– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede – et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel 1821-1850. Christiania 1912-1920.
– les også om :
– fra s. 140 – :
Medens det aandelige Sædefrø, som ved Hauges Virksomhed var strøet ud i vort Land, forlængst var begyndt at spire rundt omkring, laa der endnu aandelig talt mangen øde og gold Egn inde mellem Fjeldene og ude ved Havet.
Saaledes var ogsaa Tilfældet i den lille Kjøbstad Flekkefjord og Omegn paa Sydvestkysten af Norge. Noget Spor af Hauge’s Virksomhed kjendes ikke her.
Folket levede paa gammel Vis et nogenlunde ærbart, ja tilsyneladende fromt Liv i det Ydre, gik regelmæssig til Kirke og til Alters de fastsatte Tider; mange læste nok ogsaa i sin Bønne- og Salmebog hjemme.
Dansken Christian Bastholms rationalistiske Skrifter var meget udbredte og holdt på at fortrænge de gamle Opbyggelsesbøger af Luther, Arndt, Müller, Scriver, Brochmand m.fl. Naar de kirkelige Former nogenlunde blev iagttagne om Søn- og Helligdagene, saa kunde man nok ellers danse, spille Kort og tage sig en Rus af og til ved visse Leiligheder, som ved Brylluper, Gravøl eller i andre Lag.
Kort sagt, her var næsten almindelig aandelig Død. Indtil 1820 spores neppe nogen Virksomhed af Lægprædikanter i denne Egn. Det fortælles som en Raritet, at Svend Dybing engang havde holdt en Opbyggelse i Flekkefjord, og at Husmoderen, hos hvem Opbyggelsen holdtes, midt under Talen raabte, at «man ikke kunde leve af bare Guds Ord heller», hvorpaa hun satte sig nogsaa gemytlig til at spise.
Saa var det henimod Midten af Tyveaarene, at tre kristelige Brødre, Zacharias, Ole og Knud Thorkildsen, flyttede hid og nedsatte sig som Haandværkere.
Det var vist John Haugvaldstad som havde faaet dette istand. Hauges Venner havde, som bekjendt, et klar Syn paa den Ting, at skulde Guds Folk virke som Salt i denne Verden, maatte dette Salt spredes omkring og faa blive nogen Tid paa et Sted, at det kunde faa virke paa Omgivelserne. Derfor enedes Haugianerne indbyrdes om, hvor denne og hin af Vennerne skulde bosætte sig.
Zacharias Thorkildsen, den ældste af de tre indflyttede Brødre, var født i Lyngdals Prestegæld. I de trange Tider, da Uaar og Ufred hærjede Landet, var han paa sin Fod dragen ud for at søge Arbeid. Han kommer da til en troende Familie paa Siqveland i Thime paa Jæderen, tjente her 2-3 Aar og ble i den Tid omvendt til Herren. Siden reiste han til Christianssand, hvor han oppholdt sig hos Haugianeren Knud Jacobsen og lærte hos ham Farverhaandværket.
Derfra var det da, han, som foran nævnt, drog til Flekkefjord og nedsatte sig som Farvermester i 1821 eller 1822. Siden kom hans to Brødre efter og tog Borgerskab som Hattemagere, efter at de først havde udstaaet sin Lære i Christianssand hos Jonas Birkrem eller Endre Norem.
— Zacharias begyndte straks at holde Opbyggelser saavel i Flekkefjord som i Bygderne rundt omkring. Saa aabnedes nogle Huse her og der. Enkelte vaktes til Liv i Gud. Der var ikke ringe Tilstrømning til Guds Ord; men Forfølgelser og Spot haglede ned over de Vakte, og det var meget almindeligt, at den raa Hob drev sit uhyggelige Spil udenfor Huset, hvor der var Opbyggelse.
Man fik ogsaa tildels Besøg af Venner fra andre kanter. Især maa nævnes Haugvaldstad, der flere Gange gjestede Egnen og havde Opbyggelse saavel i Flekkefjord som de tilgrændsende Bygder og ude paa Hitterø (Hidra/red.).
Under en Sammenkomst paa sidstnævnte Sted havde der samlet sig en stor Mængde Folk. Det var Søndag og Trediedag Jul; Stedets daværende Sogneprest, Johannes Emilius Rosenqvist, født 1781 paa Fredriksborg i Danmark, død som Sogneprest til Volden (Volda/red.) paa Søndmøre i 1854, var tilstede. Saalænge den ærværdige Haugvaldstad talte, var det roligt i Forsamlingen; men siden, efterat Presten var gaaet, og en anden begyndte at vidne om sin Tro, trængte den forsamlede Mængde ind i Værelset, hvor Taleren stod, og forstyrrede denne med Hujen, Skrigen og forfærdeligt Spetakel, saa Mødet maatte afbrydes. Den sagtmodige Haugvaldstad fik siden Bud om at komme til Presten. De taltes ved en Stund og «kom så taalelig ud af det». – Af andre, som besøgte Egnen, maa især nævnes Elling Eielsen og Anders Nielsen Haave.
Den allerede nævnte Prest, J.E. Rosenqvist, var nok en yderliggaaende Rationalist, for ikke at sige noget værre. Hattemager Knud Thorkildsen har selv fortalt om en Samtale, han havde med Presten en Pintseaften, da han var hos ham i et vist Anliggende. Han spurgte Presten, om denne havde hørt og troede de Rygter, der gik, om at hans Broder Zacharias Thorkildsen skulde ville gjøre Ende paa sig. Saadanne og lignende urimelige Rygter om de Vakte var nemlig ikke saa sjeldne at høre i de Dage.
Presten svarede hertil, at han ikke troede saadant, «men», føiede han til, «I kan nu ikke bedre vente, naar I holder Eder saadan for Eder selv og ikke er som andre Folk».
Manden søgte da at forklare Presten, at det var umuligt for den, der havde kjendt sig som en fortabt Synder og var bleven frelst af Naade, at gjøre sig delaktig i det Syndens Liv som førtes. Presten svarede : «Har I kjendt Eder som fortabte Syndere, saa maa I have gjort noget Ondt da». «Er vi da ikke alle Syndere ?», spørger den anden. Presten gjenmælte : «Du Knud, er du ikke Hattemager ?» Denne svarede : «Jo», hvorefter Presten fortsatte : «Naar du har gjort mig en daarlig Hat, saa lægger jeg ikke Skylden derfor paa Hatten, men paa dig. Ligesaa med os og Gud : har ikke Gud gjort os bedre, saa faar han selv have Skylden».
Hertil bemærkede Lægmanden : «Men hvorfor maatte da Kristus komme herned for at frelse Syndere ?»
Presten svarede straks med følgende Spørgsmaal : «Har du ikke lagt Mærke til, at jeg aldri pleier at sige «har frelst», men «vil frelse ?»
Jo, det havde nok K. Thorkildsen baade mærket og forundret sig over. Presten utlagde da dette nærmere, og det viste sig klart, at han paa ægte rationalistisk Vis ikke havde videre Brug for Kristi Forsoningsdød, men kun for hans Lære og Eksempel, hvorved Jesus ikke bliver nogen virkelig Frelser, men kun et Dydsmønster for Menneskene.
— Rosenqvist var forresten ikke ræd for at bande og skjælde selv i Kirken under Konfirmandundervisningen.
«Saa skjønnes det let, hvem der i Virkeligheten var Menighedens Sjælesørger. Det var nok, som saa ofte og paa saa mangt et Sted, kun dem, der uden at have noget Embede vidnede, drevne af den kristelige Kjærlighet, ved Ord og Eksempel om Guds frelsende Kjærlighed til Syndere«.
I den Tid, Sildefisket florerede i Flekkefjord, fra 1830 – 1837, herskede Synd og Ugudelighed fryktelig der.
Haugvaldstad havde, i Forening med Zacharias Thorkildsen og en anden Haugianer, bygget en Sildebod ude paa Kjeøen, og man forsøkte da ogsaa at samle Fiskerne omkring Guds Ord; men Modstanden og Spotten var stor.
— Man holdt ved med Samlingerne saavel i Byen som ud over Landet og af og til «lagde Herren dem til Menigheden som blev frelste». Det var nok ikke store Skarer, men saa var det saa meget mer fuldt og helt med deres Kristendom, som blev vundne.
Oppbyggelserne var simple og ligetil paa gammel Vis. Man begyndte med Salmesang og Bøn og læste noget av de gode, kjærnefulde lutherske Prædikenbøger; saa lagdes gjerne et Formaningsord til og tilslut atter Bøn og Sang. Møderne holdtes i private Huse; men siden fik man ogsaa almindelig Skolelokalerne overladte til saadant Brug.
Saaledes gik det sin stille Gang til omkring 1858.
Da fikk Menigheden en kraftig Ordets Forkynder i daværende Stiftskapellan, nu forlængst afdøde Sogneprest Adolph Johannes Boye (1825-1892), der virkede her en Tid under den daværende Sogneprests Sygdom. Han talte alvorlig, varmt og indtrængende.
Snart flokkede Skarerne sig omkring ham, hvorsomhelst han oplod sin Røst, enten det var i Kirken, i Husene eller paa Gravbakken. Der var ualmindelig Bevægelse, og det saa ud, som om alle, selv de raaeste og groveste, vilde vende om til Gud.
Vistnok blev det for mange kun et Vækkelsesrus, der snart tabte sig igjen; men en Del blev dog i denne Tid i Sandhed vundne for Herren. Denne Bevægelse var en Dønning af den store almindelige Vækkelse, som gik over vort Land i Femtiaarene.
— Fra nu af hadde man langt hyppigere Besøg af Venner fra nær og fjern. Særlig maa her nævnes Gunder Ougendal, Ole Valdeland, John Fjeld, Nils Ylvisaker, Johan Erlandsen og Johannes Gulbrandsen.
— Ligesom Zacharias Thorkildsen var den første, der i denne Egn brød Vei for Lægmandsvirksomheden, saa stod han ogsaa som en kjær og forstandig Leder af den kristelige Livsbevægelse her indtil sin Død. Denne indtraf 7. September 1859.
— Siden har hans Brødre : Hattemager Ole Thorkildsen, født 1801 i Lyngdal, og Hattemager Knud Thorkildsen, født sammesteds 1806, fortsat i samme Spor, og omkring dem har efterhvert samlet sig flere med samme Sind og Attraa, saa det begynte Arbeid har havt Fremgang.
— Ole Thorkildsen døde 8. April 1885 og Knud Thorkildsen døde 20. Februar 1893.