Naar man i Samtale med de omvandrende Fanatiker spørger : hvad Kald de have til at omvandre og præke ?
Da støtte de sig sædvanlig paa trende Grunde : Den indvortes Drift de føle fra Guds Aand til at frelse deres vildfarende Medmennesker; den Oplysning de umiddelbar modtage af den hellig Aand, uden at trænge til de Lærdes Kundskaber; og at Jesu Apostle og de første Christi Kirkes Lærere ikke allene vare ustuderte Mænd, men og ligeledes vandrede omkring og holdte Forsamlinger i Huuse, alt for at udbrede Korsets Lære.
Vi ville (ønsker å/red.) prøve disse Grunde.
Hvad den indvortes Drift angaaer, hvilken slige Mennesker hidlede (henleder/red.) umiddelbar fra Guds Aand, og hvori de indbilde sig at ligne Profeterne i det G. T. da maatte man derfor vel have saa tydelige Beviser, hvilke af den hellige Skrivt, af Overeenstemmelse med Apostlenes Embeds Gaver, af Tingens Nødvendighed, kunde udledes.
Men efter ingen af disse Prøvelses Regler, har Foregivendet om det indvortes Kald af Guds Aand, nogen paalidelig Grund.
Jeg vil ikke her tale om de saa kaldte indvortes Følelsers Upaalidelighed, og hvormeget disse ere, eller kunde være Følger af Menneskets legemlige Tilstand, af dets Opdragelse, af dets Temperament, og af mange sammenstødende
– 102 –
Omstændigheder. Med slige physiologiske og psycologiske Undersøgelser, kommer man desuden ikke vidt hos slige raa og uoplyste Mennesker.
Men jeg vil som Paulus til sine Galater 3, 15. tage et Beviis af menneskelige Ting. Hvad om flere eller mange, Gud og Menneskene det velmenende Christne, ligeledes indbildte sig at være af Guds Aand tilskyndte, og derfore nu forlode Hiemstavn og deres borgerlige Kald, for at præke Christi Evangelium eller Omvendelse; hvilke Opløsninger i Familier, hvilke Udvandringer, hvilke Forstyrrelser i det borgerlige Liv, vilde da ikke blive Følgen !
Og hvo kunde vel frasige Tusinde lige Grund til Paastand om Guds Aands Tilskyndelse til at lære, hvilken Enkelte paastaae at have ?
Nei, siger Paulus 1 Cor. 7, 20. Enhver skal blive i den Stand, i hvilken han er kaldet; og i den Stand bør man dog antage, at være middelbar kaldet af Forsynet, i hvilken vore borgerlige Forbindelser fra vores Ungdom, have sadt os, og til at opnaae Færdighed i dette Kald vi ere oplærte og underviste.
Den hellige Skript maatte altsaa indeholde tydelig Løvte om, at Gud ville opvække og udruste nu Een, nu anden, og det i alle Tider med overordentlig Lys, og Kundskab, og Drift til at præke for Menneskene. Men derom haves i Skrivten intet Løvte. End klager Jehova ved Jeremias allerede i hine Dage : Jeg sendte ikke Profeterne, og de, de løb; jeg talede ikke til dem, og de, de spaaede.
Ikke heller billigede Jesus de Sværmeres Omvanken iblant Jøderne i hans Tid, hvilke paatoge sig at forkynde Messias Marc. 13, 22. der skulde opstaae falske Profeter, og de skulle giøre Tegn og Undergierninger (ikke ægte, men bedrageriske), at, om det var mueligt, skulde de endog forføre de Udvalgte.
Følgen blev og, at hiint arme Folk blev forvildet og oprørisk
– 103 –
ved hiine falske Zelotprofetet, hvilket endtes med dets Undergang.
Apostlene advarede og mod hiine Fanatiker, hvilke snege sig i Folkes Huse, hvis vildfarende og Menneske foruroligende Lærdomme aade om sig som Kræft, I Elskelige ! siger Johannes 1 B. (brev/red.) 4, 1. troer ikke hver Aand, men prøver Aanderne, om de ere fra Gud, thi mange falske Lærere ere udgangne i Verden.
Ville slige fanatiske Mennesker fremdeles gotgiøre og bevise deres indvortes Kald af Guds Aand, da maa de først gotgiøre dette deres Kald med lige overordentlige Embeds Gaver, hvilke hine Apostle bleve meddeelte; og hos hvilke af de omvandrende Prædikantere findes vel disse ?
Og nu til Tingens Nødvendighed, hvormed bevises den ? Christus fandt det saare nødvendigt at vælge sig Medarbeidere og Sendebud, for at udstrøe den guddommelige Sandheds Lære iblant et i Sandselighed, og Overtroe, og Vankundighed nedsiunket Folk. Han valgte dem, som de i den Tid best kunne faaes, og efter sin guddommelige Viisdom og Menneske-Kundskab. Apostlene valgte igien de Lærere i de af dem stiftede Menigheder, hvilke de ansaae for duelige og redelige til at forestaae Underviisningen. Andre erkiendte de ikke som Medarbeidere.
Og forsamlede end de første Christi Bekiendere sig strax efter hans Himmelfart i hinandens Huse A. G. (Apostlenes Gj./red.) 2. saa skeeda det dog under Apostlenes Styrelse; ingen organiseret Religions Cultus fandt Sted under de heftige Forfølgelser, og hvad da blev en Fornødenhed, bliver ikke nu.
Men ingenlunde tilstædte Apostlene alle, uden foregaaende Kundskab om deres Begvemhed, til at omvandre som Lærere. Saasnart, og hvor Antallet af de Christne kunde udgiøre en Menighed, fik den sine faste Lærere. Saa erklærer Paulus Eph. 4, 11. 12. det som Christi egen Indretning og Orden i
– 104 –
sin Kirke : Han beskikkede nogle til Apostle, andre til Profeter, nogle til Evangelister, andre til Hyrder og Lærere, for at giøre de Christne dygtige ved Embedets Forvaltning, og at opbygge Christi Legeme – Christi Kirke.
Tydelig viser Jesu ganske Lære, at den ikke skulde betragtes som adskilt fra den borgerlige Stat, men at den skulde staae i nøieste Forening med den. Tydelig lære hans Apostle, at Øvrigheden tilkommer den ene Ret til at opretholde og fremme christelig Religion, og at dennes Tienere staae hiin til Ansvar for deres Embede; og det var den sørgelige Aarsag til Religionens Fordervelse, da Hierarkiet reiste sig, og hiins (kirkens/red.) Lærere bleve anseete som særskildte fra den borgerlige Stat.
Men hvem staaer den omvandrende Fanatiker til Ansvar ? han udstrøer Sæden og sniger sig bort. Fra denne Side betragtet, har og Lutheri Reformation, som forenede Stat og Religion, dennes Lærere med alle andre Borgere, udbredet en af de mest velgiørende Virkninger. Omvandrende Fanatiker og Lærere, maa altsaa frasige sig deres Borgerret og Sikkerhed i en christelig Stat, naar de uden for Regentens Kald og den af Christo anviste Orden, opkaste sig til Folkslærere.
Hvad hver for sin egen Person troer, overlader christelig tollerant Religion til ham selv; enhver skal giøre Gud Regnskab for sig selv; men Fanatikeren, som vil giøre Proselytter, maa tilskrive sig selv de unyttige Lidelser, hvilke kunde møde dem, naar man siger til dem som til Scævæ Sønner (de 7 sønner av den jødiske øversteprest Skevas (eng. Sceva)/red.) A. G. (Apostlenes Gj.) 19. Jesum kiender jeg, og hvem Paulus er, veed jeg; men hvem ere I ?
Det vil nu blive let, at svække den anden Grund, paa hvilken omvandrende Fanatiker støtte deres overordentlige Kald, nemlig : den hellig Aands overordentlige Oplysning; den de søge at bevise af følgende Steder (skriftsteder/red.) :
– 105 –
Marc. 13, 11. «Bekymrer eder ikke i Forveien, om hvad I skulle tale, og pønser ikke derpaa; men taler, hvad som i samme Øieblik bliver eder indgydet, thi det er ikke eder som tale, men den hellig Aand».
I det Foregaaende taler Jesus om de Forfølgelser hvilke ville møde hans Apostle. Saaledes hudstrøgne, fremstillede for Landsherrer og Konger, til at aflægge Vidnesbyrd om Jesus, hvorom tales V. 10. kunde de lettelig befrygte, at deres Frimodighed og Aands Nærværelse kunne forlade dem, og da maatte de frygte, at deres Forsvar for Religionen, ikke vilde blive saa fyndig, og overlagt, og sammenhængende, som det burde være. Ængster eder, siger Jesus, ikke derover i Forveien, pønser ikke paa, hvorledes I skulle tale veltalende; taler, hvad I i samme Øieblik efter Omstændighederne finde passeligt, og hvad der bliver eder indgydet – en jødisk Talemaade, som betegner ethvert got Indfald, enhver god, Tanke, som overenstemmende med Guds Villie og Hensigt – thi det er ikke eder som tale, det er ikke eders Personer det gielder, det er ikke eders Sag I forsvare, men det er den hellig Aand, det er Guds Aand der ved eder vil have Sandhed og Jesu Lære forkyndet. Hans Velsignelse vil ledsage eders Ord.
Men da dette nu egentlig tales til hiine Apostle, hvilke stode under Guds Aands Veiledelse; i hiine Forfølgelsens Tider; hvorledes kunne da Alle og Enhver anvende disse Ord paa sig. Ere de Apostle som hine ? er Christi Religion nu under Jøders og Hedningers Forfølgelse, som da ? hvortil havde vi da Christi Lære i Evangelisternes og Apostlernes Skrivter, hvis Guds Aands overordentlige Indgydelse endnu skulle ventes ?
Anviser dog Jesus (Jesus anviser dog/red.) alle den aabenbarede Religions Bekiendere til sit Ord Luc. 16, 31. Joh. 5, 39.
– 106 –
Luc. 11, 3. «Dersom I, som ere Onde, vide at give eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal den himmelske Fader give dem den hellig Aand, som bede ham derom». Onde er her det samme som syndige Mennesker, karrige og ublide Mennesker, mod den himmelske Fader at regne.
Hvad Lucas forstaaer ved den hellig Aand, sees i dette samme Sted hos Mathæus 7, 11. hvor det hedder : eders himmelske Fader skal give dem det Gode, som bede ham derom. Visselig, alt aandeligt Gode vil Gud tildele dem som bede ham derom. Men hvor ligger her Løvte om den hellig Aands overordentlige Oplysning nu, eller hos enkelte Mennesker ?
1 Joh. 2, 20. 27. «I have en Salvelse af den Hellige, og vide alle Ting. Den Salve som I have faaet af ham, bliver i eder, og I behøve ikke, at nogen skal lære eder, men ligesom den samme Salve underviser eder om alle Ting, og da den er tilforladelig og ikke forførende, saa holder fast ved den, ligesom den haver underviist eder».
Dette Johannes Brev viser tydelig, at han advarer hine Christne mod Gnostikernes Æonlære, der aldeles undergrov den Lære om Christus som Guds Søn og et virkeligt Menneske. Han formaner derfore, at de Christne skulde vedblive og holde sig allene til den Lære, hvilken de havde faaet af den Hellige, af Christo; og ikke lade sig forføre af hines Vildfarelser. I have, siger han, den guddommelige Jesu Religion, den er tilforladelig og ikke forførende, og I vide alt hvad I bør vide om Jesus. Den Religion, I have faaet af ham, den blive i eder, og I behøve da ikke, at nogen af disse Lærere, hvilke blande Jesu Religion med deres orientalske Sværmerier, skulle lære eder; men ligesom denne Religion underviser eder om alle Ting, saa holder fast ved den.
Johannes kalder
– 107 –
denne Jesu Lære med et jødisk Billede, en Salve, hvorved den betegnes som det Middel, ved hvilket Mennesket indvies til sit høiere Kald som Christen, ligesom visse Personer i det G. I. til deres høiere Embeder bleve indviede ved Salvelse (man læse Guldbergs N. T. 1. Joh. (brev/red.) 2. Anmærkn.). Dette Sprogs aldeles urigtige Udtolkning af Fanatikerne, om den hellige Aands umiddelbare Oplysning, ligger da tydelig for Dagen. Som og alle de øvrige Jesu Forjettelser.
Der staaer da nu den tredie af Fanatikerne anførte Grund tilbage : at saavel Jesu Apostle som den første Christi Kirkes Lærere, vare ulærde Mænd, og at Paulus 1 Cor. 1, 20. erklærer den Vises Viisdom, og den Kloges Klogskab for Daarlighed.
Vist nok vare og de første og fleste Jesu Apostle læge og ulærde Folk. Hvorfra skulde han og have taget de Lærde, med et saa ufordærvet Hierte, saa frie for jordiske Rigdommes Baand, som hans Apostle det vare ? Vare jo dog alle de Skrivtlærde stolte, forfængelige, egennyttige og gierrige Mennesker; det blinde Folks blinde Ledere, og al Sandheds følgelig og Jesu afsagde Fiender. Saaledes skildrer Jesus dem ved mange Leiligheder hos Evangelisterne; men og Egenskaber, hvilke ingenlunde kunde fremme Sandhedens Rige, eller giøre disse Mennesker skikkede til at vorde Lemmer i det, saa lidet som et Ankertoug kan gaae igiennem et Syenaals Øie Math. 19, 24.
Ikkun trende Mænd findes hos Evangelisterne omtalte – vi nægte dermed ikke, at der kan have været nogle flere – som en Undtagelse fra den fordærvede Hob af Pharisæer, Sadducæer og Skrivtlærde. Nicodemus Joh. 3. Joseph af Arimathæa, Math. 27, og Gamaliel A. G. 5, 34.
Men saa holdt dog udvortes Anseelse,
– 108 –
Familieforbindelse, Velstand og Menneskefrygt, og disse Mennesker tilbage (de 3 nevnte/red.), offentlig at erklære sig for Jesu Disciple.
Efter Religionens og Tingenes daværende Tilstand, kunde Jesus da ingen andre faae til at udbrede sin Lære, end de fattige Fiskere han valgte.
Ikke desmindre findes der dog enkelte baade Rige og Lærde iblant hans Apostle, de apostoliske Fædre, og efterfølgende Lærere i den første Christi Kirke. Mathæus var Toldforpagter Math. 9, 9. og disse Folk kunde ikke regnes iblant de Fattige. Philemon er bekiendt som en rig Mand, hvilket tydelig spores af Pauli Brev til ham V. 22. Erastus var Rentemester i Corinth Rom. 16, 23. Lucas var født og opdragen i Antjochia, i den Tid bekiendt som Masernes og Videnskabernes Sæde. Og er endskiønt Nicephori og Fleres Fortælninger om ham som en stor Maler, og de kostbare Mariæ og Jesu Billeder, hvilke han skal have malet, beviist at være opdigtet Fabel i det 9de Aarhundrede, saa kan det dog ikke nægtes, at han havde lagt sig efter Lægevidenskaben Col. 4, 14. og at hans Evangelium, saavelsom hans Apostlernes Gierninger, tydelig vidne om en Mand, af Cultur baade i Kundskaber og i Sproget (Hieronymus kalder ham : den lærdeste i det græske Sprog iblant alle Evangelister, hvilket og enhver Kiender tilstaaer).
Saulus var født og opdragen i Ciliciens Hovedstad, hvor der og efter Strabos Beretning var en Høiskole. Foruden det, at han i de jødiske Videnskaber havde nydt en berømmelig Læreres Gamaliels Underviisning A. G. 22, 3. maa han og have lagt sig efter profan Skribenternes Læsning, da han anfører Steder af de græske Digtere : Arati, Menandri, og Epimenides A. G. 17, 28. 1 Cor. 15, 33.Tit. 1, 12.
– 109 –
Hans Stiil i alle hans Skrivter vidne tydelig om en Rigdom i Tanker, der ofte gaaer over til en Slags Ødselhed (i denne sammeheng gavmildhet, generøsitet/red); om Skarpsindighed i Slutninger, om en philosophisk Aand; hans Overgang er rask, hans Billeder treffende og vel valgte; snart giennemskuede han de Mennesker med hvilke han havde at giøre; fine og forekommende vare hans Sæder; hvilket alt udmærker Manden af Cultur og Lærdom. Og hvor tydelig sees det ikke, at han just saaledes udrustet, blev det vigtigste Redskab i Guds Haand, til Evangelii Udbredelse og Forsvar.
Om Apollos taler Lucas A. G. 18, 24. og kalder ham udtrykkelig en lærd Mand, hvortil hans Fødested Alexandrien, Sædet for den græske Litteratur og Philosophie, hvor saa mange store Mænd bleve dannede, gav ham Anledning. Paulus kiendte og hans Værd, som sees 1 Cor. 19. 12. –3, 4. 6. – 16, 12.
Dionys Areopagiten var Raadsherre i Athen, hvor han og i sin Ungdom var dannet i Videnskaber og de skiønne Konster.
Barnabas og Silas kaldes Ap. G. 15, 22. anseelige Mænd iblant Brødrene.
Zenos kaldes af Paulo Tit. 3, 13. en Lovkyndig, hvilket Grotius forstaaer om en græsk Lovkyndig.
Om sig selv vidner Justinus Martyr i sin Samtale med Jøden Trypso, at han fra sin Ungdom af havde studeret Philosophien, og havde giennemvandret næsten alle de gamle Philosophers Skoler.
Tertullian kalder Irenæus den mest videlystne Forsker i alle Lærdomme; hvorved sigtes til den Flid med hvilken han læste og grandskede i Philosophernes Skrivter, for desbedre at kunne forsvare den christelige Religion imod disse. Det er og bekiendt om ham, at han flittig har læst Homer, af hvilken han i sine Skrivter anfører adskillige Steder.
Clemens den Alexandriner studerede paa Alexandriens Høiskole. Han var bekiendt som
– 110 –
en meget lærd Mand, hvorom især hans Stromata vidne, og hældede som hans Lærer Pantkanus til den stoiske Philosophie. Mange af den Tids christelige Lærere vare af ham dannede; iblant disse og Origines.
Og hvo veed det ikke, at Athenagoras, Tatianus, Tertullian, Origines o. f. (og flere/red.) i det andet og tredie Aarhundrede, alle vare lærde Mænd; hvilket og beviser, at Christendommen ikke er præket og udbredet allene af de Ulærde, eller at disse allene af Jesus ere anseete for de meest tienlige.
Hvad Pauli Ord 1 Cor. 1 (1. Korintierbrev 1. kap.) angaaer, da forklarer han det tydelig, hvilken en Viisdom det er, som han saa dybt nedsætter. Han kalder den de Verdslig Vises Viisdom V. 10 (S. Guldbergs N. T. 1. Cor. 1 Anmærk.). Altsaa de i den Tid mest gieldende Sofisterier (veltalenhetskunst og spissfindige argumenter med den hensikt å overtale/overbevise/red.); den Viisdom hvilken Jøderne eller Jødernes Øverster (yppersteprester/red.) søge 2, 6. i hine Traditioner. Hvorledes kunne og slige Lærdomme, hvilke savnede al sund Sands, staae ved Siden af Jesu fornuftige og lyse Lære.
Men har Apostelen her, eller noget Sted viist Foragt mod Forstands Dyrkelse og Videnskaber ? End maae den Mand have Følelse og Smag for det Skiønne, der (han som/red.) i Athen gaaer omkring og beseer Konstens Mesterværker A. G. 17.
Og naar han 1, 26:28. erklærer, at ikke mange Verdslig-Vise, ikke mange Mægtige, ikke mange Ædle vare kaldte; men de Ulærde, og de Ringe; da sigter dette jo ikke til Lærernes Kald, men til Mennesker i Almindelighed, hvilke af jordiske Fordele fængslede, i den Tid holdtes tilbage fra Christi Læres Antagelse og Bekiendelse.
Endnu vil jeg anføre enkelte af de flere Skrivtens Steder, paa hvilke Sværmere grunde andre deres overdrevne Paastande og Meninger.
– 111 –
Saaledes : Math. 5, 11. 12. «Lykkelige ere I, naar man bespotter og forfølger eder, og for min Skyld taler allehaande Ont mod eder, ikkun at de lyve. Glæder og fryder eder, thi eders Løn skal være stor i Himmelen, og saaledes have de forfulgt Profeterne, hvilke vare før eder».
Som et Beviis paa slige Fanatikers ynkværdige Enfoldighed, ophidsede af den forfængelige Stolthed, ganske at kunne anvende disse Ord paa sig, seer man dem at juble af Glæde, og at yttre deres heftige Ønske efter at behandles som Martyrer. Man kan ingen større Tieneste giøre dem, end ved Forfølgelse skaffe dem Celebritet. Hvo seer ellers ikke, at hine Ord af Jesus ere talte allene til hans første Disciple, i en Tid, da hans Lære fandt aabenbare Forfølgere.
Da nu ingen omvandrende Fanatiker kan bevise sit umiddelbare Kald fra Jesus, som hine Disciple; Christi Lære i en christelig Stat ikke er under Forfølgelse; saa ere jo disse Ords Anførelse aabenbar Guds Ords Fordreielse.
V. 39. «I skulle ikke modsætte eder den Onde; tvertimod, dersom nogen skulde give dig et Slag paa din høire Kind, saa vend ham og den anden til; og dersom nogen vil gaae i Rette med dig for at tage din Kiortel, saa lad ham endog beholde Kappen o. s. v.». Disse Ord, med deres bogstavelige Anvendelse Fanatikeren vil spille Helten i Sagtmodighed sees tydelig at være Klogskabs Raad af Jesus. Thi hvad Ret kunde hans Disciple vente mod den angribende Modstanderes Vold, for den jødiske eller hedenske Ret ?
Bedre da at taale den første Fornærmelse, end den forøgede, for en partisk Ret. Ogsaa forbyder jo Jesus i Almindelighed selvtagen Hevn. Her var altsaa intet andet Middel til at undvige og overvinde den Onde, end Sagtmodighed og Taalmod.
Hvor derimod Retten pleies, og Borgerens Sikkerhed betrygges af Øvrigheden i
– 112 –
en christelig Stat, skulde der og Vold taales uden at søge Beskiermelse ? Skulde man der ikke med Jesus turde spørge : hvi slaaer du mig ? Atter Fordreielse af Ordene, hvori Fanatikeren giør sig skyldig Hermed ere og Ordenes sande Mening 10, 16. forklarede. See, jeg sender eder som Faar iblant Ulve. ro, 34.35 «Tænker ikke, at jeg er kommen for at stifte Fred paa Jorden; jeg er ikke kommen før at stifte Fred, men Uenighed; thi jeg er kommen at giøre Splid imellem en Mand og hans Fader, imellem Datteren og hendes Moder, og imellem Svigerdatteren og Svigermoderen; og et Menneskes Huusfolk skulle blive hans Fiender».
Dette er et af de Steder, af hvilket Fanatikerne ret giøre sig til, naar der i Familier stiftes Splid og Uenighed ved deres Tilhængere. Har ikke, hedder det, Jesus selv sagt, at han ikke agtede paa denne Uenighed, ved at forkynde sin Lære ?
Men Jesus siger ikke her, at det var hans Ærinde eller Hensigt, at stifte Splid paa Jorden, men at det vilde blive Følgen fra de forblindede Menneskers Side, som det altid har været, hvor Fornuftens Stemme ikke hørtes. Langt anderledes raader Paulus 1 Cor. 7, 12. 13.
Dersom en Christen haver en hedensk Hustrue, og hun, uden at træde over til Christendommen, haver Lyst til at blive hos ham, da maae han – formedelst Religions Forskiellighed –ikke forlade hende; o. s. v. Høist farlige og afskyelige maae dog de Mennesker agtes, hvilke underholde og nære Meningers Strid, og derved Huussplid i Familier, medens den sande evangeliske Lærer stræber efter at forene alle Gemytter i sin Menighed.
Fanatikerne tillægge deres Bønner, og alle de Troendes hvilke høre til deres Folk, en overordentlig og undergiørende Kraft. Denne deres Lære grunde de, foruden andre Skriftens Steder, paa hiin Tildragelse med Figentræet
– 113 –
og Jesu Ord ved denne Leilighed Math. 21, 18:22. Marc. 11, 13. «Da han gik til Staden igien, var han hungrig. Og som han saae et Figentræe ved Veien, gik han til det, men da han ikke fandt andet derpaa end Blade allene, sagde han til det : aldrig vore der Frugt paa dig mere. Hvorpaa Figenfræet strax visnede. Da Disciplene saae dette, forundrede de sig og sagde : hvorledes visnede Figentræet saa hastig ? Jesus svarede dem : Jeg forsikrer eder med Sandhed, at dersom I troe, og ikke tvivle, da skulle I ikke allene giøre det som skeede med Figentræet; men dersom I endog sige til dette Bierg : løft dig op og kast dig i Havet, saa skal det skee. Og alt hvad I bede om i eders Bønner, skulle I faae, naar I troe».
Figentræet var virkelig ufrugtbart; Jesus kunde formode Frugt paa det, da Figentiden, eller Figenhøsten endnu ikke var indtraad. Hans Ord vare altsaa et symbolisk Billede om Jerusalems Indbyggeres Ufrugtbarhed, ved al hans anvendte Møie. Ikke heller vide vi, hvilken Samtale med hans Disciple om det jødiske Folkes Gienstridighed, der kunde være foregaaet. Handlingen selv kunde altsaa erindre Disciplene i sin Tid, om den jødiske Stats Undergang.
Den Kraft der laae i Jesu Ord, kunne derimod vel intet Menneske tilegne sig. Ordene om Biergets Flytning ere formodentlig et Ordsprog, og i denne hele Hyperbol (overdreven vektleggelse/red.) ligger ingen anden Mening, end : at det vilde blive mueligt ved Anstrengelse, hvad man ellers ville ansee som umueligt. Hvor en høi Grad af Iver for en Ting, og af Tillid til Gud, yttres i Bønnen, der vil og anvendes en overordentlig Bestræbelse, ved de anvendte Midler til at naae Øiemedet.
Og saaledes vilde Apostlene i deres Embede formedelst deres vedholdende Iver, opnaaet, hvorom de bade (det de bad om/red.)
Hvor ere derimod Beviserne for,
– 114 –
at denne Bønnens mirakelske Kraft fandtes hos de mest troende Christne i Almindelighed ?
Naar vi ikke ville tage vor Tilflugt til hine fabelagtige Legender, i de længere hen paafølgende Aarhundreder.
Og monne (la tro/red.) de Christne af denne Bønnens Mirakelkraft ville giøre bedre Brug, end Jacob og Johannes havde det i Sinde ? Hvor megen Ængstelse og Tvivl om sin Christendoms Ægthed, vilde og ikke fylde den redeligste Christens Siel, naar han ikke saae en flig Frugt af sine Bønner.
Med en høi og afgiørende Tone tilegne Fanatikerne sig en Pauli Ord 2 Cor. 2, 17. «Vi forfalske ikke Guds Ord, som mange giøre; men vi tale det rene Ord, som Guds Sendebud, for Guds Ansigt, i Christi Navn».
Paulus taler imod de forføriske Lærere, hvilke blandede hedensk og orientalsk Philosophie, jødiske Traditioner, og mosaiske Love i Christi Evangelio. Dette Christi Evangelium kalder han det rene Guds Ord.
Men kan vel den Mængde Skrivtens Steder, deels revne ud af deres Sammenhæng, hvor Fanatikeren enten holder sig til og spiller med Ordklang, eller til mystiske Fortolkninger, deels uden ringeste Hensyn til Tiden, Omstændighederne, da gieldende Skikke, Meninger, Ordsprog, og Sprogenes Natur, anførte; kunne vel disse Steder kaldes Guds rene Ord ?
At blande det gamle Testamentes jødiske Talemaader og Billeder hos Propheterne, i Jesu nye Testamentes Lære, bliver nu vel ikke Guds rene Ord, om end Apostlene nu og da ligesom Jesus selv, giorde det, for at tale forstaaelig for Jøder, og det ikke engang ægte Jøder, men Jøder efter det babyloniske Exil.
Haarde Anfægtninger af ængstelige Tvivl om Guds Naade, er en af de mest paadrevne, men og en af de mest farlige og Jesum vanærende Lærdomme hos Fanatikerne.
– 115 –