– på sidene 90 – 101 : (les forrige avsnitt II på denne siden);
Midler til at forekomme og standse Fanatisme.
Jeg anseer Fanatisme for Religionen, som en Beegkrands nær et Huus. Jo mere og jo voldsommere man rører i hiin, des farligere bliver dens omspredte Gnister til at fænge og sætte dette i Brand.
Ved voldsom Modstand stiger det menneskelige Hierte til Stivhed. Dets Stolthed, og urigtigt Begreb om fornærmet Frihed forøges, og gielder det nu Religionen eller Menneskets særegne Meninger om samme, da skiuler det sin Stolthed og Egensindighed under Navn af Frimodighed og Standhaftighed for den gode Sag.
Religionens Historie har og lært os, at de ofte vare de største Fanatiker, hvilke med Vold og Forfølgelse vilde dæmpe Fanatismen, eller Andres afvigende Meninger.
«Munke Aand gav os aller først Vredens Theologie», siger Zimmermann. «Jesu Christi Evangelium hæver sig over Pavedømmet, just ved sin Mildhed. Det afskyer enhver Troes Artikel som hærder Hiertet; det giør os fredelige, lærer os inderlig Forbarmelse, Venlighed, Ydmyghed, Sagtmodighed, og Taalmod».
Fanatikeren faaer indvortes Styrke af Forfølgelser; han faaer de Enfoldiges Medhold, hvilke føle Medlidenhed for den Forfulgte. Hans Sagtmodighed, forekommende Blidhed og Taalmod, hvortil han efter Plan og Vane er vant, contrasterer mod vore haarde
– 91 –
Angreb. Den Enfoldige dømmer : han maa vel have Ret og gaae i Guds Ærinde, siden han forfølges; thi saa meget have de hørt, at Jesu Apostle og bleve forfulgte, og disse vare dog Sandhedens Lærere. Hiine hans Modstandere maa dog vel giøre ham Uret, og deres Religion maa vel ikke staae paa en aldeles fast Fod, siden de gribe til Forfølgelser; og hvo kan nægte denne Slutning sin Rimelighed ?
Sandelig, Religionens Historie maa have lært os, at Fanatismen ofte ikke havde greben saa vidt om sig, hvis ikke Theologernes og Præsternes utidige Raab fra Zions Mure, havde fremmet den.
Uden disses tordnende Stemme, hvilken erklærede christi Religion i Fare, vilde mange Sværmerier været uddødte af sig selv. End vare ikke hiine Apostle ofte frie for denne Zelotiver, der vedhængte dem som national Carakter, hvilket vi opdage hos Jacob og Johannes Luk. 9, 54. 55. Herre ! vil Du, at vi skulle befale Ilden at falde ned fra Himmelen og fortære dem, ligesom Elias giorde ? men Jesus vendte sig om, tiltalede dem haardt og sagde : I vide ikke, hvad Aand der besieler eder; Menneskens Søn er ikke kommen for at ødelægge Mennesker, men for at frelse dem.
Hvor meget klogere handlede ikke det romerske Senat, om hvilket Livius fortæller (39 B. 18 Cap.) at da der i Rom fandtes fanatiske Mennesker, hvilke vare ligesom forrykte ved deres Bachanalier (den romerske betegnelsen for dionysiske orgia, nattlige kultfester for vinguden Dionysos, ofte identifisert med Bacchus i romersk sammenheng), besluttede Senatet og lod bekiendtgiøre : at dersom nogen skulde ansee slig en Religions Øvelse som høitjdelig og nødvendig, og formene, at han ikke uden at synde eller være irreligiøs kunde efterlade den, da skulde en saadan tilkiendegive det for Stadens Prætor.
– Men kan jeg end ikke være enig med dem, hvilke ved Magt og Forfølgelser ville dæmpe Fanatismen,
– 92 –
saa kan jeg ikke heller være det med Schaftesbury, som anpriser Ironie og Persiflage (forakt/spøk/red.) mod Fanatismen, eller at giøre den latterlig. At en Schaftesbury, som endog persiflerer en Paulus, giver dette Raad, undrer mig ikke; men den sindige Christen vil aldrig betiene sig af det.
Fanatismen er et farligt Onde, en Sygdom i Sielen og i Legemet, den kan have sine Aarsager i mange sammenstødende Omstændigheder, hvilke ikke kunne tilregnes Mennesket og dets frie Villie; hvor uchristelig nu at spotte den vi burde beklage og ynke. Religions Fanatismen har Menneskets vigtigste Anliggender til Formaal : dets Forestillinger om Religionen og Samvittigheden; Religions Fanatismen har de ulykkeligste Virkninger til Følge; og bør vi vel spøge med en saa vigtig Sag som Menneskets Religion ? Ikke at tale om : at Spot opirrer og forbittrer, men forbedrer sielden.
Hvad om disse Mennesker indbildte sig at være i lige Tilfælde med Socrates, og at ville ligne hans Sagtmodighed, da han af Aristofanes blev giort latterlig paa Skuepladsen; eller hvilket er almindeligere, de drømme om en Ære at ligne Jesum, og anvende hans Ord til sine Apostle paa sig Math. 5, 11. 12. lykkelige ere I, naar man bespotter og forfølger eder, og for min Skyld taler allehaande Ondt mod eder. Glæder og fryder eder, thi eders Løn skal være stor i Himmelen; thi saaledes have de forfulgt Profeterne, hvilke vare før eder. Jesus, som bør være Mønster som Religionslærer, betraaede aldrig denne Vei. Hvor overspendte end Religions Meningerne vare hos hans Tids Mennesker, saa finde vi vel, at han nedlod sig til deres Begreber, at han efterhaanden søgte at rette disse, men aldrig finde vi, at han blandede Ironiens eller Satirens bittre Spot i sine Samtaler med slige svage Mennesker.
– 93 –
Nei, da Sagen er saa alvorlig, da vi som fornuftige Christne inderlig maa ønske og stræbe efter, at denne farlige Suurdej ikke maa blandes med Jesu Christi Religion, saa bør hverken Vold eller Spot være de Midler, hvilke vi tilraade mod den. Men her ere andre Midler, hvilke jeg vil lægge mine Brødre paa Hiertet.
Man giøre sig det til Pligt, i sit offentlige Foredrag, og hvor vor Embede opfordrer os til at undervise, at udbrede Religionens rene og fattelige Lære. Rigtig Valg (av tekst/red.), Orden, og Grundighed, og Inderlighed udgiøre vor ganske Fordrag. Bibelens sunde Lærdomme, rigtige og fattelige Fortolkninger foredrage man Folket, og især den Jesu Læres Aand som leder til praktisk Christendom.
Ikke kan jeg undlade at anføre et Sted af et Skrivt : Ueber Prediger und den Prediger Stand (om presten og prestestanden/red.). «Der gives», siger Forfatteren, «unægtelig intet Sted, hvor den store Hob høitideligere og mere passende erindres om sine Pligter, og hvor den kan opmuntres til disses Udøvelse, end i vore Templer. Har den disse ikke mere, hvad vil der da blive af den ? Men hvortil nytter det, at Folket har dem, naar det ikke agter dem ? og agte dem kan det ikke, naar Underviisningen i dem er saa mager og ussel, som den desværre findes mange Steder i vor Tid, der kaldes den oplyste. Var det mueligt at faae alle de Prækener til Giennemlæsning (da maatte de og være skrevne, hvilket vel ikke allevegne er Tilfældet), hvilke bleve holdte paa een Søndag, man vilde studse over den kraftløse Snak, og over den hellige Daarskab, hvilken lyder fra mangen en Prækestol. Det er til Forfærdelse, hvor langt man endnu er tilbage efter en Sak, Steinbarth,
– 94 –
Teller, Spalding, Zölner, Schulze, og Zolikofer».
Denne Klage føres over mange af Tydsklands Religionslærere; men man vilde vel ikke friekiende mig for utilladelig Smiger, hvis jeg aldeles fritog alle mit Fædrenelands Geistlige for den (den samme klage/red.) !
… siden er videre under skriving;
Ved denne Flid i vor Fordrag (i vårt foredrag/red.), med denne idelige Hensyn til dets Nytte arbeide man, og efterhaanden vil da Folket lægge Mærke til Lysets klare Skin. Det vil erkiende Sandheden, og Sandheden skal giøre det frie Joh. 8, 32.
End maa man ikke nævne eller berøre Fanatismens Smitte i vore Menigheder, ved polemiske Taler; men stille og rolig skal vor Underviisning gaae sin Gang, og lig den skiulte Bæk (bekk/red.) skal Sandhedens Lære undergrave alle Vildfarelser. Den Broder, som forefinder slig Smitte i sin Hiord, vilde jeg endog tilraade, i Begyndelsen at betiene sig af de, af de Svage jevnlig brugte Talemaader, men ikkun underlægge dem sund Forstand og Mening. Jeg er af den Mening, at man ikke strax bør rive Krykken af den Svages Haand, men efterhaanden tilvenne ham at undvære den.
Men Religionslærerens Underviisning, mine Brødre ! maa ikke allene være bunden til Talestolen. Der gives jevnlig Leiligheder, da han kan samtale med enkelt Mand, og altid maa han søge at giøre sin Samtale nyttig og frugtbar. Eders Tale være altid behagelig, formaner Paulus Col. 4, 6. krydret med Salt – et Billede paa Viisdom og Kundskab – saa I overlægge, hvorledes I bør svare Enhver.
Fanatikeren vinder mest, og fængsler de Enfoldige ene ved Samtaler i disses Huse. Bruger og I Brødre ! (benytt også dere/red.) det samme Middel. For alle Ting haver et vaagen Øie og anvender den mueligste Flid, paa de Unges Dannelse og Oplysning om fornuftig Religions Kundskab. Ikke alt hvad man kalder Religlon, og hvad der
– 95 –
læres som Religion, nytter ligemeget.
Øver eder Selv og eders Ungdom i en fattelig og underholdende Catekisation, og gaaer stedse frem efter en ordentlig lagt Plan. Holder eder til Hovedsagen i Christendommen : Troen paa Jesum og et dydigt Levnet, og opholder eder ikke ved Lærdomme, hvilke Ungdommen ikke kunne fatte.
Paa Ungdommens Underviisning i Skolerne, kommer det fornemmelig an, hvad Religions Sæd der udsaaes, og hvorledes den tilvænnes at tænke. Nedlægges her hos den Unge dunkle og uforstaaelige Lærdomme, vænnes den til Ordenes Lyd uden Mening, ja til de groveste Begreber om Gud, til en sværmerisk og overtroisk Religion, da bliver den (den unge/red.) i den modne Alder et vist Bytte enten for en sværmerisk Andagt, eller for aabenbar Letsindighed.
Jeg igientager det her, hvad jeg saa ofte med Bedrøvelse sagde : Fra Skoleholderens Uduelighed, fra deres Vankundighed hidrøre Folkets vrange Begreber, og den Lethed for Fanatikeren at forlede og fængsle det. I en vel oplyst Menighed giør han ingen Lykke eller Fremgang. Jeg veed det heel vel, hvad man her vil indvende : hvorfra faaes gode og oplyste Skoleholdere ? og jeg svarer enhver Religionslærer : anvend Tid og Flid paa at danne dig dem selv. Mine Erfaringer have overbeviist mig, at hvor der findes den flittige og oplyste Præst, der findes og cæteris paribus (under ellers like forhold/alt annet likt/red.), de bedste og gavnligste Skoleholdere, og der sporede jeg mindre eller ingen Fanatisme hos Folket.
Engang vil og Forsynet velsigne vor viise Regierings Bestræbelse, ved at forunde Norge et Slags Seminarier paa hvilken som helst Maade. Men jeg vil fatte mig kort, og lade en Mand tale i mit Sted, hvis Minde den norske og danske Kirke er eenig om at hædre og velsigne, som sin Tids heldigste Taler, som Lærd, og
– 96 –
som et Mønster for Arbeidsomhed i Guds Kirke; salig Biskop Hersleb i hans epistola pastoralis (hyrdebrev/red.) til Aggerhuus Stifts Præsteskab.
«Saa værer nu da stærke mine Brødre, formedelst Naaden af Christo Jesu 2 Tim. 2, 1. Bemander eder til dette Arbeide (han taler om Ungdommens Underviisning) med Bøn og med Betragtning om : hvor kier Jesus har de Unges Siele, hvor værdig han har giort eder, at betroe eder Arbeidet paa de Siele han har saa kier. Stiller eder hvergang for, eders Mesters Exempel, hvilken besynderlig Kierlighed og inderlig Tilbøielighed han havde til Børn, naar han sagde Mark. 10, 14— 16. «lader dem komme til mig, hindrer dem ikke; og han trykte dem til sit Bryst, lagde Hænder paa dem og velsignede dem. Og tænker da, at nu er det eders Værk, at lade dem komme til Jesum, at lede dem hen til ham som selv er Veien, at tage det bort som hindrer dem fra at komme til ham. O ! hvor skulde dette Jesu Exempel opvarme eders Bryst og Hierter til at omfavne disse Børn med inderlig Kierlighed, at være ret moderlig sindet mod dem 1 Thes. 2, 7. 8. (1. tessalonikerbrev 2. kap. 7-8 vers/red.) at rygte (røkte/red.) dem som en Amme sine Børn. Mig synes, der kan intet glædeligere Embeds Arbeide være for en Præst, end at have med de unge Hierter at giøre, dem at uddanne, dem at bøie ligesom Rør. Det er et Arbeide, om hvilket I bør kunne sige til Børnene som Paulus Gal. 4, 19. Mine Børn, hvilke jeg atter føder med Smerte, indtil Christus faaer sin Skikkelse i eder. Men det er sandt, han skal have Christi Sind, han skal elske Christum selv, om det skal være ham nogen Lyst, og den som ikke finder Lyst derudi, kan see det an, som et bedrøvet Kiendetegn paa, at han haver ikke Guds Kierlighed i sig. Dersom Christi
– 97 –
Kierlighed tvinger eder kiere Brødre ! saa feiler det ikke, at dette Arbeide vil ikke blive eder nogen Tvang, men en Lyst. Afskrækker eder kun ikke selv forud, at giøre eder det Arbeide saa umuelig, som jeg ret med Bedrøvelse har hørt Nogle sige, at det lader sig ikke giøre; Bønderbørn kan ikke lære saadant, de begribe det ikke, og derfor forsage de, de bilde sig det forud ind, at det er umueligt, og derfor giøre aldrig ret Alvor af at arbeide derpaa, eller rettere at sige, de see, at der hører et stort Arbeide til, og det har de ikke Lyst til, derfor søge de en Udflugt og Undskyldning i en indbildt Umuelighed, da dog mange Guds-Ords Tienere, som have arbeidet derpaa trolig, har befundet det ganske anderledes. Derfore kiere Brødre ! værer ikke lade, hvor Flittighed udkræves, og her udkræves den i Besynderlighed (især/red.), men værer brændende i Aanden, tiener Herren, værer glade i Haabet, taalmodige i Bedrøvelser, varagtige (utholdende/red.) i Bønnen Rom. 12, 11. 12. Men kiere ! giører det ikke til et opus operatum (et verk som allerede er utført/red.), lader det ikke blive derved, at de lære noget uden ad (utenat/red.), og det kan læse op for eder af Catekismus eller en og anden smuk Formular. Det er bedrøveligt, at her findes iblant saa mange Exempler af Mennesker, der ere tumpede, som det kaldes, eller Tosser (tosker/red.), hvilke menes intet at kunne lære, eller fatte, og dog vise en Begierlighed at komme til Guds Bord. Jeg har kiendelig mærket, at hos Mange er det lutter Fortredelighed, at de vil ikke lære, da de ellers til alt andet kan være lærsomme (lærenemme/red.).
— her følger en lang innskutt note fra biskop Peder Hansen (red.) : (ogsaa jeg har ofte bemærket, hver urigtig baade Præsten og Skolelæreren handlede, naar et saadant Barn eller ungt Menneske for mig fremførtes og blev prøvet; da man ligesom har en aparte Rubrique (separat avdeling/red.) for disse oftest vrangvillige eller forsømte. Han, eller hun, heder det, har et meget tungt Nemme, den kan intet lære. Man burde dog ikke sige dette saa offentlig og i den Unges Paahør. De faae jo nu af deres Læreres egen Mund et Privilegium til, intet at lære; en Erklæring, at man intet fordrer af dem. Kan du, tænker han, fritages for at lære, fordi du erklæres med et tungt Nemme, saa har du jo Undskyldning nok. Forældre og Huusbonder, hvilke skulle arbeide med dem, og holde dem til Skolegang, tænke ligedan. Med Tiden bliver da en Saadan virkelig fiantet (tåpelig/tosket/red.), som det heder, fordi de maaskee ringere Naturens Anlæg aldeles laae ubrugte. Skoleholdernes Brøde er det ofte. De ville enten ingen særdeles Umage have med de mindre begavede Børn, og undskylde sig da for Biskop og Provst med hiines Tungnemhed, eller de forstaae det ikke at indrette deres Underviisning efter en fattelig Methode. Og hvorledes kan man undre sig derover, ved Skolevæsenets nuværende Organisation og Subjecternes (fagenes/red.) Valg ! Og dog skrev en Provst, da Forslaget til Skolevæsenets bedre Indretning i Christiansands Stift var sendt til Bedømmelse iblant Stiftets Præsteskab, til Stiftamtmanden og Biskopen følgende, hvorudi hans hele Bedømmelse bestod : «At Vankundigheden i Christiansands Stift, som meldes § 1. skulde være saa stor begribes ikke; da man i samme har havt saa mange store Biskoper, saa mange retskafne Provster, og mange skiønne Lærere. At give min Betænkning over enhver enkelt Deel i bemeldte Plan vilde deels blive alt for vidtløftigt deels unyttigt. Vist nok, at efterkomme alle dens Clausuler og Puncter, vilde blive til stor Besvær for Amtmanden, Provsten, Sognepræsten, Skole-Commisionen, Lehnsmanden, og flere etc. og næsten umuelig at efterkomme. Jeg troer, at de Indretninger, som af Øvrigheden ere giorte paa ethvert Sted grundede paa Forordningen af 1739 ere saare gode, saasom de rette sig efter locale Omstændigheder (man maa (kan/red.) ikke have læst Forslaget selv, hvis man vil paastaae at de locale Omstændigheder ikke skulde været tagne i nøie og tilbørlig Overveielse).
Qvantum distat ab illo (hvor langt er han unna til å forstå/red.), maatte man tænke, naar man læser hvad den hedenfarne Professor Vilse klager i Hermoder Nu. 5. 1794 S. 89. «Gud hielpe os, baade for Opdragelse og Oplysning, man see kun hen hvorledes det er bestilt med Skolevæsenet paa Landet i det vidtløftige Norge, hvor der gemeenlig (vanligvis/red.) neppe læres videre i Skolerne, at læse tungt nok inden i Bog (jeg tør føje til, at saare faa ikke kunne læse i nogen dansk Bog, uden allene i Catekismi og Pontop. Forklaring. Ethvert andet Skrivt er dem en forseglet Bog), og det som læres uden ad af Christendommen og dens moral er i Skolegangen blot for Hukommelsen, og saa intet videre af hvad som passer sig paa Mennesket, som Menneske, Christen, Indvaaner i Landet, og Borger af Staten; hvor Skoleholderen selv uden ret Opdragelse oplære og opdrage de Unge; ligesom Børn, saa og Forældre, og hiine igien det samme, naar de blive Forældre»).
– 98 –
— fortsatt fra Hersleb (red.) :
Hos Nogle er det forvoldet ved en ond Opdragelse, at «ved det de ere opvoxne uden det allermindste at lære,
– 99 –
ere de blevne som til Fæ, og Naturen, som hos Mange har ingen Skyld, er blevet ligesom forrustet og uskikket «til noget at lære og fatte, hvortil kommer uforstandige
– 100 –
Skolemesteres Haardhed, Plumphed og Uerfarenhed, som vide intet Greb at lempe sig efter sliges Skrøbelighed» ,
— så til slutt fra biskop Hansen selv (red.) :
Lad os da endelig mine Brødre, med de foranførte Midler forene den fornuftige, faste, og kierlige Omgang med Almuensmand; lad ham see vores utrettelige Flid og Bestræbelser til at gavne og oplyse; og han skal da vinde Agtelse og Kierlighed for os; han skal fatte Tillid til vor Lære, raadføre sig med os, og ikke blind følge enhver omvandrende Fanatiker.
Meget vil og Almuemandens Forstand bringes til Øvelse og Oplysning, ved gode moralske og Naturhistoriens Skrivters Læsning. Et sikkert Giærde mod Fanatismen. Dette har jeg troet at opnaae ved de i dette Stift og i de fleste Sogne indførte Læseselskaber. Virkningerne have og mange Steder viist sig til Bestyrkelse for hiin Sandhed, hvor Præsterne behandlede denne Sag med Varme og Høitidelighed. Høitagted og inderlig elsket skulle de Brødre være af mig og alle Retsindige, hvilke paa denne Vei, Haand i Haand arbeidede med mig til Fanatismens Standsning og Udryddelse !
Desmere har det bedrøvet mig, naar Enkelte enten med en Lunkenhed paadrev denne Sag, som kiendelig viste, at de giorde det ikkun for ikke at prostituere sig ved at sige imod, eller naar andre aldeles modarbeidede denne gavnlige Plan (paa min Visitats i dette Aar afhandlede en Provst i min og flere Præsters Nærværelse, den Materie i sin Tale paa Visitats-Dagen : at det var unyttigt, at læse andre Skrivter end Bibelen. Beviset for dette Paradox blev hentet af Pauli Ord Phil. 5, 8. Jeg agter alle Ting for Skarn og Skade, for Christi Jesu Kundskabs Ypperlighed. Slet oversat og ligesaa slet exegiseret (tolket/red.).
Jeg maatte vel spørge : vide (vet/red.) de noget
– 101 –
mere tilladelig og hensigtsmæssigere Middel til at bevare deres Hiord fra Fanatismens fordervelige Smitte, end Forstandens Oplysning.
– les siste og del IV av biskop Hansens skrift på denne siden :