– i avisens «Aftennummer Fredag den 18de November 1898″, dette var altså senere samme dag han gikk bort og en artikkel som også viser den aktelse Harkel Johnsen Myhrebøe nøt blant svært mange :
En af vort Lands ældste Lægprædikanter og mest bekjendte Emissærer er afgaaet ved Døden — Harket Johnsen Myhrebøe. Han blev 90 Aar gammel; af den yngre Generation vil hans Navn kanske være lidet kjendt, og af den ældre vil vel mange, som erindrer ham fra gamle Dage, undre sig over, at han har levet indtil nu; thi han har i det sidste Tiaar ført en stille, tilbagetrukken Tilværelse.
Men saameget rastløsere og mere bemærket var hans Liv og Virke i ældre Tid. Der gives neppe den Menighed i det sønden- og vestenfjeldske Norge, hvor gamle Myhrebøe ikke har ladet sin Røst høre under Opbyggelsernes Mængde.
Han var legemsfrisk omtrent til det Sidste og helt aandsfrisk, indtil han imorges Kl. 7 1/2 lukkede sine Øine i sin Bolig i Welhavens Gade.
Myhrebøe var født 1ste Mai 1808 paa en Husmandsplads i Romsdalen og voxede op under kummerlige Forhold; da Harkel var otte Aar, døde Faderen, og Gutten kom saa ud fra Hjemmet i Tjeneste, syv Aar som Faaregjæter og fire Aar som Tjenestegut; det blev lidet af Skolegang og aandelig Næring.
Men saa kom han til en religiøst vakt Familie, den bekjendte Haugianer Ole Mjelva og Hustru, i Drammen i Strømpevæverlære, og her skeede det aandelige Gjennembrud hos ham. En Dame, han havde tjent hos, sendte ham 9 Mark til at kjøbe et Sølvbæger som Erindring; han kjøbte istedet en Bibel, den, han ikke tidligere havde seet Udvci til at faa kjøbt. Og nu begyndte Myhrebøe snart en femtiaarig Lægprædikantvirksomhed, en Livsvandring, han har skildret i Selvbiografien «Oplevelser og Erindringer».
Først optraadte han i Bergen og paa Vestlandet, saa i hele det søndenfjeldske Norge. Overalt gav han sig i Tale med hvemsomhelst, og han havde meget let for at omgaaes Folk; han begyndte med hverdagslige Ting og gik over til at tale om Vedkommendes Sjælstilstand.
Den ældre indre Missionsforening i Christiania havde ham i over 10 Aar som sin faste Arbeider. I Begyndelsen af sin Lægprædikanttid var han Haandverker ved Siden af, saaledes Strømpevæver i Bergen og Farver i Tønsberg, senere i Stavanger, hvor han i nogen Tid var Medlem af Kommunebestyrelsen, Valgmand m.v., og derefter fra 1854 i Sandefjord, hvor han var bosat til 1868. Myhrebøe har foruden med sin Selvbiografi optraadt i Literaturen med nogle opbyggelige Skrifter; i vort Blad skrev han i 1887 en Protest mod Landsmaalsbevægelsen.
Nu havde Myhrebøe i lang Tid boet i Christiania, og her feirede han sit Guldbryllup i 1890, ved hvilken Anledning han fik mange Beviser paa Taknemmelighed og Erkjendtlighed for et langt Livs Virke. Vel udrustet og folkelig som Taler, afholdt for sin rene, pletfrie Vandel og sit venlige Væsen har Harkel Myhrebøe været en nidkjær og tro Arbeider i Vingaarden.




















































