt at blive i Ydmyghed saa vi ikke skulde af Herrens Gaver, aandelig og timelig blive opblæste, stolte, sikre og følelsesløse, men kiende vor Uværdighed til den mindste Naade —» (Hauge : «En liden Sang», skrevet av Lars Nielsen Haastrop og et brev fra Ole Simensen Berg, 1802).

Fra 1802 har vi intet brev skrevet av Ole Berg, men Hauges påminnelse til ham: «Du Ole B. bliver du af Skade viis, og nu stadig graver dybt, udrydder det onde —» o. s. v.

I 1803 skriver han selv et formaningsbrev til vennene på Hedemarken, mens han er ute på en reise:

«Til den hiertelskende Christi Menigheds Samfund paa Hedemarken. Naadens, Bønnens og Kierligheds Aand være eder tilønsket af mig for Jesu Skyld. Amen. David siger: Psal 46, 1 v., Gud er vor Tillid og Styrke, en Hielp i Angesten, som er befunden at være saare stor. Nu I Elskelige vil jeg spørge: Vil I erkiende, eller har I erkiendt Herrens Trofasthed og vendt eders Sind stadig til Gud; har I befunden hans megen Trofasthed og hans Hielp i Angesten, at være saare stor, at han har mang­foldig tilgivet, naar I har søgt ham ved sand Omven­delse; har I givet Agt paa Vidnesbyrdet i eders Siel, at han er en fortærende Ild mod synden, saa I frygter for at giøre noget som skulde opvække hans miskundelige Hierte til Vrede; elsker I Herren igjen, for alt det gode; vandre I i lyset og giør godt; søger I at ære Gud; følger I Jesu Lære; forsage I af Hiertet alt, Luk, 14, ydmyger I eder af Hiertet og bliver Jesum lig i Sagtmodighed, i en taalmodig Over­givelse i Guds Haand fordi I har kiendt hvor trofast han er? Giør efter Ordet og byg paa Klippen, saa bliver Huset bestandig, saa I ikke lader eder omdrive af hvert Lær­doms Veir. Da maa I vist glæde eder i Ham og synge Psalmer til hans lov. Vi haver en stærk Stad, da I   ——–  haver Salighed til eders mure og Værn (Es. 26, 1), thi I frygter da ikke for dem som ihielslaar legemet og derefter ikke mere kan giøre. Lokker Fienden at en skal elske Verden og tragte efter de jordiske Ting, saa murer for ham med Salighed, at han ikke kommer ind i Staden eller i Hiertets Samtykke, men siger imod: Hvad hialp det om en vandt den ganske Verden, men led Skade paa sin Siel. — Til Slutning ønsker jeg eder bestandig Frygt og Varsomhed og et frivilligt Sind. —-   O! give Gud at vi alle maatte jage efter at opnaae dette maal som Thaulerus siger om de sande Troende: Vil Gud de skal lide noget, saa lide de, vil Gud de skal virke noget, saa virke de, vil Gud de i stille Roe skal betænke noget, saa giør de det, thi Guds Villie smager dem allene vel. —

Gud hielpe os dertil for Jesu Skyld. Amen.

Hemne den 14. Febr. 1803.   Ole Simensen» (Hauge : Lærdoms Grunde, III, s. 127).

De var, som vi ser, ikke redde for å formane hver­andre. Og formaningene blev sendt videre fra venn til venn, de blev lest høit i deres sammenkomster og lagt på hjerte. I en tid uten kristelige blader var det en begivenhet, når et sådant brev kom.

Antagelig samme år skrev Ole Berg følgende «Formanelse og Opmuntring til Guds Villie at giøre».

«Værer hverandre underdanige i Guds Frygt, flyer al forfengelig Ære og søg ingen hemmelig berømmelse for eders Gierninger, bær ingen Avind i eders Aand for andres Ophøielse. Prøv for Gud eders egen Gierning. Lad Fienden ikke giøre eder urolig for at det Gode ikke haver saa stor Fremgang som I ønsker, naar I haver det Vidnesbyrd at være opofret med Legem og Aand.

— Vogt eder for at give noget Skin af Ukierlighet ved den legemlige Omgang; thi det giver Anledning til Mistanke og hindrer Guds Kierligheds Sammenbindelse i Eenigheds Baand.

Lad eder ikke forhindre fra at tale med hverandre, men bed Gud om Viisdom til at rette det Manglende og det Gode stadfeste.

Jeg tænker meget paa de Ord: Der er mange Tugtemestre i Christo, men ikke mange Fædre. Prøv derfor alle ting og behold det gode. Der er mange falske Aander udgaaet i Verden, lader os derfor lyse flittig i Gierning og Sandhed, saa bliver de falske aabenbaret.

Grund stedse paa hvad der meest kunde drage de forskjellige Mennesker til Omvendelse, og brug ikke Guds ord af Kiødelig Nidkjærhed.

Forglem ikke at give Gud Æren, som Magten kommer fra til det Gode at udrette.  Ole Simensen (Hauge : Lærdoms Grunde, III, s. 108-109).

Ole Berg var adskillig på farten i disse år. En gang gikk han sammen med Hauge fra Østlandet til Sogn.

En tid opholdt han sig i Hauges hus i Bergen, Og om sommeren 1804 var han og Hauge sammen om en handel der. Det siste vi vet Hauge foretok sig i Bergen var nemlig å kjøpe eiendommen Strudshavn til Ole Berg hvor han fikk i gang tre møllebruk.

Stedet kostet 11 000 rdlr. Ole Berg betalte kontant 1000 rdlr. For det gjenstående pantsatte han gården.

I begynnelsen av juli samme år reiste så Hauge fra Bergen for siste gang.

Ole Berg solgte senere Strudshavn til Hauges svoger Johan Loose og Peder Olsen fra Hallingdal.

I Hauges tid var der få som reiste så meget som Berg. Han vandret gjennem næsten hele Norge. Overalt var han velkommen og han samlet skarer om Guds ord. Han var tankeklar og hadde et utstrakt kjennskap til Bibelen og våre eldre opbyggelsesbøker. «Han hadde dype og sterke følelser, var livlig og kvikk og eide en fantasi, der satte ham i stand til med gripende alvor å skildre syndens elendighet, den frelsende tro med dens kampe, og kristenlivets vekslende men salige kår».

Men i de tunge år fra 1804, da vennene måtte opgi den virksomhet som de følte sig kallet til, og sjeldnere kunde komme sammen om Guds ord, da sløvedes livet hos mange av dem. Det har de senere fortalt.

Således gikk det også med Ole Berg. Og i en tid da brennevin servertes ved alle anledninger, er det ikke rart at han en gang igjen tok til sig for meget av det.

Han fortsatte med dette en tid, under vennenes sorg og sin egen håpløshet. Men Guds Ånd forlot ham ikke, og ved sine venners forbønn og hjelp blev han opreist på nytt.

Ennu en gang gikk det galt. Men vennene tok sig av ham, og ved Guds barmhjertighet fikk han ny nåde og makt over sin synd.

Efter 1814, da der ikke blev lagt nogen hindring i veien for haugianernes virksomhet, begynte også Ole Berg å reise igjen. Han vilde advare andre og kunde av egen erfaring vidne om syndens forferdelige makt og fristerens snedighet, men også om Guds ubegripelige nåde. Hans forkynnelse blev mere evangelisk enn de fleste andre haugianeres i den tid.

Vi har ellers bare tilfeldige meddelelser om hans reiser. Han nevnes som en velsett gjest hos Mjelva i Drammen, hos Rasmus Amlien på Eina, hos Sven Ulsaker i Hemsedal og hos vennene i Romsdalen.

Harkel Myhrebø nevner de tilreisende venner han traff i Mjelvas hus: Daniel Arnesen, Jens Jonsgaard, Ole Simensen Berg, Mikkel Nielsen Hauge. Dette var de eldre. Av yngre traff han Anders Nielsen Haave, M. J. Wefring og Anders Redal. «Disse var mere ildfulle, de andre mere erfarne».

På Østlandet virket han naturligvis en hel del. Flere ganger reiste han opover Østerdalen. Han virket både i Tyldalen og i Trysil hvor der på begge steder dannet sig haugianske vennesamfund.

I 1826 tok han føderåd og overlot gården til sin sønn. Føderådskontrakten har detaljerte bestemmelser om alle ting. Han glemte heller ikke å sikre sig rum til å holde møter: Dersom føderådsfolkene vilde bruke salen, så skulde den opvarmes for dem (Opplysninger fra Ole Berg’s sønnesønn, lærer H. Guthus, Stange).

I 1830 var han i Smaalenene sammen med Elling Eielsen. Samme år var han på Røros.

Senere (antagelig omkring 1833) treffer vi ham hos Ulsaker i Hemsedal. Der var også kommet et par yngre venner fra Snertingdalen. De slo sig da sammen alle tre og holdt møter i Hemsedal, Hallingdal og Valdres.

Om høsten 1833 reiste Ole Berg til Romsdals marked på Veblungsnes. Der pleide mange av haugianerne å møte op. Dit kom Ole Mjelva fra Drammen med hele hestelass av vevede og farvede saker, og der traff de kristelige venner fra Søndmøre, Nordmøre, Gudbransdalen og Opdal. De holdt sig sammen og talte Guds ord. Hver kveld blev der holdt møte på gården Mjelva.

Blandt de tilreisende venner var der dengang en ung gutt, Anders Redal fra Vefring i Søndfjord. Han hadde gått til markedet sammen med en venn for å stifte bekjentskap med de eldre haugianere, som pleide å samles der.

Og han blev så betatt av det vennesamfund han fant hos disse, at han «bad inderlig til Gud om at han i Vefring sogn, ja hele prestegjeldet, vilde opvekke sådanne mennesker, som ved Guds hellige ord kunde tende et nytt liv, så der også hos oss kunde bli et kjærlig og behagelig vennesamfund».

Da han kom hjem efter fire ukers fravær, var vek­kelsen allerede begynt i hans hjembygd. Den fort­satte utover vinteren. Men der manglet eldre ledere. Derfor sendte de bud efter Daniel Arnesen fra Romsdalen. Han kom dit om sommeren, og næste år (1835) kom Ole Berg og var der en tid, til de unges «veiledning og bestyrkelse».

«Det fortjener å fremheves, at disse ledere, hver efter sin eiendommelige begavelse med sjelden visdom og kjærlighet løste denne vanskelige opgave» (Heggtveit).

Ennu en gang i Ole Bergs liv hendte det at han blev overrumplet av sin arvefiende, lysten til sterke drikke.

Det var i den tid pålagt bøndene selv å brenne brenne­vin på gårdene, forat vi ikke skulde innføre så meget kornbrennevin fra Danmark. Brenneriene blev oprettet senere.

Og i et korndistrikt som Hedemarken blev da dette bud villig fulgt. Hedemarkingene reiste og solgte brennevin opover hele Østerdalen.

Ved Guds nåde var nu Ole Berg blitt bevart i mange år.

Men så var der en auksjon i grenden, på gården Nødsle. Og der fikk de skjenket ham full.

Da sørget Ole Berg som han vel aldri hadde sørget i hele sitt liv.

Hans venner søkte nu å få ham vekk fra skadelig innflytelse, og blev ennu mere ivrige i sin omsorg og sine bønner.

Ole Berg blev opreist igjen.

Og en søndag i Stange kirke stod han frem i kordøren straks gudstjenesten var slutt, og bad menigheten om tilgivelse for den forargelse han hadde gitt anled­ning til.

Ingen andre hadde påvirket ham til det, men han ønsket selv å gjøre så.

For alle som var i kirken blev det en underlig stund. «Sådant hadde man aldri vært vidne til eller hørt om. Alle blev dypt beveget, og der var visst ikke et tørt øie i kirken den dag, har en tilstedeværende fortalt».

Berg var efter dette en særlig forsiktig og årvåken kristen. Man hørte ham næsten daglig gå og nynne på salmen: «Op våk og bed, min sjel du ved dig ellers ikke sikker, at du kunde drages ned i den ondes strikker».

Han bad meget, brukte Guds ord og nød ofte alterens sakramente.

Såvidt man vet gjorde han ikke nu nogen len­gere reiser, men kunde ta sig kortere turer til nabo­bygdene og besøke venner, og da talte han av og til i samlingene.

Budskapet om nåden og forsoningen i Kristus lød klart hos ham.

«Han var ingen følelsespredikant, men det var godt for hjertet å høre ham», sier en av hans tilhørere.

Et brev skrevet til vennene på Hedemarken i 1842, viser oss noget om hans forkynnelse i den tid.

Det lyder i utdrag så:

«Elskelige Venner! I ved vi er kaldet af Guds Aand ved evangeliet til Omvendelse. Omvendelsen kan vel, paa en Maade siges at være skeet, idet vi har stanset i vort Syndeløb og ikke skikker os lige med Verden i dens grove Laster. Dette er dog ikke nok, skjønt det jo er en virkning af den forekommende Naade, og altsaa en Guds Gjerning. Spørsmaalet er om vi eier Troen paa Jesu Død og Forsoning og søker vor Frelse ene og alene i ham.

—    Ere vi nu fødte af Gud, saa maae vi alt være ret- færdiggjorte ved Guds Søns Blod, da Paulus siger at Gud var selv i Kristus og forligte Verden med sig selv. Altsaa er Frelsen skjenket os ved Troen paa Jesu Død og Fyldestgjørelse for vore Synder.

Hvad Nytte er der da i et helligt Liv og gode Gjerninger? Jo, det beviser at vi troer paa den som retfærdiggjør den Ugudelige og skjenker den Troende Kraft til at bli hellig likesom han er hellig — om ei i Fuldkommenhed, saa dog i en troende Længsel efter at jage mod Fuldkommenhedens Maal og ved daglig Bod døde den gamle Adam eller Synden som bor i vort dødelige Kjød. «Thi dersom vi sige at vi ikke have Synd, da daare vi os selv, og Sandheden er ikke i os,» siger Johannes. Og Paulus siger: «Synden skal ikke herske i eders dødelige Kjød, saa I lyder den i dens Begjæringer».

Vi maa stride mod Synden og ved Troen modtage Naade paa Naade af Jesu Fylde til at seire og gaa frem paa Helliggjørelsens Vei, ikke for at vi derved skal fortjene Frelsen, men for at ære Gud og tjene vor Næste.

—    Jeg ønsker og ber saa inderlig til Gud for mig selv og alle som har tat imod Naadekaldet, at Evangeliets Lys mer og mer maatte opgaae i vort Hjerte, saa vi ser at alt vort eget Arbejde ikke duer til Frelse, men at det alene er Troen paa Jesu Ord og Forgjettelser som er mægtig til at rense vore Sjæle til Lydighed mod Sand­heden.

«Med Hjertet troer man til Retfærdighed, og med Munden bekjender man til Frelse», siger Paulus. Ja, maa Gud hjælpe os ved sin Naade for Jesu Skyld til at eftertænke, hvordan det staar til baade med vor Troe og vor Bekjendelse!

Det forekommer mig at det hidtil har været talt mindre om Troen end om Omvendelsen og et helligt Liv. Det har været gjort i god Mening, men i Mangel paa Evangeliets Lys. Thi Jesu Lære lyder saa: «Om­vender Eder og troer Evangeliet!» —

Lader os som Børn i Enfoldighed være hverandre underdanige i Guds Frygt, lytte til andres Raad og tage imod Tugt, for at vi kan blive istand til at forkaste det Onde og vælge det Gode.

Gud hjælpe os alle som har taget imod Naadekaldet af den Helligaand, at blive ved ham beredte til at lide med Kristus. Da naaer vi frem til Herligheden, thi Jesus har bedet sin Fader og sagt: «Fader, jeg vil at hvor jeg er, der skulle ogsaa de som du har gi vet mig være hos mig». Vær alle paa det hjerteligste hilset fra en svag, men længtende Broder i Kristus.

Berg i Stange den 24. August 1842.  Ole Berg» (Universitetsbibliotekets manuskriptsamling. Trykt i «Hovedverker av den kristne litteratur», Lutherstiftelsen 1929).

((Anm. fra «Hovedverker s. 217 : Det brev som her er gjengitt, gir tydelig uttrykk for den klare evangeliske tone som brøt igjennem i haugiansk forkynnelse omkring 1840. — Ole Simonsen Berg (1769 —1851) var en av Hauges flittigste medarbeidere. Som før nevnt (anm. side 63) kom der en tid i hans liv da han slappedes av i sin kristendom og var snart i fall og snart i sæte. Men ved Guds nåde og venners omsorg og forbønn blev han opreist igjen. Det fortelles at han frivillig og uten ytre til­skyndelse en søndag efter endt gudstjeneste stod frem i kordøren i Stange kirke og bekjente sin synd og bad om tilgivelse for den forargelse han hadde gitt anledning til. Alle blev dypt beveget. I de ca. 14 år som Ole Berg ennu fikk leve, vandret han som en ydmyg og varsom kristen, og han modnedes mer og mer for evigheten)).

For nogen år siden blev der på et loft oppe i Trysil funnet en gammel lommebok med nogen papirer i. Det ene viste sig å være et brev skrevet i 1847 av Ole Berg. En del av det lyder så:

«I Jesu Kristi Navn.

Elskelige Brødre og Søstre i Herren, Naade være med eder og Fred fra Gud, vor Fader, og den Herre Jesu Kriste!

Gud hjelpe baade mig og eder med sin Aand og Naade til at gjøre os ret bekymrede for vor Salighed og i Troen at fatte hvad Gud av Naade har skjenket os i sin Søn; ———- og at vor Vilje bliver underkastet Guds tugtende og veiledende Aand, der leder os ved ordets Lys til Sandhedens Erkjendelse og opvekker Hunger i vor Sjel efter den Retfærdighet som gjelder for Gud. —

Lad os betragte Pauli Ord 2 Cor. 5, 19 at Gud var i Kristo og forligte Verden med sig selv, idet han ikke tilregnede dem deres Overtrædelser, og oprettede Forligelsens Ord iblandt os, og i v. 21 siger Paulus: Den som ikke vidste af Synd haver han gjort til Synd for os, paa det at vi skulde vorde Guds Retferdighed i ham.

O, dyrebare Forjettelser! O, fat dem, du Svagtroende, — hvem vil han ikke tilregne deres Synder og Over­trædelser? Just dig som vil af Hjertet omvende dig og troe paa hans Søn. Dine Synder skulde være skjulte og avtoede i Jesu Blod; thi det skal tilregnes dig av Naade ligesom du selv havde dødt for dine Synder.

Men mærk kun vel: Gud er en Aand, og vil tilbedes i Aand og Sandhed: Er det saa at du efter din Om­vendelse vil hade al syndig Lyst som opstiger i dit Bryst, og ikke vil nære og elske dem, da vær forvisset paa at dine Synder ere dig forladte for Jesu Skyld, og lad ikke Lovens trudsel ængste dig og berøve dig din Fred og den Tillid du skal have til Gud, den nemlig som Jesus har forhvervet dig. Men vil du ikke af Hjertet forsage alt, saavel din Egenretferdighet som alle dine syndige Lyster, saa kan du ingen Deel have i Jesu Forsoning, men maae ligge under Lovens Forbandelse for din Vantroes Skyld. Kristus har vel betalt for alle Verdens Synder; men det kommer ikke flere tilgode end de som angrer og fortryder sine Synder og fatter i sinde at omvende sig og troe Evangelium. Lad os derfor, elskelige Medkaldte, med Sangeren bede:

«O, Jesu, Troens dyre skat Begyndelse og Ende,

O, søde Jesu, lær mig at Jeg Troen ret maa Kjende.

Den Tro som har dig selv i Favn Fra den som vel har Troens Navn,

Men er dog død og intet».

Lader os derfor ikke forsage, kjære Medkaldte, om vi føler Synden som bor i vort Kjød, begjærer i os, men lad os flittig bede Gud om Naade til at hade den Kjortel som er av Kjødet besmittet, og daglig gaae frem paa Helliggjørelsens vei; thi vi ere ikke igjenløste til at være Engler her i hans Naaderiige, men til (at) vorde arme Syndere, og til at kjende os trengende til Guds Naade og Barmhjertighed og i Troen og Haabet forvente en salig Forløsning fra alt Ondt; thi det heder: «Bie og tie i Bøn og Tro, det skal give sjelen Roe».

O, jeg ønskede saa gjerne i min Svaghet og Traurighet i Kjærlighet at komme mine Medkaldte til Opmuntring i Striden. Og trøste dem med den Trøst hvormed jeg selv er trøstet af Gud. Mig, den alleruværdigste, der var en affalden fra Troen og Naaden, er Barmhjertighed vederfaret at jeg kan troe Syndernes Forladelse for Jesu Skyld, og ikke andet vil vide til Salighed end Jesum Kristum og ham korsfestet for mine og alle Verdens Synder.

Han gjøre os duelige til alle gode Gjerninger, saa at Faderen i Himmelen, som elskede os og gav os Sønnen til en Forsoner, derved kunde prises. Ja, Gud lade det ske med enhver av os efter sin Stand og Stilling og deri at søge og have vor Fred. Amen.

Berg i Stange 4. mars 1847.  Ole Berg (Utrykt brev fra Ole Berg, hos likningssekretær Sigv. Berg, Stange).

Ole Berg var 70 år dengang dette blev skrevet. «Han følte sig vel da for gammel til å foreta en reise så lang og besværlig, som den fra Stange til Trysil måtte være i de dager. Dette kan være grunnen til at han har sendt sine troesbrødre der oppe dette hyrdebrev» (Opplysninger fra Ole Bergs sønnesønn, lærer H. Guthus, Stange).

Det er det siste brev vi har fra hans hånd.  Han levde omkr. fire år efterat det var skrevet.

Ole Berg var ikke over middels høi. Han hadde blå øine, en høi bred panne, hvitt kinnskjegg og grått hår. «Over det tidligere så urolige stemningsrike ansikt hvilte der i de siste år en stille fred. — Han omtales som mild og kjærlig i sin omgjengelse, og sjelden in­teressant og lærerik i samtale».

Man merket også at han stadig var åndelig våken, og holdt sig nær til Gud i frykt for sig selv.

Nylig før sin død besøkte han en venn i Ringsaker. Om natten våknet en av husets folk ved å høre at Ole Berg lå og bad høit til Gud. —

Han døde i troen på Jesus 17. mars 1851.

Ole Bergs eldste sønn Simen var gårdbruker på Berg. Den næsteldste, Hans, kjøpte gården Guthus i Stange. Hans sønn Ole Guthus, var 13 år gammel, da bestefaren døde. Han kjente ham og har fortalt om ham.

Av Ole Bergs efterladenskaper tok man vare på hans gamle bibel (et eksemplar fra Fredrik V’s tid, som veier henimot 4 kilo), nogen andaktsbøker, og spaser­stokken. Den er av ekte spanskrør, med sølvhåndtak og sølvring.

Sønnesønnen Ole Guthus gjemte disse ting til sin død i 1923.

Da han lå på det siste, overgav han dem til sin sønn lærer Hans Guthus. Om stokken sa han kort før han døde: «Denna kjeppen brukte oldefar din, da han sam­men med Hans Nielsen Hauge gikk bygdimellem helt herfra til Sogn og tilbake igjen» (Jfr. Guthus, Stange).

Og vi som lever nu, forsøker fremdeles å ta vare på arven:  Bibelen, vidnesbyrdet og vandringsstaven.