– i boken : “Skilderie af den christelige Religionslærer i Fire Ordinations Taler. Tilligemed en Skrivelse til Geistligheden i Christiansands Stift : Om Fanatismen”. Af Peder Hansen, Professor, Medlem af det kongel. norske Videnskabers Selskab, Biskop i Christiansands Stift. Kiøbenhavn 1803. Paa Hofboghandler Simon Poulsens Forlag trykt hos Morthorstes Enke & Comp.
– den observante leser vil oppdage at Hansens side 67 er blitt til side 39, men teksten er korrekt på denne side.
#
– fra s. 69 – 121 : (de første sider er nedenfor avskrevet, så kan leseren lese videre og få en forståelse av biskop Peder Hansens syn på den tids fronter mellom den offisielle kirke/dens presteskap og dens kritikere, slik Hans Nielsen Hauge må sies å ha vært).
“Enhver Plante, som min himmelske Fader ikke haver plantet, skal oprykkes med Roden. Christus.
Det er en Deel af mine værdige Brødre bekjendt, hvorledes jeg paa mine Visitatser i Stiftet, har forefundet adskillige fanatiske Menneskers Meninger og Skrivter udstrødte iblandt Folket; og hvilke Grundsætninger jeg i Anledning af dette Ondet, i Samtale med Brødrene har yttret.
Formanden for disse omvandrende Profeter, — hvoriblandt findes unge Drenge og Fruentimmer – er en Hans Nielsen Hauge, en Bondesøn i Thunøe Sogn i Aggershuus Stift. Af hvad jeg af hans Skrivters Læsning kan udbringe, sees : at han deels af Martyrologien og gamle Legender, deels af mystiske Fortolkere over Bibelen, har samlet hiine. Og dette – sammenblandet med Fanatikernes sædvanlige Forestillinger : om Menneskenes tiltagende Ugudelighed, om Bodkamp, om Bønnens Mirakelske Kraft, om at afdøe Verden, om den høiere Grad af Følelser hos en Benaadet, o.s.m. – udgjør hans Lære.
Hans Emissarier her i Stiftet vandre omkring i Husene; holde Forsamlinger, hvor man vil tillade dem det; og vise en saa stræng Afholdenhed, at de end ikke vil modtage nogen Pleie eller Gave (nogle af Almuen have endog, ved at tale med mig om disse Mennesker, ikke utydelig yttret deres Formening, at de vel ikke behøvede legemlig Føde). De uddele deres Skrivter i Husene som forbireisende, uden Betalning. Just de sædvanlige Midler, af hvilke slike Mennesker altid betiente sig, for at vinde det enfoldige Folks Opmærksomhed og Yndest.
Hvad jeg tilforn ha sagt de kiere Embedsbrødre, igientager jeg herved : hvor den oplyste, flittige, kloge og ægte christelige Lærer findes, der frygter jeg ikke Fanatismens Rodfæstelse. Da jeg imidlertid har fundet Menigheder, hvor ikke et lidet Antal af Folket var smittet af disse omvandrende Fanatiker; jeg og i Throndhjem Adessecomptoirs Efterretninger No. 19 d. A. indført i norske Intelligents-Sedler No. 11 læste nedestaaende Beretning, hvilken ikke er enten imodsagt eller gjenkaldet – hvilket dog Sagens Vigtighed fortjente, hvis den ikke medfører Sandhed – saa har jeg anseet det for Pligt og mit Embeds Medfør, at afhandle denne Materie i Korthed, og at overlevere Eder Brødre mine Tanker og Grundsætninger til videre Overvejelse.
(Paa en Gaard i Holtaalen, Nordoune kaldet, boer trende Brødre, som ved at læse den bekiendte Hauges Bøger, der ved tvende omreisende Fruentimmer vare bragte i Gaarden, om som tillige holdt nogle Taler for dem, fandt paa den besynderlige Idee at uddrive Dievelen paa følgende alvorlige Maade : den ældste Broder tog fat paa den yngste, som omtrent er 20 Aar gammel, dog uden mindste Vrede, og afaad ham et Stykke af Næsen, det meste af Over- og Underlæberne, og et stort Stykke af den ene Kind, saa at alle Tænderne sidder frem, uden at den yngste Broder i nogen Maade satte sig til Modværge; Touren kom nu til den anden Broder, men til at uddrive Dievelen af ham udfordredes andre Forholdsregler; hans ene Arm blev blottet og holdt over en Ild saa længe, til den næsten var stegt, som han og med yderste Standhaftighed udholdt, især da hans ældste Broder trøstede ham med, at det va bedre at blive brændt her end hisset. Da nogle Fremmede kom til og foreholdt den ældste af disse Brødre det Skrækkelige i denne hans Handling, at han saaledes havde ædt næsten det Halve af hans Broders Ansigt, svarede han ganske koldt : det troer jeg nok, det var heller ikke noget let Arbeide; det har kostet mig Umage nok, men det maatte saaledes være. Den yngste af disse Brødre er nu bragt til Trondhjem for at kureres, men er saaledes medhandlet, at han ei kan tale. — Ligeledes er arresteret en Person i Hovedvagten, fra en Gaard paa Lexvigen, to Mile over Fiorden fra Trondhjem, som ogsaa ha uddreven Dievelen af et lidet Barn; efter at han havde holdt en Tale, geb han fat paa et lidet Barn som laa i Vuggen, og holdt det saa længe og stærk for Munden, at det døde, Faderen som just laae i Sengen og saae paa denne Handling, var ganske rolig; men det forekom ham ei som ganske rigtigt, da Dievleuddriveren vilde have fat paa det andet Barn som gik paa Gulvet, og som han forsikrede tydelig at have seet Dievelen var faret i, da han havde uddrevet denne af det første Barn; men som til al Lykke en Pige fik bragt i Behold. — Give Gud, at disse ulykkelige Exempler maatte lære den hæderlige Landalmue, hvor uharmonerende med det Almindeliges Bedste, deres Fremgangsmaade er, som saaledes omreiser Landet og forstyrrer deres Velfærd og Rolighed, med at udbrede en Lære, der ingen Henseende passer sig med Jesu milde Religion; det er ikkun Overtroen som indgyder os nagende Ængstelighed og gjør den velgjørende Religion til et byrdefuldt Aag. Vil man blot løselig overtænke denne Sag, da vil man let indsee, at en almindelig Uorden er Følgen af disse Prædikanteres Lære, de selv ere for det meste Mennesker som intet uden Hang til Lediggang driver til dette skadelige Foretagende”.
Den residerende Capellan ved Domkirken i Trondhjem Hr. Fr. Jul. Bech har udgivet et Skrivt under Titel af : Raad og Advarsel imod Sværmerie og dets bedrøvelige Virkninger; 2 Ark. Det findes bekjendtgjort i Trondhjems Adressecompt. Efterretninger No. 67. d. A.
Saa gjerne jeg end ønskede at læse og eie dette Skrivt, og at uddele det iblandt Folket i det mig antroede Stift; saa har dog Mangel paa Skibsfart imellem Trondhjem og Christiansand gjort mig det umueligt af faae det. Men har jeg end ikke kunnet erholde Skrivtet selv, saa har dog den værdige Forfatter bekjendtgjort det i ovenmeldte Nummer paa en Maade, der tydeligen viser Skriftets væsentlige Indhold, og som giver den meest grundede Formodning om dets Forfatters Kundskaber og Retskaffenhed, og om den Nytte det vil stifte.
Bekjendtgjørelsen lyder saaledes : “Alt for bekjendte og alt for bedrøvelige ere nogle af de Virkninger, vore Dages religieuse Sværmerie haver frembragt paa svage Gemytter. Det er saa langt fra, at denne Sygdom har standset, fordi den, som ikke længere ny har ophørt at blive saa ofte omtalt, at den tvertimod hist og her udbreder meer og meer sin farlige Smitte. At sætte Magt imod Forstandens Vildfarelser, er, som Fornuft og Erfaring lærer, snarere et Middel til at føde og formere dem, end til at svække og formindske dem. Lyset allene kan fordrive Mørket, og Vildfarelser forsvinde ikke, med mindre de klarligen belyses af Sandhedens Fakkel. Ikke tør vi haabe, at de meget befængte af hiin Smitte, skulde let helbredes. Disse hade for meget Fornuften til at ville modtage Overbeviisning; hvorfor man maae overgive og henregne dem iblandt de Ulægelige, indtil et gunstigt Sammenstød af Omstændigheder maaskee kunde virke til deres Forbedring. Det gjælder først om at bevare de Ubefængte, at standse Smitten, at give forstandige Almuesfolk en fast og tydelig Regel, hvorefter de selv kunne dømme, hvad de bør troe, eller ikke troe, og hvorved de igjen kunne veilede den svagere Broder, at han ikke henrives af Sværmerens Drømmerier”.)
Da vi af Gud og Staten modtoge det Kald at være Folkslærere, paalagde vi os selv den hellige Pligt, at føde Hiorden ved fornuftig Christus Religion; men skal Hiorden ved denne Føde næres og fremvoxe til al god Gierning, da bliver det og vores Pligt, efter Christi Exempel og med hans Sindelav, at rydde de Hindringer af Veien, hvilke opholde Sandheden og ville gjøre vort Arbeide frugtesløs.
#
