– er et spesielt vitnesbyrd fra en ung mann, skolelæreren Haavel Kirkerud (1814 -1840), som gikk bort kun 26 år gammel 24. mars 1840; diktet er inntatt i slutten av res.kap. Hans Jespersens gripende «Mindetale» over ham, utgitt som en liten bok i Drammen 1840, før pastoren selv gikk bort bare vel 3 måneder senere;
– her er Haavels dikt :
«Her vandre vi jo kun i fremmed Land,
Og glædes kun ved Haab om Hjemmet hisset,
Det Hjem, som Jesus Christ, vor Frelsermand,
Forjættet har og naadelig forvisset
Enhver, som strider Troens gode Strid,
Og ret anvender Naadens dyre Tid,
Og søger Ham, mens end Han er at finde.
#
Ja, her vi vandre i et fremmed Land,
Og ofte maae med Graad vi Stien væde;
Men naar kun Jesu Navn vi mindes kan,
Med Trøst og Haab den trange Vei vi træde;
Han kaldes jo : «Vor Gud Immanuel»,
Thi kan forvist vor arme, bange Sjæl
I ingen Nød Han nogen Tid forglemme.
#
Vel er det sandt, vor Vei er trang og smal,
Ja vanskelig og farefuld tillige,
Det vel i Sandhed hver erfare skal,
Som paa den vandre vil til Himlens Rige;
Vi veed jo og, at Ordet lyder saa,
At gjennem Trængsel bør det os at gaae
Ind i Guds Rige, om vi det skal arve.
#
Thi Sjælens Fiender ere altid nær,
Og ak, de ere stærke og saa mange,
Den farligste vi i vort Hjerte bær,
Saa saare let de gjøre os til Fange;
Ja Farer true her ved hvert et Fjed,
Som røve vil vor Fred og Salighed,
Og selv vi kan os ei mod Fienden værge.
#
Men Gud for os er end saa fast en Borg,
Som han var fordum for den gamle Kæmpe,
Det Ord os trøste kan i Hjertesorg,
Det Ord kan end vor Angst og Smerte dæmpe,
Og stride vi kun ret med Troens Skjold
Og Aandens Sværd, da skal al Fiendens Vold
Ved Herrens Naades Kraft tilskamme blive.
#
Ak, Herren give da vi vandre maae
Saa her i Livets korte Prøvedage,
At vi Klenodiet hos Ham kan faae,
At Seirens Løn vi hisset kan modtage;
Og gaaer vor Vei end gjennem Sorg og Gru,
Den Møie – lad os komme det ihu –
Mod Herligheden hist kan dog ei lignes».
#