– “En Prædikensamling med Billeder og Biografier”. Norsk Forlagsselskabs Forlag. Kristiania 1909.
– les annet om den særegne og hengivne metodist-pastoren her :
Pastor Emil Halvorsen
er født i Kristania den 8de Juli 1862. Hans Forældre var stræbsomme og gudfrygtige Folk, som ofte havde sit Hjem fuldt med kristelige Venner.
Den Morgen, han fødtes, døde hans Moder. Folk siger, at hun var en sjelden øm Kvinde med dyb, inderlig Gudsfrygt. Hendes Yndlingssang, den hun daglig nynnede paa, var : Jesu din søde Forening at smage o. s. v.
Den lille moderløse Emil og hans eneste Søster blev straks sendt afsted til en Slægtning oppe i Solør, og her henlevet han da sine tidligste Barndomsaar.
Hans Fader stod alene igjen. Tabet af Hustru og Hjem bragte dyb Sorg over ham og Sorgen gjorde hans Hjerte haardt. Fristelsens Stemmer lød, og han valgte at kvæle Sorgen med Drik og Verdens Glæder. Men derved tabte han ogsaa Gud.
I sit sjette Aar kom Emil til Kristiania igjen. Saa paafulgte 10 Aar, dem, han selv betegner som «en eneste stor Lidelse».
(— I sin nylig udkomne Bog : «Skridt i Sneen» har han under Titelen : «Dit Navn Gut !» givet et lidet Indblik i sin Stilling under denne Periode).
Han vandrede alene om i en kold, hjerteløs Verden. Han saa bare Sten omkring sig; men ligesom der ofte midt i Ødemarken kan vokse smaa, vakre Blomster frem mellem Stenene, saa fandt ogsaa hans følsomme og søgende Natur et og andet, som lyste op og varmede. Saaledes siger han selv :
— «Et af de bedste Mennesker, jeg stødte paa i min Barndom var min Lærerinde ved Skolen, Frk. Kristine Wathner. Hun var i længere Tid som en Moder for mig. Hun skaffede mig Klæder, bad mig ofte ind i sit Hjem og gjorde det lyst og koseligt for mig saa mangen en Gang. Gud velsigne alle dem, der er snille mod de smaa, som lider !»siger han.
Saa langt tilbage, som han kan erindre, følte han sig draget til Gud. Men han var altid saa stille og indesluttet. Han eiede en Ro, som var mærkværdig efter hans Alder.
Han likte bedst at sidde inde med en Bog, helst en religiøs, gjerne ogsaa Bibelen. Den eneste Leg, han syntes om, var at lave Vandhjul i Bækkene og faa istand Møller, Sagbrug o. l. Men helst læste han — læste saa han til sine Tider droges ind i en rent forhekset Stilhed, sad og skrev og læste. Ved Siden af Læselysten var han ogsaa i Besiddelse af en skarp Hukommelse og en klar Opfattelsesevne. Intet Under, at han var flink i Skolen og et Aar endog fik Præmie der.
Da han var ca. 10 Aar gammel, lærte han at kjende Methodisterne. De første, han stødte sammen med, var to Formanere ved 1ste Menighed i Kristiania. De holdt Møde i en liden Stue ude i Byen en Søndags Eftm. Da Mødet var slut, talte de nogle venlige Ord til ham, og deres Ord rørte hans Hjerte. Han græd. Han vilde saa gjerne være god og snil !
Siden gik han stadig paa Opbyggelser. Enten var det i Stuerne, hvor han hørte disse Formanere, eller paa «Hauges Minde», et Bedehus lige i Nærheden af 1ste Menigheds Kirke. Pastor Storjohan byggede dette Bedehus, og det var netop i den Tid, det blev færdigt.
Da han var vel 14 Aar gammel, blev han konfirmeret i gamle Akers Kirke. Pastor J. N. Brun var Kapellan der da, og han ledet en Tid Undervisningen. Han advarede indtrængende Børnene for Methodisterne. Emil hørte det, han ogsaa, og det var ikke frit for andet end, at han blev ræd. Han havde jo heller ingen at tale med om dette, aldeles overladt til sig selv som han var. Følgen blev, at han for en Del troede paa Præsten. Det var nok kanske bedst at passe sig !
I den Tid blev hans Søster omvendt til Gud blandt Methodisterne, og det blev til stor Hjælp for ham. Han mødte hende hver Søndag, hun kom fra Methodisterne, han fra gamle Akers Kirke. Saa en Dag fik hun overtalt ham til at følge med hende did. Det var just en af de første Søndage, Pastor S. A. Isakson fra Amerika var i Kristiania, og han prædikede i 1ste Kirke.
Om Aftenen havde han en Fest i sit lille Lokale nede i Piperviken. Emil var ogsaa der; thi hans Søster og flere af hendes Venner havde faaet overtalt ham til at gaa med did. Der var stor Bevægelse. Guds Aand var mægtig tilstede. 11 stod op til Forbøn, endelig ogsaa Emil som den 12te. Fra det Øieblik af bestemte han sig helt for Gud.
Han havde nu Plads i en Handelsforretning, først som Visergut og senere som Betjent. Den hele Uge bundet der, men om Søndagene paa Møder fra Morgen til langt paa Kveld. Da var han i den syvende Himmel ! Og det var ikke bare han, men Stemningen var saadan blandt Methodisterne i den Tid.
Br. O. Levorsen, som i Tidens Løb har faaet Tag paa saa mange Unge, tog ogsaa fat paa ham. Han tog ham med paa Møder, hvor han talte selv, men lod saa Emil «vidne» efterpaa. Paa den Maade gik det længe.
Saa kom en Tid fuld af aandelige Brydninger. Det ene Spørgsmaal efter det andet slyngede sig om hans Sind, især dette : «Er ikke dette bare et Rus, et aandeligt Rus ?»
Han var imidlertid ikke af dem, som kaster Spørgsmaalene fra sig. Han vilde have Løsning paa dem og begyndte nu ivrig at læse. En Mand hjalp ham til at faa Adgang til Universitetets Bibliothek, som han benyttede flittig. Han sled i Butiken om Dagen og læste om Kvælden og Natten udover. Det blev et svert Arbeide, igrunden en Tvivlens Ørkenvandring. Men hans Natur var slig. Han vilde se, hvordan det forholdt sig med Bibel og Kristendom. Han lod sig derfor ikke nøie med endel letkjøbte religiøse Anskuelser; han vilde kjæmpe sig frem til han stod Ansigt til Ansigt med Sandheden og bøie sig for dens Autoritet.
Han vidste, at den mindste Sandhed, vundet gjennem Kamp, var en fastere Grund i Liv og Død end alle Verdens theologiske Systemer. Vi har ogsaa hørt ham sige : «Den, som ikke har tvivlet, har heller aldrig troet».
Mange tænkte, at han var borte fra Gud. «Somme Tider troede jeg det selv ogsaa», siger han; «men jeg ser nu, det var ikke saa. Det var Guds Styrelse».
I denne Periode var han altid i Kirken og fulgte med Interesse Sagens Gang. «Jeg græd, naar de gamle Forstandere reiste, sørgede over dem — skjønt ingen af dem kjendte mig», siger han.
Endelig førte hans indre Søgen ham frem til klar Erkjendelse. Straks efter forenede han sig med 1ste Menighed. Nogle Dage efter blev han Formaner og Klasseleder. Og to Maaneder senere sendte den pr. Ældste, L. Pettersen, ham som Hjælper til Pastor S. Hansson i Odalen og Kongsvinger. Her forblev han, indtil han ved Konferensen i Fredrikshald 1886 blev ansat paa Hamar. Om dette siger han selv :
«Med Frygt og Bæven reiste jeg did en Fredags Efterm. i Juli. Lørdag gik jeg op paa Kirkegearden og sad der og tænkte paa min Indtrædelsesprædiken og bad Gud om Hjælp. Søndag Form. holdt jeg min Tiltrædelse for 17 Tilhørere. Mandag Morgen reiste jeg igjen til Br. Hansson i Odalen. Jeg længtede saa efter den kjære Familie, at jeg klarede det ikke, jeg maatte reise, alene, som jeg var, blandt vild fremmede».
Han fik det dog herligt paa Hamar. De 4 Aar, han var der, øvede han en mægtig Indflydelse som Evangeliets Forkynder. Og ikke bare i Byen, men udover i Landdistrikterne er han fremdeles kjendt og elsket af mange. De to sidste Aar var især rig paa Velsignelse. Der var stadig Vækkelse. Over 100 blev optaget i Menigheden; men mange flere blev førte til Herren, og de fleste lever fremdeles for Gud. I hans Tid byggedes ogsaa en Kirke der. Da han reiste, kunde han se tilbage paa de fire Aar med Glæde. Han havde ved Guds Hjælp udrettet store Ting. Han blev da ogsaa særskilt bundet til Hamar. Der er vistnok intet Sted, Br. Halvorsen er bundet til med stærkere Baand. Han tager sig ogsaa ofte en Tur did, især naar han vil have en stille Hvilestund.
Fra Hamar bar det til Tromsø med ham. Der trivedes han ikke rigtig, skjønt han er glad, fordi han var der. «Saa kjender jeg jo bedre vort Folk og dets Kaar, siger han». «Jeg vilde ikke have undværet dette Aar. Desuden har jeg mange lyse Minder nordfra og mange gode Venner lever der, som jeg aldrig glemmer».
Derefter drog han til Kristiansund N., hvor han forblev i 3 Aar. Om denne Menighed siger han : «Den er en af vore fattigste, men kanske en af dem, der, trods sin Fattigdom, har gjort mest for Guds Sag. Gud velsigne vore trofaste Venner deroppe !»
Han havde en meget god Tid her, saa mange blev omvendte til Gud og ikke faa optagne i Menigheden. Her kom han ogsaa adskilligt ind i Afholdsarbeidet, idet han stadig maatte gjøre Tjeneste som Festtaler og ellers ude ved 17de Maitogene og paa Demonstrationsdagene. Under Samlagsafstemningen ifjor Sommer var han ogsaa kaldt derop.
Fra Kristiansund N. bar det hjemover til Kristiania igjen. Han blev nemlig ved Konferensen i Fredrikstad 1893 ansat som Forstander for 1ste Menighed i Kristiania, ca. 8 Aar efterat han reiste derfra. Her er han nu det fjerde Aar, og han har stadig havt det godt. Han øver en velsignet Indflydelse over den store Forsamling, der fra Søndag til Søndag lytter til hans klare og aandfulde Prædikener.
I 95—96 var han ogsaa Bestyrer for vor theologiske Skole ved Siden af sin Forstanderstilling ved 1ste Menighed.
Br. Halvorsen har i lang Tid havt literære Interesser. Allerede for over 15 Aar siden, finder vi stadig Bidrag fra ham i «Kr. Tid» (Kristelig Tidende/red.).
Hans første Forsøg i Bogform var en kortere Afhandling om «Legemets Opstandelse». Iaar udgav han en Samling Skitser under Fællestitelen «Skridt i Sneen», der allerede udgaar i tredie Tusinde.
Hvad han skriver er indholdsrigt og vakkert. Det røber en sjelden Evne til at fremstille, og han vilde sandsynligvis staaet paa Høide med de bedste af vore yngre Forfattere, havde han helt slaat ind paa den Bane.
Men han er fremfor alt Prædikant. Hans skarpe Iagttagelsesevne samler Stof fra Naturen og Livet. Han gaar omkring og ser. Ofte ser han noget rigtig vakkert der, hvor mange andre intet ser, og hvad han saaledes ser, tager han med sig og anvender det paa en fin, slaaende Maade.
Den Ro og Stilhed, der hvile over ham som Barn, følger ham fremdeles. Den er som vævet ind i hans Karakter og hele Væsen. Stille og følsom er han. Men han kan opsaa være begeistret. Han er en frisindet, aaben Natur, ræd for at glide ind i «Skik og Sædvane», bryder gjerne ud af tiltraakkede Spor, vil stadig frem mod Lys og Klarhed.
I December 1892 blev han ægteviet til Ragnhild Olsen, Pastor Ole Olsens ældste Datter. Kjendt som hun er fra Barndommen af med en Methodistprædikants vanskelige Stilling, har hun været ham til stor Hjælp. «Det er mit Haab», siger han, «at hun skal blive for Menigheden, hvad hendes Moder var medens hun levede og fremdeles er for os i Mindet».— De har havt to Børn sammen; men det ene er allerede gaaet hjem til Jesus.
I 1888 blev Br. Halvorsan optaget som fuldt Medlem af Aarskonferensen og ordineret til Diakon af Biskop Fowler. To Aar efter ordineredes han til Ældste af Biskop Walden.
Alle, der kjender Br. Halvorsen, elsker ham. Og vi ved, at have mange med os, naar vi siger : Maa han længe faa staa i vor Midte med Guds rige Velsignelse over sig saa vel i sit Hjem som i sin Gjerning !