– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912-1920.
– fra s. 29 – 34 :
Paa Hedemarken boede i denne Tid flere Lægmænd, der virkede til Velsignelse ikke alene inden sin Bygd, men ogsaa i videre Kredse. De fortjener en liden Mindesten.
Erik Haavelsen Smestad (Fremstillingen hviler væsentlig paa Meddelelser fra Kirkesanger Anders Olsen efter Oplysninger indhentede hos en Række samtidige Haugianere. Oplysninger fra Gaardbruger Martinius Fremstad samt Emissær Christen Amble og hans Hustru Pernille Amble) blev født paa Ulven i Ringsaker den 26. December 1801.
Hans Forældre, Haavel Olsen og Pernille Ulven var velstaaende, stræbsomme og flittige Folk, der særlig sørgede for at opdrage sine Børn til praktiske og arbeidsomme Mennesker.
Sønnerne lod de lære hver sit Haandværk; en blev Sølvsmed, medens Erik lærte at gjøre alleslags Smaasager. Han fik desuden en forholdsvis god Skoleundervisning, saa at han kunde læse og skrive godt. Han var da ogsaa “fremste Gutten”, da han stod til Konfirmation; men res. Kap. Jens Rynning (1778 – 1857) vides ikke at have øvet nogen Indflydelse paa ham.
Som Yngling var han frisk, stærk og uforfærdet. Tidlig tog han ud paa Handel, navnlig for at sælge de Smaasager, som han selv havde arbeidet, ja endog længe efterat han havde stiftet Familie, fortsatte han hermed.
Rimeligvis erhvervede han ved dette Reiseliv meget af sin mærkelige Menneskekundskab, der satte ham istand til at komme med saa mange træffende Bemærkninger snart sagt ved enhver Leilighed.
Høsten 1827 indtraadte han i Ægteskab med Eli Jensdatter Tomten af Ringsaker. Et halvt Aars Tid efter kjøbte han Gaardem Smestad, som ligger nær Mjøsen i et af Ringsakers vakreste Strøg. Da hverken han eller Hustruen havde nogen større Arv at lægge i Gaarden, maatte de begynde med en ikke saa ubetydelig Gjæld. Med megen Møie slog han sig dog igjennem; thi han begyndte straks at udvide Gaardens Areal ved nye Indkjøb og dyrkede det hele i en Grad, som den Tid ikke var almindelig, ligesom han med Iver, Liv og Lyst varetog sine øvrige Sysler.
Men ikke længe efter at han var bleven gift, mødte der Trængsler; bl. a. blev hans Fordøielse næsten ødelagt; selv da han havde begyndt “at vandre i Lyset”, maatte han bære paa denne Sygdom, da den vedvarede næsten hele Livet. Han var undertiden saa syg, at man troede, at han maatte dø.
Vel søgte han mange Læger; men intet hjalp, hvorfor han tilsidst erklærede, at han ikke længere havde noget Haab om at blive frisk igjen, selv om han “drak op hele Apotheket”, som han spøgende engang sagde.
Skjønt hverken han eller Konen dengang nærede nogen Længsel efter at høre Guds Ord, var der dog oftere Opbyggelse paa Smestad; thi de havde kjøbt Gaarden af “gudfrygtige Folk “, som rimeligvis boede der en Tid.
Paa en af Nabogaardene pleiede ogsaa de reisende Guds Ords Bekjendere oftere at holde Opbyggelser; men selv om hans Hustru – som Kvinderne i det hele – ikke sjelden var tilstede paa disse, saa holdt dog Erik sig hjemme. Han var dengang af de “Karske”, som ikke havde “Lægedom behov”.
Men endelig brød Lyset frem og fordrev Egenkjærlighedens og Vantroens sorte Nat !
Efter en “munter Aften” flygtede Søvnen, og han blev i sit Indre saa alvorlig mindet om Nødvendigheden af at lytte til Guds Kald, at han tog Mod til sig og sagde til Hustruen : “Vil du som jeg, saa lad os vende om til vor Herre !”
Hun gjorde ingen Indvending, og de stod straks op, faldt paa Knæ ved Sengen og Erik frembar sit sønderknuste Hjertes Nød og Smærte for Herren. Hans Vækkelse var alvorlig og gjennemtrængende; dog vandt han forholdvis snart frem til Troens Fred og Glæde.
Hans livlige og barnlige Aand tillod ham naturligvis ikke at tie med den Lykke, han havde erfaret, hvorfor han straks begyndte at tale med sine Medforløste om Livets Vei. Men det var ikke løst Snak, intet selvgodt Føleri, som drev ham; han talte mere med Gud om sin Næste end med Næsten om Gud.
Ofte stod han op om Natten og kjæmpede i Bønnen for sine Omgivelser.
Føste Gang, han efter eget Forlangende havde Opbyggelse i sit Hus, var Nytaarsdag 1846 ved sin yngste Søns Daab. Det var den bekjendte, begavede Christen Amble, som fik den Ære og Glæde ved Guds Ord og Bøn at indvie hans Hus til et Bedehus.
Men Eriks Alvor og Iver vakte Opmærksomhed og Betænkelighed, og man prøvede at faa ham ind i de gamle Spor. En af hans Prester raadede ham til at være med i det almindelige Selskabsliv som før : “Du og jeg skal se til at være som Lys blandt dem”.
“Det faar nok være slut dermed”, sagde Smestad; “Farvel du brede Stræde, du ser mig ikke mer o.s.v.; jeg tror, jeg er bedre Lys hjemme“.
Presten sagde atter : “Men du maa ikke nægte dine Børn at være med; de kunde, ved saaledes at stænges inde, blive værre end de andre, naar de kommer ud i Verden !”
Erik svarede : “Jeg tror, de ogsaa faar blive hjemme; gaar det saa ilde, naar de kommer ud i Verden, skal de slippe at sige, at de har lært det af mig”.
Paa Advarselen om ikke at holde saa gjæstfrit Hus og saa ofte gudelige Forsamlinger, svarede han : “Derved er ingen Fare; nu tager vi og beværter med det, som vi har forhaanden; men før, naar vi holdt Selskaber, maatte vi til Landhandleren og gjøre store Indkjøb; den ene vilde gjerne overgaa den anden i rig Beværtning”.
Han begyndte nu at foretage smaa Reiser paa Hjemstedet og til Bygderne om Mjøsen for at høre Guds Ord og selv vidne om sin Tro.
I Vardal var han omkring 1850 sammen med den bekjendte Lægmand Martinius Fremstad. Hans tidligere nævnte Sygdom voldte, at han bare kunde spise om Aftenen. Fremstad sagde da til ham : “Ingen kan beskylde dig for, at du reiser og føder dig”.
Han svarede : “Hvad den Troende end gjør, er det ikke tilpas for Verden; Johannes den Døber kom; han hverken aad elle drak og de sagde : “Han har Djævelen”; Menneskens Søn kom, han aad og drak, og de sagde : “Se, hvilken Fraadser og Vindranker er dette Menneske !”
Under en Opbyggelse paa en stor Gaard i Nabosognet Biri, hvor der dengang var en aandelig Besøgelsestid, saa de største Huse blev opladte til Ordets Forkyndelse, reiste Smestad sig op efter Mødet og sagde : “Jeg haaber, ingen tager det ilde op, at jeg stadfæster, hvad her er sagt; jeg har i mine yngre Dage tjent Synden og Satan og fik erfare, at denne haarde Tjeneste lønnede sig slet; jeg har ogsaa erfaret Velsignelsen af at vende om og tjene Herren med Legem og Sjæl. Derfor er det mit venlige Raad : Sig op Tjenesten hos Mørkets Fyrste og gjør fuldt Alvor af at elske og tjene den Herre Jesus, saa skal I faa erfare, hvilken Tjeneste lønner sig bedst for Tid og Evighed“.
Hans Kone sagde engang til ham : “Du, Erik, burde ikke befatte dig med at tale Guds Ord; thi du har jo ingen Gaver dertil !” Han svarede paa sin djærve, frimodige Maade med følgende Bønne-Ord af en bekjendt Salme : “Lær mig dig at kjende, Saa har jeg Visdom nok !” og føiede slagfærdig til : “Har jeg Visdom nok, har jeg Gaver nok”. Men om han end ikke var videre rigt udrustet til at tale i Forsamlinger, saa eiede han saa meget større Evne til i det private Liv at vidne for andre; her var han fortræffelig og havde faa Ligemænd; han havde altid træffende Svar paa rede Haand og kunde anføre Salmevers, passende ved enhver Leilighed.
Det siger sig selv, at han fik mange Modstandere, navnlig paa Grund af sin frimodige og ufortrødne Bekjendelse av Herrens Navn, og der var nok af dem, som gik paa Lur efter hans Feil og Svagheder, eller hvad de mente at kunde kalde paa.
Engang syntes det virkelig, som om “Vinden stod lige i Seilene”. Han havde nemlig kjøbt et Skovstykke, som laa Side om Side med et andet, der tilhørte en af “Læsernes” argeste Modstandere. Nu vilde Ulykken, at Eriks Husmand, trods de indstændigste Formaninger om at være forsigtig, alligevel kom over Linjen og huggede Brændeved i det fremmede Skovstykke.
Straks Smestad hørte herom, gik han til vedkommende Eier, forklarede Sagens Sammenhæng og bød Erstatning. Men en saadan Leilighed til at komme en Haugianer tillivs maatte ikke gaa ubenyttet. Han glædede sig over endelig “at kunne tage en af de bedste Læsere ved Vingebenet”. Der blev anlagt Sag med Forhør, saa det saa slemt ud. Da Erik engang kom hjem, fandt han hele Huset i Graad. Øvrigheden havde været der og ymtet om, “at der kunde blive Tugthus eller Slaveri” o.s.v.
Smestad derimod tog Sagen med Ro. “Hm !” sagde han, “det (nemlig Tugthus- eller Slaverireisen) er da ikke noget, som vi kan blive hovmodige af. Vil Gud tillade, ay en saa ydmygende Tugtelse rammer os, saa er det bare fordi, han finder den nødvendig og vil, at den skal tjene os til Gode.
Senere mødte han paa Thinget og maatte svælge en Straffeprædiken, som Øvrigheden i god Tro holdt for den “skinhellige Læser”.
Erik bad stille til Gud, indtil hans Tur kom. Men ikke før havde han forklaret Sagens sande Sammenhæng, førend Dommeren sagde, at der intet var at bebreide ham. Snaren brast, og Fuglen var fri, og dermed maatte Spotterne stikke Pibe i Sæk for den Gang.
I Regelen bar han meget rolig det Forsmædelsens Kors, som blev ham til Del. “Lad snakke hen, den bedre ei forstaar; Sligt er ei stort at agte paa“, pleiede han at sige og fortsatte sin Gang som før.
Som Kristen vedblev han at skjøtte sit Gaardsbrug lige ufortrøden, ja med endnu større Flid og Indsigt end før. Naar han tidlig om Morgenen gik ud paa sine Jorder for at se til Arbeidsfolkene, gik han i Regelen tilside og kjælede i Bøn under en stor Furu. Herren hørte hans Raab og velsignede Arbeidet, saa at han ikke alene kunde klare Gjæld og Udgifter samt bære de ikke ubetydelige Tab, som Kautionsforpligtelser gav Anledning til, men endog øve en i Sandhed sjelden Godgjørenhed.
Det var ham en Glæde at kunde give og hjælpe, og aldrig var han lykkeligere, end naar han kunde vise en Tjeneste mod dem, som elskede den Herre Jesus.
Engang skulde han i sin noget skrøbelige Farkost sætte over Mjøsen en fattig Kone. Det begyndte at blæse haardt; Konen blev forskrækket og sagde : “Jeg mener, vi omkommer her idag !” Da for der en Lysning over Smestads Ansigt; han saa paa Solen, hvor langt det led, og sagde : “Mener Du det ? Vi er hjemme for Middag da !” Men de kom lykkelig og vel over og han i god behold tilbage; Gud havde Brug for ham og vilde, at han endnu længe skulde arbeide i hans Vingaard.
Smestads Omgivelser var saadanne, at han stod ganske alene i sin aandelige Kamp og Strid. Han blev derfor tidlig nødt til selv at søge Næring for det af Guds Aand vakte nye Liv i hans Sjæl.
Derfor benyttede han enhver ledig Stund til at læse og betragte Guds Ord og vor Kirkes rige Skat af gode, gamle Salmer. Især var Jens Johnsens Salmebog hans stadige Haandbog, som han tilsidst blev saa kjendt med, at han kunde det meste udenad.
Han benyttede ogsaa flittig, hvad han havde samlet ind af Guds Ord.
En troende Prestefrue, som kjendte Smestad godt, gav ham det Vidnesbyrd, at “han havde et Vers for alt”. Og sang gjorde han baade sent og tidlig. For Melodi stod han aldrig fast; thi hans af Kristi Kjærlighed brændende Hjerte drev ham til at synge, selv om han ikke kjendte Tonen før. Og det gik, som han for Spøg pleiede at sige : “Jeg kan alle Toner, jeg maa !”
Af Naturen var han livlig, følelsesfuld og varmhjertet; men han havde derhos en stærk Vilje, stor praktisk Forstand og et sprudlende Humor. Som allerede antydet, havde han en sjelden Gave til at tale med den enkelte, om end hans naive og ukunstlede Udtryksmaade lettelig kunde støde de finere Øren.
Undertiden kunde han paa Sokrates’s Vis optræde, som om han intet forstod, men bare vilde lære af andre. Engang havde han saaledes Anledning til at træffe oftere sammen med en Embedsmand, der af gode Grunde helst syslede med aandelige Ting. Denne ytrede da ogsaa flere Gange, at han troede paa Læren om Omvendelse efter Døden. Da nu Smestad en Dag traf sammen med ham, og de havde sat sig ned til en lun Samtale, siger Lægmanden : “Jo, det maa nok være saa alligevel, at der er Omvendelse efter Døden”.
— “Aa, tror du det, du ogsaa, da ?” udbryder hans lærde Ven, idet han i det glade Haab, at han her havde en ny Meningsfælle, flytter sig nærmere hen til ham. Men — da saa Smestad fik forklaret sig nærmere, og af Guds Ord vist, at han mente den aandelige Død, som følger paa Faldet, og som hos alle, der har brudt sin Daabspagt og tabt Daabsnaaden, aabenbarer sig i et LIv “i Synder og Overtrædelser”, og at efter et saadant Liv maa nødvendigvis komme Omvendelse, hvis der skal være Haab om Salighed hisset, hvad skulde vel den lærde Mand sige hertil ? Det forstod han i ethvert Fald, at Smestad ikke lod sig overbevise med de sædvanlige Fornuftsgrunde, saasom at “Gud ikke kunde taale at se, at nogen blev fortabt” etc.
Det vil neppe overraske nogen, at han, der havde levet sig saaledes ind i Johnsens Salmebog, allerhelst havde ønsket den eller ialfald Provst A. Hauges Salmebog indført i Menigheden, og at han derfor ivrede meget herfor.
Det er ei heller underligt, at han som Lægmand ikke havde de nødvendige Betingelser for at kunne fælde en retfærdig Dom over M.B. Landstads Salmebog, naar selv mangen Prest har strævet svært for at blive glad i den. En yngre Lærer, som Smestad ofte var sammen med, søgte dog af al Magt at forsvare Landstad; men dette ansaa vistnok vor Ven for et mindre godt Tegn. Imidlertid var Læreren saa klog, at han ofte, naar Smestad udtalte sine Tvil om Landstads kristelige Standpunkt, sagde som saa : “Ja, men her skal du faa høre en Salme, som staar hos Landstad; — hvad synes du om den ?”
Naar saa Salmen var fremsagt, pleiede den Gamle at sige : “Ja, den var god; akurat som jeg skulde høre Brorson o.s.v.”
“Men den har Landstad selv digtet”, bemærkede Læreren ganske tørt. “Hm, ja ja, det var da underligt, men o.s.v.”
Vi anfører dette som et Vidnesbyrd om, hvor mangen enfoldig og inderlig Kristen har kjæmpet mod Landstads Salmebog af al Magt — uden at forstaa, hvad de har gjort.
Paa et Møde i Christiania, som holdtes samtidig med det store Landsmøde 1873, hvor Lutherstiftelsens Gjerning og Virksomhed blev diskuteret, begjærede Smestad Ordet, efter at tvende Mænd havde revet adskillig ned paa nævnte Indremissionsselskab, hvilket han som ældre Mand maaske ikke rigtig havde hørt eller forstaaet. Kanske det ogsaa var med Overlæg, at han greb Sagen an, som han gjorde. Til Vedkommendes store Forundring og Forsamlingens Fornøielse ytrede han nemlig : “Jeg er aldeles enig med de foregaaende Talere; jeg synes, Lutherstiftelsens Virksomhed er er dyrebar Gjerning; siden jeg blev Føderaadsmand, er det saa kjært for mig at faa fat i Stiftelsens Traktater, gaa omkring blandt de Fattige og uddele disse samt tale med mine Medforløste om det ene fornødne; jeg synes derfor, at alle maa være enige om den Ting !”
Det var næsten altid noget eiendommeligt og karakteristisk ved hans Ytringer. En Lægmand har fortalt : “Engang jeg overnattede paa Smestad, hørte jeg Erik tidlig om Morgenen bede og love Herren. Da jeg kom op og traf ham, sagde han : “Jeg har i Nat tænkt paa den store Lykke og Naade, som vil blive Guds Børn til Del paa Dommens Dag; da skal de sidde som Lagrette paa Jesu høire Side og være Vidne til, at det gaar retfærdig til, naar Dommen afsiges baade over Troende og Vantro”.
Han var saare samvittighedsfuld, oprigitg og bange for at give Forargelse. Lige til sin sidste Sygdom arbeidede han flittig og ufortrøden, medens han idelig vidnede om Herrens Trofasthed og prisede hans Visdom og Kjærlighed.
Hans Sotteseng varede omtrent 11 Uger. Han spiste og drak næsten intet, laa i Regelen taus og stille, da han vanskelig kunde tale. Men naar nogen besøgte ham, begyndte hans klare, blaa Øine at straale af den guddommelige Kjærligheds Ild, og han kunde ikke andet end formane dem til at søge det ene fornødne og “ikke sætte op med sin Omvendelse”.
Han modtog Sakramentet, “denne Reisekost til det evige Liv”, af daværende Stiftskapellan Bugge, og det var “sjelden opbyggelig Stund”, siger vor Meddeler.
Hans Haab om Herlighed hos Gud var næsten altid klart og levende. “Jeg ligger her og venter paa Frelseren”, pleiede han at sige, og det var ofte, som om en himmelsk Glands omgav hans glædestraalende Aasyn. Den sidste Nat, han levede, spurgte Svigerdatteren, om hun skulde bede med og for ham; dette udtalte han sin Glæde over. Da hun havde endt sin Bøn med “Fader vor”, føiede han dertil “Amen !” Saa sagde han til sin Hustru og de andre, som stod hos ham : “Godnat ! Tak for idag !”
Det var hans sidste Ord. Stille slumrede han ind. Det var Fredag efter Paaske den 22. April 1881.
Presterne Didrik Arup (1835 – 1885) og Andreas Lauritz Petersen (1829 – 1887) var hans intime Venner. Endskjønt begge havde flyttet fra Menigheden, da Erik døde, opfyldte dog Petersen, der boede nærmest, sit givne Løfte og holdt Ligtalen over ham. Deri aflagde han et frimodig Vidnesbyrd om hans uskrømtede Gudsfrygt : “Hvor glædede det mig, naar jeg saa denne ludende Skikkelse med sin Stav kom vandrende; thi jeg vidste, han havde et godt Ord paa sin Tunge, ligesom han havde et godt Liggendefæ i sit Hjerte. Hvor elskede han ikke Guds Ord ! Om jeg havde Bibellæsning langt borte fra hans Hjem, kom han saa ofte og gjorde sig saaledes tilgode med, hvad han hørte, at han ofte smaasnakkende ved sig selv gav sit Bifald tilkjende. Jeg ved, han havde mange Fiender og var foragtet af mange for sit frimodige Vidnesbyrds Skyld; men naar I engang lægges paa Dødsleiet, vil I vist alle gjerne dø saa salig som han. Fordum hed det : “En Stor i Israel er falden“; noget lignende kan siges om vor kjære, hensovede Ven, og hvem iblandt Eder kan indtage hans Plads i Rækkerne blandt Jesu Kristi Stridsmænd ?”
— Og Sogneprest Arup ytrede engang : “Der er faa Kristne i vor Tid, som har været saaledes udsatte for Verdens Had og Spot som Erik Smestad; han havde visselig sluppet lettere igjennem, hvis han ikke saa frimodig og uafkortet havde vidnet Sandheden til Salighed”.
Men selv hans bitreste Fiender kunde ikke andet end rose ham efter hans Død, og hans Minde vil leve længe i Ringsaker og vidne om, at de, som elsker Herren af ganske Hjerte, helt hengiver sig til ham og fuldt ud bekjender Sandheden, er de lykkeligste Mennesker i Liv og Død, i Tid og Evighed.