– på sidene 74 – 80 : (les neste del : «Oprindelsen og Kilderne til Fanatismen» på denne siden);
Fanatismens Natur og Beskaffenhed.
Et af de flere Slags Ukrud, hvilke i alle Tidens Aldere voxte op med Religionen, er Fanatismen. Der gaves ingen Religion, jødisk, hedensk, muhamedansk eller christelig, som jo af fanatiske Mennesker er ilde anvendt og ved dem bleven skadelig.
End er og een Religion formedelst sin Natur og sine Grundsætninger mere formet til at oppvække og nære Fanatisme, end en anden. Den mosaiske var f. E. grundet paa det Princip om Guddommen som en Hevner, og som et fortærende Væsen i sin Vrede. Denne Lære kunde ikke andet end udbrede Mørkhed og Ængstelse i Sielen; og Apostlenes Breve, især Pauli, vise noksom, hvor meget hiine den mosaiske Lovs Tilhængere trængte til denne Sandheds Indskiærpelse af Jesu Religion : Gud har givet eder sin Søns Sindelav (sinnelag/red.) i eders Hierter, som raaber Abba ! Fader ! saa at du nu ikke længer er en Træl, men en Søn. Gal. 4, 6.
Den hedenske Religion – jeg taler om den i Almindelighed, ikke om de faa Ædles Fornuft-Religion – var bygget paa Præsternes og Oraklernes Bedragerier, hvilke fandt deres Regning ved at holde Mennesker bag Dekket ved Fanatismens Hielp. Den muhamedanske, der blev amalgameret af den hedenske, jødiske, og christelige Religion, er just indrettet til at ophidse dens Tilhængeres Sandselighed, og ved Vellyster at døve Fornuftens Stemme, at nedspende Nervekraften i Legemet. Denne giver derfore Fanatismen mest Næring af alle.
Den christelige Religion er den
– 75 –
eneste som og fra denne Side viser sin Oprindelse fra Gud, da den saa langt fra, ikke allene ingen mindste Anledning eller Fremstød giver til Fanatisme, men den modarbejder endog tydelig og med Grunde, denne Menneskene saa skadelige Smitte.
Dens Fiender, hvilke paastode, at den dannede fanatiske Mennesker, maa derfor aldeles ikke have kiendt denne Religion i sine Kilder; de maa have dømt den allene efter enkelte Mennesker, hvilke misforstode og misbrugte den som Fanatiker; thi at der i alle Tider gaves slige dens Bekiendere, kan saa lidet nægtes, at vi endog i en mere oplyst Tidsalder finde Grund til at omtale denne Sag, og at advare de Christne for dem.
Man har fremsat det Spørgsmaal : Om Overtroen eller Fanatismen har skadet den sande Religion og Menneskene mest.
Vel formene Nogle, at Fanatismen skulle bære mindre skadelig end Overtroen, fordi Heeden hos Fanatikeren efterhaanden kiølnes, og maa endelig stige ned til den ordentlige Grad af Temperatur (see : Mellins encyclopedisches Wörterbuch der kritischen Philosophie. 2ter H. (zweiter Hefte/red.) S. 525).
Men dette troer jeg ingenlunde at kunne siges om den Fanatisme, hvilken er formet til et Slags System. Tvertimod anseer jeg Fanatismen da for farligere end Overtroen, fordi denne sidste ikke kan bringes i System hos Mennesket.
Vanskeligt vil det i øvrigt blive at afgiøre, hvo af begge der har skadet mest; thi et saa vidt omfattende Blik har ingen Skabning, at det kunde beregne alle muelige Følger af den onde eller gode Sæd. For den Alvidende og Alviise er dette allene mueligt. Saa meget er vist, at Historien, saa vel den hellige som profane, giver et uudtømmeligt og sørgeligt Forraad paa de mange
– 76 –
Elendigheder, hvilke begge, baade Overtroe og Fanatisme have udbredet over Menneskeslægter; ogsaa ligger dette Resultat tydelig og klart for hver den, som med Opmærksomhed og en philosofisk Aand har forsket i Historiens Kilder, at begge paagrændse hinanden meget nær : at de tiene vexelviis som Kilder for hinanden, og understøtte hinanden : at de berøve Mennesker hvilke ere smittede af een af begge, al intellectuel, moralsk og physisk Lyksalighed; og at hvor dette Ukrud først har fæstet Rødder, eller udbreder sig, der kan ingen sand og ægte Religion trives.
«Sædvanlig anseer man enhver Slags Enthusiasmus «for Sværmerie», siger Zimmerman. «Men begge ere aldeles forskiellige fra hinanden. Man behøver ikkun at sætte begges Billeder ved Siden af hinanden, naar man vil opvække Kierlighed for Enthusiasme og Ringeagtelse for Sværmerie» (Zimmerman über die Einsamkeit. Oversat i det danske af Dr. Odin Wolff. Dette ypperlige Værk, hvilket indtager det første Sted iblant den populaire Psycologies Skrivter, giver det klareste Lys over Fanatismens Oprindelse og Natur).
Denne Feil har iblant Flere og Shaftesbury begaaet i hans Karakteristik (see : Udtoget af Mellins Wörterbuch der kritischen Philosophie).
Ikke desmindre har hver sine charakteristiske Skielmærker. Enthusiasmus er en overordentlig Grad af Varme i Sielen for en Ting. Den opvækkes af en levende og tydelig Forestilling om en Tings høie Værd. Den er, siger Kant, en levende Deeltagelse i det Gode, hvilken stiger til Affekt.
Saaledes kunde vi ansee Luther som besielet af Enthusiasme for Oplysning og Religionens gode Sag. Og saa kunde vi kalde hver den enthusiastisk, som med en udæmpelig
– 77 –
Iver og Varme, uafladelig fæster sit Øie til hvilkensomhelst Gienstand der er god og ædel; uden at lade sig opholde eller standse paa sin Vei af Fordomme, af List eller Vold.
Religion og Stat vilde ofte ligne det døde Legeme, hvis ikke enkelte Menneskers Enthusiasme gav begge Liv. Denne er lig den electriske Ild; den meddeler sig alle, hvilke ere undfangelige for den; og da naar den meddeler sig finder den mange Steder Næring.
– Fanatismens Natur er derimod at forlade sig paa blotte indvortes og umiddelbare Følelser, uden at agte paa noget tydeligt Begreb om Tingen. Enthusiasmen forbindes med en ædel og høimodig Følelse, Fanatismen med en andægtig Stolthed.
Enthusiasmen luer (brenner/red.) aaben, viser Mennesket som det er.
Fanatismen indhyller Mennesket endog ofte for sig selv, den giør det tilbageholden og mistroisk, saare sielden var den og reen for Hyklerie. Dog har Erfaring viist : at Enthusiasmens Affekt dreven over Fornuftens Grændse, let udarter til Fanatisme.
«Den Viise fortiener Navn af Daare, naar han tragter efter Dyden, ud over dens Grændse» (Horazes Br. 1 B. 6 Br.).
I Begyndelsen af det 16de Aarhundrede brugtes Ordet Fanatiker, og Enthusiast, som ligebetydende Skielsord, hvilke nu de calvinske, nu de lutherske Theologer med en usømmelig Bitterhed tildeelte hinanden (G. Arnolds ( Unparteyische) Kirchen- und Ketzerhistori (kjetterhistorie/red.). II. D. (anden del/red) B. 16. Cap. 19. som og hidleder Ordet Fanatiker fra Hedningene, hvilke saaledes kaldte Præsterne som havde med Oraklerne i deres Templer at giøre : Fano. adscripti. Ministrie, d.e. Sacerdotes circa fanum versantes. – Disse anstillede sig, som man veed om Cybeles og Bellonæ Præster, som rasende; med Hovedernes Rysten og flyvende Haar; hvorved de talede en Hob uden Sammenhæng, hvilket derfore ansaaes som Inspiration eller Begeistring af Guddommen; eller som Horaz siger i hans Digtekonst : dictae per carmina sortes).
Man brugte da
– 78 –
og Ordet Sværmer, især om de calvinske Theologer, hvilke man skieldede Sacrament Sværmere; et Billede laant af Bierne, hvilke forlade deres Stade med en lydelig Surren.
Ikke kunne vi nægte det, at mangen en ædel Mand besielet af den reene Enthusiasme for Religionen, og især for den praktiske, har maattet uforskyldt bære Navnet Fanatiker, eller Sværmer. Selv Jesus maatte taale at ansees før en saadan Fanatiker, eller Sværmer, hvilket er Meningen hos Joh. 8, 52. Nu see vi at du er gal; Abraham er død, ligesaa Profeterne, og du siger : dersom nogen holder mit Ord, skal han ikke døe evinderlig. Er du større end vor Fader Abraham, hvilken er død ? hvem giør du dig selv til ? Saaledes ansaaes Paulus af Festus, da han for denne fortalte sit apostoliske Kald, og om Christi Læres Ypperlighed A.G. 26, 4 Du sværmer Paulus ! din store Belæsenhed giør dig sværmende.
Men som vi sædvanlig bruge Ordet Fanatiker eller Religions Sværmer, forstaae vi et Menneske, der er henreven af en andægtig Formastelighed, som sætter en overdreven Tillid til sig selv, indbilder sig opløftet til nøiere Omgang med Aander og Gud selv, til dennes umiddelbare Veiledning, Indgivelser og Aabenbarelser; og derfor troer sig udrustet med en overordentlig Grad af Selv- og Verdens Fornægtelse, af Hellighed og Fuldkommenhed.
Et indvortes Lys, Syner, Drømme og Røster
– 79 –
ere deres Underviisnings Midler; og for at sættes i Stand til at modtage denne Slags høiere Underviisning, svække de deres Legems Kræfter, og rive sig løs fra Naturens Skiønhed og dens Nydelse. Enhver meer end almindelig Følelse for Gud og Religionen, enhver mere end sædvanlig af Andagt, frembragt ved særdeles sammenstødende Omstændigheder, er for Fanatikeren en overordentlig Medvirkning og Indflydelse fra Gud.
Til et hvert Foretagende venter han et overordentlig Vink, hvormed og hans ophidsede Indbildningskraft rigelig forsyner ham; og det som især carakteriserer disse ulykkelige Mennesker, er det Kald de indbilde sig at have, til at giøre Proselyter, at præke Bod og Hiertets Sønderknuselse indtil den høieste Grad af Fortvivlelse for Synden.
Fra dette Øieblik blive de og høistfarlige for alle svage og uoplyste Mennesker, og da er det Tid at sætte dem Grændse. Thi en farligere Fiende i Lysets Engels Skikkelse kan ikke tænkes til at forlede de Godmodige men Enfoldige fra Gud og Jesus; vissere Vei til huuslige Uenigheder; til Ægteskabs Foragt, Splid og Kulde; til Legemets Nedbrydelse; til Armod, ja til Selvmord, gives der ikke end Fanatismen : Disse ere dens skrækkelige og ødelæggende Følger, hvor den tollereres; men end mere blodig, og luende, og vild er dens Raserie, hvor den tilrev sig Herredømme over Mennesker.
Den giorde da hele Nationer til sine Fakkelbærere og Mordbrændere, og den kiendte ingen Grændser, ingen Midler som ulovlige, for at udbrede sit Rige. Dog maae man lægge Mærke til, at de fleste af de Fanatiker hvilke tilreve sig Forfølgelsens Sværd, og som vendte det imod alle, ikke altid selv vare Fanatikere, men meget mere Usurpateurer (tronranere/red.), egennyttige herskesyge Bedragere, hvilke betiente si af Fanatismen som et Middel til
– 80 –
deres uædle Hensigters Opnaaelse.
Man maae f. E. derfore skielne imellem en Cromwel, Pater Gasner, Cagliostro, og den hellige – eller rettere den forbandede – Ingvisitions Fædre; og imellem en Veigel, Jacob Bøhm, Swedenborg (denne siste var den særmærkede svenske vitenskapsmann og tenker Emanuel Svedberg (1688-1772), adlet i 1719 med navnet Swedenborg/red.) o. fl. d. (deslige/lignende/red.).
Bedragere, Vellystige, og herskesyge Tyranner vare hine (de førstnevnte/red.); det elendige Folk dermod, hvilket lod sig lede i disse Mørkhedens Lænker, det kan man kalde fanatisk. Disse sidst nævnede Mænd vare derimod selv Fanatiker.
Og de virkelig lærde Mænd stode ofte Farer at henrives af deres Indbildnings Heede (varme/red.), at hildes af Forfængelighed, og blive det; hvilket Lavater (Johann Casper Lavater (1741-1801) – en sveitsisk prest, med stor innflytelse i samtiden – også på Goethe/red.) med sin collosalske Troe til Bønnens undergiørende Kraft beviiste.
– les neste del II på følgende side :