Religionens og Sædernes dybe Fald længere hen, især under Pavedømmets Hierarkie og ved Munkenes lastefulde Levnet, overbeviiste de godmodige men enfoldige Christne, at denne Vej ikke overeenstemmede med Jesu Lyksaligheds Lære. De bleve da som det kaldtes, opvakte. Hensigten var god.
De vilde – at tale med deres egne Ord – gaae ud fra Babel; og nu forledtes de paa den fordervelige Fanatismens Vej til at nedrive alt for Fode, og til at fordømme alle Christne, hvilke ikke som de anvendte al deres Tid til høiere Meditationer, til at dyrke den himmelske Sopfia; hvilke ikke foragtede sig selv og den hele Natur.
Det 15. og 16. Aarhundrede var derfore især rig paa Sværmere; Thomas a Kempe, Deigel, Jacob Bøhm, Gichtel, o. f. med deres Tilhængere udbredte idel Forvirrelse, og gjorde Folkschristendom heel mørk, uforstaaelig og ængstelig. Selv den redelige Spener, Franke og flere Theologer, geraadede paa hine de første Aarhundredes overdrevne strænge Begreber om Selvfornægtelse og Gudsfrygt.
Samle vi nu alt dette under een Synspunkt, da kunne vi end mere med temmelig Vished beregne, hvilke Mennesker der staae Fare for at blive Fanatiker.
Mennesker af en godmodig Carakter. De sigte ingenlunde til noget Ont, see ikke de Afgrunde paa hvis Bredde de selv vandre, og troe at giøre Gud og Menneskene en Velgierning, ved at redde de sidste som Brande af Ilden. Denne deres godmodige Carakter giør dem det af Naturen let, at taale de Fornærmelser hvilke de af de Ubesindige ofte ere udsatte. Den Enfoldige beundrer denne Ligegyldighed ved Fornærmelser som Naadens overordentlige Virkninger.
– Foruden denne Pflegma have disse Mennesker og et melankolisk Temperament, De see derfore
– 84 –
alt i den tykkeste Taage. Gud er for dem i fortærende Ild; Mennesker ere Dievle, den liden udvalgte Hob undtagen.
Ja hiines Letsindigheder maa drage Guds straffende Arm over Jorden. Ethvert Sted, hvor der efter Jesu Ord, findes Klinte blant Hveeden, er for dem et Sodoma, hvilket Ild og Svovel maa fortære. For at afværge disse Ødelæggelser maa de og deres Lige staae i Gabet. Intet kan frelse fra denne Guddommens Vrede, uden Sielepiinsel og Legems Mishandling, hvilket de kalde Bod.
Selve i deres Bønner blande sig disse melankoliske Billeder. Hiine maa derfore ingenlunde være tillidsfulde som til en Fader, men maa være en Kamp. – Idelig sysselsatte med Bønner og Meditationer, afholde slige Mennesker sig fra al Arbejde og fra sunde Nærings Midler; hvorved deres Legeme svækkes, Blodet forderves, Hiernen trykkes af seie Vædsker, heraf Hiertets Beklemmelse, og nu er da Mennesket disponeret til sværmodige Tanker, til Fanatisme (paa min Visitatsreise 1799 saae jeg ved at roe paa Kors-Fiorden (i dag Krossfjorden/red.) i Ryefylke Provstie, tree Mennesker sidde paa et steilt Field ud til Fiorden. Da de sadde i en bøiet Stilling med Hovederne hvilende paa Hænderne, blev jeg opmærksom, og spurgte Roerfolkene, hvad vel Aarsagen kunde være til disse tree Menneskers ligesaa farlige som synderlige Stilling ? De fortalte da, at de ved Niels Hauges omvandrende Prædikantere og ved hans Skrifter vare geraadede i Anfægtninger. Faderen og Moderen sad hver paa sin Side af Sønnen, just ikke i den Grad angrebne som denne, ham de søgte at forhindre i at nedstyrte sig i Fiorden, da han hver Dag fra Morgen til Aften sad paa dette Sted. Jeg lod disse Mennesker hente til mig paa Vigedals Præstegaard, og fandt det unge Menneske omtrent 2o Aar gammel, aldeles taus, med nedbøiet Hoved i Brystet, og fik med megen Møie det Svar af ham og Forældrene, at han var bekymret for sin Salighed. Den værdige Oberstlieutenant v. Krogen, som privatiserer paa en Gaard i Nærheden af Præstegaarden, stod hos, medens jeg talede med disse Mennesker. Og da jeg tilraadte, at det unge Menneske maatte ud fra Forældrenes Huus; at det vilde være ham gavnlig, hvis han holdtes til passeligt Arbeide, at han blev aareladt øg nød fortyndende Drikke, var Oberstlieutenanten strax saa menneskekierlig at tilbyde sit Huus for denne Ulykkelige, hvormed Forældrene og vare tilfreds. Da jeg i dette Aar (1802) var i samme Kald paa Visitats, spurgte jeg efter disse Folk, og fik til min Glæde det Svar, at dette unge Menneske nu var aldeles helbredet. Kaldet havde nu og faaet en Lærer i Hr. Jens Zetlitz, af hvis Embedsførelse jeg tør vente den fornødne Viisdom og Flid, til at modarbeide denne Smitte paa den rette Maade).
Heraf kommer det og, at hysteriske Fruentimre
– 85 –
ofte vare de vildeste Fanatiker (Man see i Arnold’s Kirchen- und Ketzergeschichte).
– Hertil kommer en udsvævende Indbildningskraft, som aldeles bedøver Forstanden, i hvilken ingen tydelige Forestilinger kan opkomme, da Indbildningen idelig forrykker disse ved at indskyde utydelige Begreber og falske Billeder. Den drager derfore Forstanden med sig som en rivende Strøm, og man seer, og hører, og føler nu udvortes og indvortes, hvad man vil see, høre og føle.
– Ogsaa Climat eller Himmetegn, kan bidrage til, at Sværmerie eller Fanatisme udbreder sig stærkere i nogle end i andre Lande. Orientens varmere Climat var derfor ret en frugtbar Ager, hvor Fanatismens Ukrud groede frodigst.
Nervesystemet ere hos disse Mennesker finere og slappere; Næringsmidlerne og Landenes
– 86 –
Frugter, en let og varm Himmel, giver flygtigere Blod, og derved saa meget mere Spillerum for Indbildningen.
De østerlandske Digteres høie og dristige Sving, give os herom det stærkeste Beviis. Deres dristige Flugt er derfor ikke altid frie for at hælde til Fanatisme. Anderledes forholder det sig i de tempererede eller kolde Climater, Fanatikeres Antal var derfore al Tid færre i Occidenten end i Orienten; færre i de nordlige end i de sydlige Lande i Europa; og naar de nu og da findes, maa man søge Aarsagen i en slet Religions Underviisning, og Ungdommens slette Anførsel og Dannelse.
Thi og – Mangel paa Kundskab om ægte Christus Religion, og om Naturen, leder til Fanatisme. I Stedet for at hiin skulde fremvirke hos Mennesket børnlig Tillid, og Overbeviisning om eene at behage Gud ved Helliggiørelse, d. e. ved alvorlig Bestræbelse efter at fyldestgiøre de os af Jesus foreskrevne Pligter, og at danne os efter ham som Mønster, saa sætter man sin Religion i at tænke sig Gud som alle, endog de af ham Selv i vor Natur som Menneske nedlagde Drifters Fiende; Grublen over Hemmeligheder hvilke ligge uden for vores Forsknings Evne.
Mennesker som saaledes mangle al Kundskab om Jesu Religions sande Natur og Fordringer, de falde nu let paa at ville erstatte denne Mangel ved selvvalgte Midler, og disse ere dem de overordentlige indvortes Følelser, den ængstelige Higen efter at tilkiempe sig det ved misforstaaet Selvfornægtelse og Bodkamp, hvad de efter Jesu Religions Veivijsning kunde naae med et glad og roligt Sind.
Ogsaa Mangel paa Kundskab om Naturen og dens velgiørende Virkninger leder til Fanatisme som til Overtroe, Natur-Phønomenerne forklares da som Guds Straffedomme, eller som Varsler for disse. Ødelæggelser
– 87 –
og Verdens Undergang synes dem at svæve over deres Hoveder. Til Forsynets viise Styrelse og til de af Skaberen fastsatte Naturens Love kiende de Intet.
Falde nu slige Skrivter, hvilke tale i samme Tone, disse uoplyste, enfoldige og godmodige Mennesker i Hænder; læses slige Opbyggelses Skrivter, i hvilke de Bedende under Navn af Ydmygelse for Gud, anklage sig for afskyeligere Mennesker, end de, Gud skee Tak, ere; i hvilke Skrivtens Steder anvendes lige efter Ordene, uden Hensyn til Tiden, Omstændighederne, Ordenes sande Mening og Sammenhæng; og i hvilke de mest overdrevne sandselige Billeder om Gud og Jesus, og vor Kierlighed til Ham, forestilles, og af slige Skrivter, saasom : Statii Skatkammer, Bunians Reise, Thom a Kempis Jesu Efterfølgelse, Scrivers Sieleskat, findes desværre mange i den enfoldige Almues Hænder, da er Veien aabnet til Fanatisme (Tak skee Forsynet, at gode Communionbøger, Prækener, og andre Opbyggelses Skrivter af vor Tids Geistlige have fortrængt hine mystiske Postiller. Priset være dette Guds Forsyn over den danske Kirke, at en evangelisk christelig Psalmebog kan rette de vrange Begreber i mange af vore gamle Psalmer, hvilke vare ret udsøgte til at lede til Fanatisme).
– Forfængelighed var og almindelig en skiult eller aabenbare Kilde til Fanatismen. Meget sielden var Mennesket fritagen for hiin Feil. Endog de ædelste og viiseste have været smittede af den, uden selv at troe det. Fanatikeren var der altid. At drage alles Øine til sig, at svinge sig ud fra alle almindelige Mennesker og udmærkes ved Lovtaler over sin Hellighed, sin Nidkierhed og Iver for Guds Ære, dette pirrer det menneskelige Hierte; og sætter nu Fornuft, Sæder og Opdragelse intet Dige (demning/red.) for
– 88 –
denne Forfængelighed, da agtes ikke mere paa de faa Fornuftiges Omdømme; men Fanatikeren froer (fryder/red.) sig just ved Spot, Foragt, ja endog ved Forfølgelser, hædret baade af Gud og Mennesker.
– Meget ofte findes og Fanatismens Sæd nedlagt hos Mennesket ved dets Omgang med fanatisksindede, især i Ungdommens fyrige Alder; og Erfaring har lært mange i deres modne Alder vel oplyste og fornuftige Mennesker, hvor megen Opmærksomhed de behøvede over sig selv, at hiine i deres Ungdom modtagne Indtryk, hvilke de hentede fra slige til Fanatisme hældende Mennesker, ikke skulle indsnige og blande sig i deres Religion – Og hvad jeg nu tilsidst mine Brødre, med inderlig Bekymring maa anføre som Aarsag for den skadelige Fanatisme, saa ere adskillige Religionens Tienere selv et sørgeligt Middel til at opvække eller nære den.
Kan det være os ubekiendt ? mig er det ikke, at der gives Præster, hvilke ofte tage deres Terter eller saakaldte Exordia til det offentlige Foredrag, af det gamle Testamentes profetiske Skrivter, af Johannes Aabenbaring, og af Salomons Høisang. Deres Beviissteder hente de af hiine Skrivter; Ordspil og enkelte Talemaader laane de af dem; Dievelens Magt og hans umiddelbare Indvirkning hos Mennesket, skildre de efter aldeles urigtig forstaaede og anbragte Skrivtsteder, de Troendes Kamp med ham, og den Modstand vi skulle giøre ham, omtales i de mest ubestemte og sandselige Udtryk; og dette kalder man at præke bibelsk. Man hører da ofte med Bekymring fra den offentlige Talestol mystiske Billeder og Lærdomme, platte og uædle Lignelser, udelikate Udtryk; og dette kalder man at præke populair.
Saa, siger man, maa Bondealmue(n) have det. Man troer at befordre den religiøse Andagt i Kirken ved at neje, at sukke, at græde,
– 89 –
ved Legems Bøininger, hvilke ligne en Inspirerts, ved Øinenes Vending og sligt mere, ved hvilket alt man ryster Tilhørernes Nerver.
Man præker om Guds Straffedommes nær forestaaende Indbrydelse, om den hellig Aands Vidnesbyrd inden i os, om det at være greben af Christo, om de Beviser hvilke en Christen skal hente for sin Naadestand af de indvortes Følelser, om den Værd man bør sætte i hellige Rørelser, og at ingen kan ansee sig for omvendt, uden at have kiempet Bods og Fortvivlelsens Kamp ved Jesu Kors; hvorved ofte bruges de sonderligste (mest spesielle/red.) Talemaader. Man taler om en troende Christens Kierlighed til Gud og Jesum, at jeg skal bruge Vielands Ord (see Samlung einiger prosaischen Schriften) «som om en romansk og sandselig Kierlighed.
De «elske den tilbedelseværdigste Aand, som de ville elske eller virkelig have elsket en Kiereste. En vellystig Ild udgyder sig igiennem deres ganske Væsen; de see og høre intet uden det hvorpaa deres Passion gaaer ud; alt andet er dem ligegyldigt; de ligesom vansmægte af Længsel efter Ham; de hige efter ubekiendte Glæder og Foreninger og deres Siel er saa ganske uden for sig selv, at den ønsker aldeles at kunne flyde tilsammen, og blive Eet med den som den elsker. Hvor er det dog mueligt, at Christne kunde indbilde sig, at en saadan Kierlighed kan behage «den fuldkomneste Aand ? o. s. v.»
Og vi kunne med Billighed spørge : hvor er det andet mueligt, end at en Religions Lærer jo maa lede Mennesker til Fanatisme, ved sligt Fordrag og Forhold ? Inderlig bedrøvet blev jeg, naar jeg nu og da var Vidne til sligt et misligt Forhold.
Og det som end mere bedrøvede mig Brødre ! var :
– 90 –
at mit broderlige Vink fandt en ugiennembrydelig Formuur (ved slige Leiligheder har jeg anbefalet den fortreffelige Spaldings Værk : Tanker om Følelsernes Værd i Christendommen).
Les neste avsnitt III på denne siden :