Blandt vort Lands Lægfolk indtager Harkel Johnsen Myhrebøe (Myhrebøes Selvbiografi : «Oplevelser og Erindringer, mest fra en femtiaarig Lægmandsvirksomhed», Christiania 1882. Hans øvrige Skrifter og Bladartikler. Oplysninger og Meddelelser fra Biskop Dr. A.Chr. Bang, Provst Johan Jensen samt en Række samtidige Haugianere. Personligt Bekjendtskab gjennem tyve Aar) en anseet Plads, og da han boede i Hovedstaden meget længere end noget andet Sted og ofrede den en stor Del af sin Virksomhed, ligger det nær at skildre ham her.
Han blev født 1. Marts 1808 paa en plads under Gaarden Myhrebøe i Gryttens Prestegjæld ved Foden af Romsdalshornet. «Der suste vinden med Kraft mellem Fjeldene. Solen var borte Uger, og første Gang den skinnede gjennem vinduet, 6 Uger efter Jul, satte Folk Smør og Fladbrød frem for den. Sneskred om vinteren og Stenskred om Sommeren hørte til Dagens Orden».
Faderen var Husmandssøn, Moderen en rig Gaardmandsdatter. De havde fra først af Gaard; men denne brændte, og de sad siden i trange Kaar. De fik ialt 12 Børn. Tiderne var haarde og Sult og Nød almindelig over det hele Land. Den lille Gut var stille og følsom, grublede over meget, han saa og hørte, var utilfreds i sit Indre og følte, at der var noget, som manglede, men forstod endnu ikke, hvad dette var. Faderen døde 1816; den lille Harkel maatte nu bort som Gjæter og drev hermed i syv Aar. «Skolegangen var liden, kun nogle Uger om vinteren». Det var saavidt, han fik lidt Øvelse i Læsning og lærte noget «udenad i Børnebøgerne; men det blev mig til liden aandelig Næring», skriver han.
I sit 16. Aar forberedtes han til Konfirmation af Sogneprest H. R. Astrup (1764 —1827); «han udførte vist alt efter bedste Evne», siger Myhrebøe; «men jeg forstod lidet af det og blev fredløs i mit Indre». Sit Daabsløfte gjentog han Høsten 1823. Saa tjente den unge Gut fra sit sekstende til det tyvende Aar (1823 —1827) paa ét Sted;
– 632 –
han kom i denne Tid gjentagne Gange i livsfare; Gud holdt dog sin beskyttende haand over ham. «Disse Aar henrandt i uvidende, aandeligt Mørke» ; men Gud bevarede ham for grove Laster. I sine Erindringer fortæller han intet om, at han dengang kom i Berørelse med Stedets høit anseede Haugianere, Lars Knudsen Tjødlingen (Kyllingen/red.) og Daniel Arnesen, eller blev paavirket af dem.
For at lære et nogenlunde lønnende Arbeide, der kunde skaffe ham et tarveligt Udkomme, tog han over Fjeldet til Gudbrandsdalen og videre gjennem Østlandets Bygder til Drammen. hid kom han i Marts 1827 og gav sig straks i Strømpevæverlære hos Farver Ole Mjelva, der oprindelig var fra Romsdalen og hørte til Hauges mest anseede og fremtredende venner i sidstnævnte By. Her boede Myhrebøe i 5 1/2 Aar, og en betydningsfuld Udvikling baade timelig og aandelig begyndte. Ved Omgangen med sine husbondsfolk blev den unge Mands Sind mere og mere paavirket af Guds Aand.
«En Søndag», skriver han, «fik jeg af Mjelva laant en Bibel. Den var mig før ukjendt». Saa læste han flittig i den hellige Bog, laante den gientagne Gange og blev paavirket af Ordet, men fortalte det ikke til noget Menneske. Det blev nu hans inderlige Gnske at eie en saadan Skat; den kostede imidlertid 9 Mark, og det var en stor Sum for en fattig Læregut; han vidste heller ingen Raad til at skaffe pengene. Da aabnede Gud en Udvei. Myhrebøe havde tidligere i sin hjembygd tjent hos en Kaptein. Dennes Frue, som syntes, at han var en dygtig og paalidelig Gut, sendte ham nu i et Brev netop 9 Mark, for at han skulde kjøbe sig et Sølvstøb til Minde om den Tid, han tjente hos dem. Den unge Mand takkede Gud og var ikke i mindste Tvil om, hvad han skulde gjøre med pengene; han gik straks ud og kjøbte en Bibel og eiede nu et langt dyrebarere Minde om sin tidligere husmoder. Han begyndte straks at læse forfra og fortsatte udover; men «det varede længe, før jeg kom til det nye Testamente, som taler tydelig om Forsoningen», skriver han. Gjennem Læsningen kom han efterhaanden til Erkjendelse baade af sin Synd og Guds Naade og oplevede den store Overgang fra Døden til Livet; han fik tro sine Synders Forladelse og smage den Guds Fred, som overgaar al Forstand.
Naturligvis skrev han til sin velgjørerinde og takkede hjertelig for Gaven samt fortalte, hvorledes han havde anvendt pengene, og hvilken Glæde og Velsignelse Guds Ord havde bragt ham. Dette virkede saaledes baade paa Fruen og Datteren, at de begge kom til Omvendelse.
«Da jeg havde læst ud Bibelen», fortæller han, «blev det vigtigt for mig at vidne for andre om Nødvendigheden af Gudsfrygt. Jeg ønskede, jeg kunde forkynde over al verden det, som stod i Bøgernes Bog. Min Kjærlighed var udstrakt til alle. Stakkels Folk, som ikke kjender Herrens vei ! tænkte jeg. Der var brusende Følelser i mit Indre; men de stod ikke længe paa. Jeg blev ligesom ført ud i Ørkenen, hvor min Tro skulde staa sin Prøve. Da fik jeg ret kjende min store Afmagt i Striden mod Verden, mit fordærvede Kjød og Djævelens Fristelser. Jeg maatte med Rette sige : «Svag er jeg; Gud, min Styrke, hold mig ved din Faderhaand !» Menneskefrygten var en haard Fiende at overvinde for mig. Først naar Gud bliver stor i vort hjerte, bliver alle Mennesker smaa i Forhold til ham, og da faar vi Frimodighed til at bekjende vor Tro».
I Drammen havde han det godt; der var ofte kristelige Sammenkomster hos Mjelva, og bekjendte Lægmænd tog altid ind der. Blandt disse nævner han Storthingsmændene Ole Torgersen Svanøe, Mikkel Nielsen Grendahl, Ole Gabriel Ueland, John Hansen Sørbrøden, Christen B. Dahler paa Bredtvedt og Ole Pedersen Moe.
«Alle disse holdt Opbyggelser; de havde Ordet i sin Magt, og det var godt at høre dem». Af andre Lægprædikanter, som vankede der, maa særlig nævnes Daniel Arnesen, Jens Johnsgaard,
– 633 –
Ole Simonsen Berg, Torkel Olsen Gabestad eller Smørgrav, Christoffer Kjønnerød og Mikkel Nielsen, H. N. Hauges Broder; disse var af de ældste. Blandt senere vakte, som paa Gjennemreise pleiede at besøge Mjelva, mærkes Arne Bjørge, Nils Huslænde, Elling Eielsen, Anders Nielsen Haave, M. I. Wefring, Anders Redal og Torsten Redal.
«Disse var mere ildfulde, men de andre mere erfarne». Der virkede dengang i Drammen flere, tildels dygtige Prester og blomstrede en ikke liden Vækkelse; «mange stilfærdige og eksemplariske ældre kristelige Familier boede der».
Saa reiste han i August 1833 med et Seilskib til Bergen for at nedsætte sig som Strømpevæver. Her drev han sit Haandværk i to Aar uden at faa det til at svare Regning. I Byen fandtes dengang en hel Del ældre, tildels landskjendte og anseede Haugianere, som han ofte kom sammen med i Opbyggelser og Vennehjem. De ældste var Samson Thorbjørnsen Traae, Amund Helland, Anders Busk, Ole Iversen, Peder Odland, Svend Rud og Ole Torgersen Svanøe. De var gode Bygningsmænd i Herrens Tempel».
Uagtet Forholdet til disse og de yngre Venner var fortroligt og godt, levede Myhrebøe under trykkende Omstændigheder; han havde Næringssorger og tænkte stærkt paa at opgive sit Haandværk og gaa i Farverlære. En Dag det stormede voldsomt i hans Indre, gik han op paa Fløifjeldet for at være alene. Paa Toppen saa han sig vel omkring for at blive vis paa, at Uvedkommende ei var tilstede, kastcde sig derpaa ned paa Jorden og raabte af fuld Hals til Gud om Hjælp. Han syntes, at alt, han havde gjort, var galt, og lagde det frem for Herren. «Jeg sagde ham», skriver Myhrebøe, at jeg ikke duede til andet end at gjøre alt kroget, men foreholdt ham, at han havde al Magt baade i Himmelen og paa Jorden og alle Hjerter i sin Haand, saa han kunde raade Bod paa alt, som fattedes mig. Han hørte og bønhørte i Sandhed mit Raab (rop/red.). Jeg stod op fra Bønnen med et lettet Hjerte. Glad og fornøiet gik jeg ned ad Fjeldet. Den Dag har jeg aldrig kunnet glemme. — Al Skade af det, jeg havde indviklet mig i, forhindrede Gud saa vidunderlig, at ingen af disse timelige Ting hverken kom mig eller andre til Tab».
— I Mai 1835 seilede han fra Bergen sammen med Amund Helland. De var indom Byerne Stavanger, Christianssand og Arendal og hilsede paa Haugianere der. Saa fortsatte de til Tønsberg og videre til Drammen, hvor Myhrebøe raadførte sig med gamle Venner om sin Fremtid. Det blev besluttet, at han skulde reise til Tønsberg i Farverlære og være der i tre Aar for bare Kosten. Det var ikke let og tillige et stort Baand paa hans Frihed, men maatte udholdes. Om Søndagene fik han dog reise paa Landet og vidne om sin Tro.
Hans Mester, Erik Olsen, var en kristeligsindet Mand, som ogsaa holdt Opbyggelser. Der fandtes kun nogle Haugianerfamilier i Byen dengang; forresten var det aandelig tørt; i Omegnen var det bedre; paa mange Steder i Jarlsberg mærkedes adskilligt Liv og aandelig Bevægelse. De tre Læreaar i Tønsberg gik dog fort. I Juli 1838 var han færdig, forlod Byen og drog ud paa en længere Reise for at «besøge gamle Hauges Venner og ved deres Erfaringer befæstes og veiledes i Omvendelse og Bekjendelse».
«Desuden», skriver han, «var det min Lyst at se noget af den Frugt, Guds Ords Bekjendelse havde baaret ud over Landet». Det var forresten ogsaa hans Hensigt at se sig om for at finde et passende Sted, hvor han kunde nedsætte sig. Han tog først indover til Christiania, hvor han traf A. N. Haave og M. I. Wefring;
– 634 –
herfra gik Turen til Thoten; der lærte han at kjende Ole Aaserud, Herman Rustad og flere af de gamle Venner; saa fôr han opover til Faaberg og besøgte den gamle ærværdige John Blegen«.
I Øier traf han Jens Johnsgaard og Johannes Kraabøl «i Sandhed to kristelige Fædre;» derefter drog han tilbage igjen over Hedemarken; her stiftede han Bekjendtskab med Farver Christian Sund, Uhrmager Simonsen og Gaardbruger Ole Simonsen Berg, tre i Sandhed levende og virksomme Kristne og troende Fædre».
Overalt holdt han talrige Opbyggelser og blev mødt med Kjærlighed og Tillid. Da han kom til Christiania, mærkede han, at de gamle Venner ikke likte, at han havde taget afsted uden deres Samtykke og Vidnesbyrd. Saa reiste han til Drammen og gjorde lidt senere en Tur opover til Eker, hvor han især glædede sig hos de Gamle paa Papirmøllen : Torkel Olsen og Mikkel Hauge. Herfra fortsatte han nedover Jarlsberg, hvor en gammel kristelig Enke, der hed Sebille Sørum, tiltrak sig hans specielle Opmærksomhed baade ved kristelig Indsigt og Vidnemod.
Derefter gjennemvandrede han paany Jarlsberg Bygder, saa indom Tønsberg og standsede i Laurvig (Larvik/red.), fortsatte videre og besøgte den gamle Erik Bøhle i Gjerpen samt Vennerne i Skien. Den ivrige Lægmand drog nu vestover til Arendal og talte med Haugianerne Peder og Torger Schjeveland, standsede saa lidt i Christianssand og besøgte Ole Moe og gjorde en liden Tur opover Sætersdalen for at træffe de kristelige Brødre der. Reisen gik derfra langs Kysten med smaa Afstikkere til nogle af de omliggende Bygder, indtil han naaede Stavanger.
Overalt traf han venner, havde det godt sammen med dem og bekjendte flittig sin Tro i Opbyggelsesforsamlinger. Denne Reise varede nøsten halvandet Aar. Myhrebøe besluttede nu at stlaa sig ned i sidstnævnte By. Det var Høsten 1839.
«I Stavanger sad John Haugvaldstad (Haugvalstad/red.) som en Biskop blandt de kristelige venner». Han døde paa Myhrebøes Arm, efterat de havde virket broderlig sammen i 16 Aar.
Foruden ham omtales den «ærværdige Olding» Torger Siqveland og mange ældre og yngre kristelige Venner. Her blomstrede et rigt aandeligt Liv og en betydelig kristelig Virksomhed. Vinteren 1839-40 var imidlertid tung for Myhrebøe; han blev syg og kunde lidet bestille; men da vaaren kom, lysnede det; han fik lidt Hjælp hos sine venner i Bergen for at sætte Farveriet igang, var meget forsigtig, og det gik godt fremad. Den 17. Juli 1840 indgik han Ægteskab med Karen Olsen fra Tønsberg, en kristeligsindet og dygtig Kvinde, der var født i nordre Gudbrandsdalen 24. Juli 1816 og en Søster til hans tidligere Læremester i sidstnævnte By.
De levede lykkelig sammen, og Gud velsignede deres Hænders Gjerning, saa det Aar for Aar blev lysere for dem, indtil de sad i Velstandskaar. Men han forsømte heller ikke sin Lægmandsvirksomhed. Naar han i Forretningsanliggender skulde til Bergen, Christianssand eller andre Steder, benyttede han altid Anledningen til flittig at udstrø Ordets gode Sæd. Under Opholdet her (i Stavanger/red.) foretog han leilighedsvis kortere og længere Reiser østover langs Kysten til Christianssand, Arendal, ja endnu længere, ofte tillige med Afstikkere ind i de nærmestliggende Bygder.
Mest virkede han maaske paa Jæderen (Jæren/red.) og indover Ryfylkefjordene. Han gjorde tillige forskjellige Ture gjennem Søndhordland til Bergen og Omegn; en Gang fortsatte han Reisen lige til Romsdalen for at gjæste sin Fødeby og tale Guds Ord baade der og i de tilgrændsende Bygder. Myhrebøe var en «ildfuld, utrættelig og begavet Lægmand, som blev mange til Vækkelse og aandelig Veiledning».
I Stavanger vandt han snart almindelig Tillid blandt sine Medborgere, blev Medlem af Kommunestyret, Ligningsmand, Formand i Afholdssagen, Medlem af Kredsbestyrelsen for Hedningemissionen
– 635 –
samt valgmand til at kaare Storthingsrepræsentanter.
Der var en Række af Aar god Fortjeneste, da Næringsveiene havde Fremgang. Men saa kom daarlige Tider, Fiskeriet slog feil, og der blev Nedgang og Tilbagegang for de fleste og saaledes ogsaa for Myhrebøe. Arbeidet aftog, Fortjenesten minkede, Husleien gik ned, og en større Gaard, han havde bygget i de gode Tider, tabte meget i Værdi.
Han besluttede da at realisere alt og flytte. Det var haardt at reise fra et Sted, hvor han havde fundet saa mange kjære Venner og levet baade trange og især mange lykkelige Aar. Han troede dog at skulle faa et pent Overskud; men Eiendommen blev solgt for en lav pris, og naar al Gjælden var betalt, havde han ikke stort i Behold af timelige Midler.
«Da jeg kom til Stavanger, havde jeg intet og var alene», skriver han; «men da jeg reiste efter seksten Aars Forløb, havde jeg Kone og seks Børn og 32 Kroner, efterat Fragten var betalt med 100 Kroner til en Jagt, som var lastet med mit Indbo». Saa seilede han med Familie østover og kom i Mai til Sandefjord, hvor der dengang «var et mørkt Sted» i aandelig Henseende. Han fik istand et Farveri og drev det flittig og dygtig ; et Vidnesbyrd herom er ogsaa en «Fuldstændig Lærebog i det praktiske Skjønfarveri paa Uld og Bomuld» med Tillæg om det fuldstændige Silkefarveri. 168 Sider. Sandefjord 1864.
I timelig Henseende slog han sig nogenlunde igjennem ved utrættelig Arbeidsomhed og Nøisomhed. Lægmandsvirksomheden glemte han heller ikke, men drev den i enhver Stund, han kunde afse, først og fremst paa Bostedet.
I Førstningen fik han Modstand, blev angrebet fra Prædikestolen af Presten og ofte mødt med Haan og Spot af Medborgere, men arbeidede ufortrødent, bekjendte frimodig sin Tro og fik Hjælp af tilreisende Haugianere, saa der snart blev et Omslag i Opfatningen af Vækkelsen og Lægfolket; «Sandheden begyndte at faa Overhaand». Da han altid stod i et godt Forhold til Presterne og var en besindig Mand, glad i den lutherske Kirke og dens Bekjendelsesskrifter, fik han ofte Besøg af anseede Badegjæster, hvoriblandt Biskop H. O. Folkestad, Provsterne Lyder Brun og B. J. Flood (Boye Joachim Flood fra Hitterdal, senere det enda mer nærliggende Hedrum/red.) m. m. flere (med mange flere/red.).
De gav alle hans kirkelige Virksomhed sit Bifald. Om Søndagene og i Høitiderne virkede han flittig som Guds Ords Forkynder i de Bygder, som ikke laa altfor langt fra Sandefjord. Enkelte Gange foretog han endog længere Reiser, naar der var lidet at gjøre i Farveriet. Saaledes var han nogle Gange bortover til Skien og opover Thelemarken; i 1858 gjorde han en Tur til Byerne langs Kysten, helt fra sit Bosted og til Stavanger. Den var samtidig en Forretningsreise. Saa forlod han 20. October 1868 Sandefjord efter at have været der i fjorten Aar. Han skriver om Opholdet her : «Det var i Sandhed en Prøvetid baade for Sjæl og Legeme. Gud være lovet for alt, baade sødt og surt».
Fra den Tid boede Myhrebøe og Familie i Christiania; her arbeidede han i Stedets ældre Indremissions Tjeneste, gjorde Husbesøg, udbredte Traktater og holdt Opbyggelser rundt om i Foreningens Lokaler. Med Nidkjærhed og Dygtighed virkede han uafbrudt for den gode Sag i Hovedstaden; «han var almindelig afholdt baade af prester og som han kom i Versrelse med» og «blev mange til Velsignelse ved sine Vækkende Vidnesbyrd, rige kristelige Erfaring og store Evne til at paavirke, veilede og lede i sunde Spor baade aandelig ligegyldige og religiøst bevægede Mennesker».
Efter et tiaarigt, uafbrudt og anstrengende Virke i Indremissionens Tjeneste, sluttede han i en Alder af 70 Aar og drev fra den Tid fri Lægmandsvirksomhed paa sin gamle vis baade i Hovedstaden og dens Omegn. Ikke sjelden foretog han ogsaa længere Reiser, især da han besøgte Venner og virkede paa forskjellige Steder baade Østenfjelds, Søndenfjelds og paa Vestlandet.
– 636 –
Saaledes fortsatte det gamle Vidne utrættelig; han gjorde aarlig ikke faa kortere Ture for at tjene Guds Riges Sag lige til omkring 1890. Efter den Tid var det sjelden, han optraadte udenfor Byens nærmeste Omegn og i det sidste Leveaar kun undtagelselvis ogsaa i Christiania, uagtet han var aandsfrisk og virkelysten.
De legemlige Kræfter slap op. En spurgte ham : «Hvorledes staar det til ?» Den Gamle svarede : «Tak bra; Tankegangen er i Circulation, men ikke Benene !» Han var altid glad og taknemmelig mod Gud og Mennesker og havde stedse et kvikt Svar eller en spøgefuld og munter Bemærkning paa rede Haand. Især under Samtaler baade med Venner og andre var altid Skjcemt og Alvor paa en forunderlig og eiendommelig Maade blandet sammen. Ogsaa under Opbyggelserne kom dette ikke sjelden frem og virkede vækkende og oplivende. Han talte aldrig længe og likte heller ikke, at andre
gjorde det.
Under et Bønnemøde i Hausmannsgadens Bedehus hændte følgende : En Lægmand holdt altfor længe paa; da sagde Myhrebøe halvhøit : «Amen !» men den anden fortsatte lige godt. Om en Stund gik Myhrebøe frem, tog ham i Frakkeskjøderne og drog ham ned, idet han samtidig sagde «Amen i Jesu Navn !» saa kraftig, at det hørtes over hele Bedehuset.
Den høit anseede Prest og Forfatter J. C. Heuch var hans Ven; da denne Høsten 1889 blev udnævnt til Biskop i Christianssands Stift, holdt man en Afskedsfest for ham i Ynglingeforeningens store Sal. Da de officielle Taler var forbi og Ordet givet frit, optraadte gamle Myhrebøe med en humoristisk Tale, som gjorde stor Lykke og vakte Jubel baade blandt Tilhørerne og især hos Biskoppen, som saa godt forstod baade Spøg og Alvor.
«Den gamle Guds Ords Bekjender tegnede et mærkeligt Bispespeil og dvælede i korte Drag ved Tilsynsembedets Krav og Ansvar, dets Sorger og Glæder, dets rige, vanskelige Gjerning baade overfor Geistligheden
– 637 –
og Menighederne, idet han stadig henviste til den store Overhyrdes Eksempel baade angaaende Ord og Liv. Talen vakte almsn Overraskelse saavel ved sin Aandfuldhed, Friskhed, sprudlende Liv og Lune som gjennem det dybe Alvor og den Sandhed, som den fra først til sidst var gjennemtrængt af».
Under Biskop Dr. A. Chr. Bangs korte Virksomhed som res. Kap. i Trefoldigheds Menighed fra Høsten 1895 til Sommeren 1896 besøgte han oftere den Gamle. Denne hilsede ham første Gang med følgende Ord : «Saa vil jeg ønske dig velkommen som Kok i Vorherres store Kjøkken !»
Engang Myhrebøe besøgte en Ven, sad dennes lille Gut og skreg; den Gamle sagde da paa sin eiendommelige Maade : «Har den gamle Adam krøbet ned i Støvelen din ?» Barnet tiede straks stille og
begyndte at grave i sin Støvle. Myhrebøe spurgte da atter lunt og skjæmtende, men med Braad i : «Fandt du den ?»
— I Regelen var han tilfreds og glad; «der sprutede Gnister næsten altid af ham». Kun en Gang kunde det
mærkes, at han var trist. Han sagde : «Det ser ud til, at Døden har glemt mig; yngre, kraftige Mænd gaar bort i sin bedste Alder midt i en ofte betydningsfuld Virksomhed; men den sparer mig, som er saa skrøbelig, at jeg ikke kan være til nogen Nytte hverken for mig selv eller andre».
Høsten 1898 var han meget svag. Provst Johan Jensen, dengang Prest i Trefoldigheds M., saa gjentagne Gange til ham. Ved det sidste Besøg laa den Gamle stille med lukkede Øine. Presten troede, han sov eller ikke var ved fuld Bevidsthed, men fremsagde allivel nogle Bibelsprog til Styrke og Trøst i Dødens Strid. Pludselig slog den Døende Øinene op og sagde med kraftig Stemme : «Lader os bede !» Saa foldede han Hænderne og holdt en brændende og mærkelig Bøn, der gjorde stærkt Indtryk baade paa Presten og de Omstaaende. Først takkede han Gud, fordi han var født og opvokset i et kristent Land, og prisede ham derpaa for Daabens Naade, for Børnelærdommens Velsignelse, for Ordet om hans Kjærlighed til Synderes Frelse og Jesu Kristi Lidelse for vore Synder og til vor Salighed, for Gudstjenestens og Sakramenternes Velsignelse, for Herrens Førelser med og Naade mod ham gjennem et langt Liv. Saa bad han inderlig for Kirken, Skolen, Folket og Øvrigheden og især om, at Gud ikke maatte flytte sit Ords Lysestage fra Norge, men lade den skinne klart og ufordunklet der til Dagenes Ende. Endelig bønfaldt han Gud om at vække nyt Liv i vore Menigheder og
give os Mænd og Fædre af rette Art til at vække og lede os samt bevare de Kristne vaagne og ædrue og opholde dem i den sande Tro indtil Enden. Saa sluttede han med et brændende Ønske om, at Gud i sin Barmhjertighed vilde opholde og bevare ham i Livssamfundet med Kristus, indtil han vilde flytte ham hjem, Hertil føiede han et kraftigt «Amen !»
Ikke længe efter sovnede han fredfuldt ind, den 18. Novbr. 1898 og blev under stor Deltagelse begravet paa «Vor Frelsers Gravlund».
— Myhrebøe har tillige udfoldet ikke liden kristelig Forfattervirksomhed. Allerede i 1863 udgav han «Kjærnen. En Salmebog til Guds Ære og hans Menigheds opbyggelse». Den blev 1876 trykt i fjerde forøgede og forbedrede Udgave. 1882 udkom : «En Lægmands Betragtninger over de mest fremtredende religiøse Bevægelser i vort Land i de sidste firsindstyve Aar».
Omtrent samtidig lod han trykke : «Oplevelser og Erindringer mest fra en femtiaarig Lægmandsvirksomhed for Guds Rige». Den sidste Bog er en interessant Selvbiografi med vigtige Bidrag til det kristelige Livs Historie i vort Land.
Af og til deltog han ogsaa i Dagens Strid. I Bladet «Fædrelandet» Nr. 56 for 1885 offentliggjorde han en «Protest mod Maalstrævet», hvori han bl. a. betegner Kampen for det nynorske Maal som «Bagskridt, — ikke Fremskridt». Denne Artikel var kvik og blev aftrykt i en 14— 15 andre Aviser. Et par Aar senere stod i samme Blad (F.) en Artikel : «Protest mod Dødsstraffens Afskaffelse»,
– 638 –
udarbeidet af den Gamle, men gjennemseet og noget forøget af en lærd og anseet Mand, hvorfor den bærer Merket «M. & O.» Ogsaa dette Opset er preget af hans Aands Eiendommelighed.
Efter at have anført det vigtigste af, hvad Guds Ord siger om denne Sag, peger han paa det meningsløse i, at «Morderen faar Statspension paa Livstid», medens den drebtes Familie mister
sin Forsørger og ofte bliver siddende igjen i Fattigdom og Nød. Ogsaa dette Indlæg blev efter «Fædrelandet» aftrykt i en Række samtidige Blade.
— Myhrebøe var utvilsomt en rigt begavet Mand, der ragede høit op over de aller fleste Lægmænd i sin Samtid. Han udfoldede ogsaa i over 50 Aar en kristelig Virksomhed, som har sat betydningsfulde Mærker i vort Folk og bragt mangfoldige varig Velsignelse. Vi har neppe havt en eiendommeligere og originalere Lægmand end han.
Hustruen, Karen Myhrebøe, døde i Troen paa sin Frelser 3. August 1901.