– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Andet Bind. Anden Afdeling. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.
– fra s. 757 – 758 :
I Hegre, øvre Stjørdalen, var Haagen Raaen (Meddelelser og Oplysninger fra Lærer I. Flønæs i Selbu og andre personlig Bekjendte af H. Raaen) en af de mest bekjendte og anseede.
Han blev født 15. April 1829 i et lidet Hjem under Gaarden Raaen i Skjelstadmarken.
Faderen hed Kristoffer og Moderen Riborg.
Deres nævnte Søn lagde tidlig for Dagen ypperlige Evner og et kvikt, livligt og muntert Sind. Som ung var han Føreren i Kammeraters glade Kreds; man kunde ligesom ikke undvære ham. Men trods al Vilterhed og sprudlende Livsglæde laa der paa Bunden af hans Sjæl en dyb Utilfredshed med det tomme i de saakaldte Adspredelser og Fornøielser.
Han maatte ofte tvinge sig til at deltage; Guds Aand arbeidede stærkt i hans Indre, “indtil Naadelyset brød frem 1850“.
Han tjente da paa Gaarden Bang i Værnes Sogn, nedre Stjørdalen, og begyndte ganske snart at deltage i kristelige Opbyggelsesmøder i Skjelstadmarken. Her var “dengang en omfattende Vækkelse og stærke aandelige Brydninger”.
Sammen med en eller flere af de unge Troesbrødre begyndte han at foretage mange mindre Opbyggelsesreiser. De virkede først og fremst i øvre og nedre Stjørdalen, men besøgte ogsaa Nabobygderne Aasen og Selbu flere Gange samt Guldalen og Ørkedalen. Han gjorde tillige enkelte længere Reiser, til Røros, Tolgen, Tønset og Tyldalen, hvor der var mange virksomme kristelige Lægmænd og et varmt og kraftigt Kristenliv.
Paa en af disse Ture over Fjeldet til Østlandet var han en Gang ledsaget af Ole Stene og senere af sin fortrolige Ven Erik Andersen Trøite. Straks over Jul 1856 besluttede de at gjæste Tydalen for at tale Guds Ord og besøge nogle ældre Venner der, særlig Peder O. Ramblo, som var indflyttet did fra Holtaalen, samt Brødrene Ole J. Østbye og Bernt I. Hildmo, alle tre meget elskværdige Lægmænd, erfarne og befæstede i Sandheden.
Fra Selbu Kirke til Tyldalen Annekskirke er ca. 45 Km. De kjørte med egen Hest; da de var komne lidt ovenfor Roaldset, den øverste Gaard i Selbu, blev Raaen pludselig voldsomt syg af en heftig Blodstyrtning; han faldt ud af Slæden med de Ord : “Nu dør jeg !” Hans Kammerat løftet ham varsomt op, hvorpaa de kjørte tilbage et Stykke. Raaen blev nu indlagt hos en af de kristelige Venner nogle Dage, indtil han blev saa bra, at man kunde kjøre hjem.
I de følgende Aar maatte han holde sig mest mulig i Ro og kviknede efterhaanden adskillig til, men fik aldrig sin Helbred igjen; han var siden altid svag.
1859 kjøbte Haagen sammen med sin Broder Nils Gaarden Raaen; Aaret efter overtog han Eiendommen alene. I 1861 blev han gift med en troende Pige, Kjerstina Skjelstad; hun var altid en trofast Ægtefælle og en god Moder for deres fire Sønner.
Uagtet sin skrøbelige Helse vedblev han flittig at tale Guds Ord paa Opbyggelser og Missionsmøder i Hjembygden, ja foretog endog jævnlig mindre Reiser i Omegnen for at opmuntre og tilskynde de Troende og tale et Alvorsord til den store Mængde om at “søge Herren, medens han findes, og kalde paa ham den Stund, han er nær”.
Hans Fremtræden var taktfuld, Stemmen sympatisk, Foredraget jævnt og roligt og Indholdet alsidigt, tiltalende og erfaringsrigt. Derfor var han altid velseet baade blandt Venner og andre; hans aabne, troværdige Ansigt og Blik indgjød Tillid, og i alt sit Liv og Forhold gav han et godt Eksempel; herved vandt han almindelig Agtelse.
Ogsaa i jordiske Gjøremaal var han anseet som en af Bygdens mest indsigtsfulde og forstandige Mænd.
Man betroede ham snart flere kommunale Tillidshverv, som han skjøttede med stor Samvittighedsfuldhed og til almindelig Tilfredshed.
I kristelige Henseende var han “en Israelit uden Svig” og indtog derfor en ledende Stilling, ikke bare paa Bostedet, men i hele Prestegjældet, ja delvis ogsaa langt udenfor dette. Særlig gjaldt dette de Bygder, hvor han gjentatte Gange havde reist og virket som Ordets Forkynder.
Efter en længere Tids Sygelighed døde han 13. December 1894 “den Retfærdiges Død”.
Under Sygdommen fik han ofte Besøg af kristelige Venner. Disse reiste paa hans Grav en Mindestøtte af graat Marmor med hans Navn etc. samt følgende Indskrift : “Den Retfærdiges Ihukommelse er til Velsignelse”. Ordspr. 10,7.
Hustruen overlevede ham i mange Aar. Den ældste Søn Ole overtog Gaarden, og hos denne døde Enken i 1910. Saavidt vides, er samtlige Børn i god økonomisk Stilling.