– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Første Bind. Haugianismens Tid – Første Halvdel. 1796 – 1820. Christiania 1905-1911.
– fra s. 261 – 263 :
De mærkeligste og mest inflydelsesrige av Hauges Venner på Hedemarken var Ole Christiansen Røhrsveen og hans Hustru Marthe Knudsdatter. Han blev født i Romedal antagelig 1779. Om hans Ungdom vides intet. Da Hauge i 1798 reiste over Hedemarken, blev der ved hans Opbyggelser og Samtaler en betydelig Vækkelse; de unge Kristne søgte efter Hauges Bortreise at opbygge sig, saa godt de kunde; der blev holdt “adskillige Forsamlinger” med “aandelige Taler, Sang og Bøn”, og flere nye lagdes til den lille Kreds. Blandt disse var Ole, der kom til Liv i Gud 1798.
De Troende fik, som det syntes, være i Fred de første Aar; men da der i 1801 kom en ny Sogneprest, søgte denne mest mulig at hæmme og hindre Bevægelsen gjennom en energisk Virksomhed offentlig og privat, baade i og udenfor Kirken. Det virkede dog oftest det modsatte og blev kun Olje i Ilden.
Da de Nyvakte havde vanskelig for at faa aandelig Veiledning og Klarhed i de store Livsspørgsmaal af nogen paa Stedet, søgte de ud til andre Egne, hvor Lyset brændte klarere. Ole blev greben af en brændende Lyst efter at træffe Hauge, og da han af ankomne Vennebreve fik Kundskab om, at denne netop var paa Reise til Bergen, satte han tilside alle Hindringer og gav sig trøstig afsted i det Haab at finde ham i nævnte By.
Men han var i den Grad uvidende angaaende Veien, at han straks udenfor sin Fødebygds Grændser begyndte at spørge alle og enhver om, hvor Bergen var. Folk havde Moro af ham, men han lod sig dog ikke skræmme og blev ved at spørge sig frem. Sit Ophold tjente han underveis ved Dagarbeide. Med seig Udholdenhed fortsatte, indtil han naaede sit Maal, traf Hauge og fik af ham den aandelige Veiledning, som han søgte. Det var Feststunder for ham, og han fortalte ofte siden med Glæde derom.
For end mere sammen med Hauge og de Troende der at styrkes og befæstes i Samfundet med Herren blev han i Bergen en Stund og ernærede sig ved sine Hænders Arbeide.
Efter en Tids Ophold i sidstnævnte By gjorde Hauge i 1799 en Tur til Trondhjem. Straks han var reist, blev Ole greben af en uimodstaaelig Længsel efter atter at træffe sin aandelige Veileder. Han lagde ivei og fulgte Hauges Spor til nævnte Stiftsstad.
En Dag fik han en forunderlig Lyst til at gaa ind i Willum Stephansons Bogtrykkeri. Her var Hauge netop inde for at læse Korrektur paa sin Bog : “De sande Kristnes udvalgte Salmebog”. Da han fik se Ole komme, gjemte han sig bag en Dør for ubemærket at kunne iagttage sin Ven, naar han kom ind. Denne blev i Trykkeriet straks vàr et færdigt Ark og spurgte med synbar Bevægelse, om man kunde sige ham, hvor den Mand var at finde, som udgav disse Salmer.
Dette greb Hauge; han kunde ikke længere være en rolig Tilhører, men listede sig frem bag ham, tog ham med Hænderne over hans Øine og spurgte, om han kunde gjætte, hvem det var. Straks kjendte Ole sin aandelige Fader paa Røsten, og Gjensynets Glæde blev stor for begge.
De blev nu sammen en Tid, idet Ole hjalp sin Ven med at renskrive Manuskript til Trykkeriet, indtil Hauge var færdig. De drog da hver til sin Kant. Ole vendte hjem igjen, men tog ikke længe efter atter ud paa Vandring.
I 1801 traf han Hauge paa Ringerike, de gjorde nu flere Reiser sammen, da han hang ved Hauge med en rørende, sønlig Kjærlighed. Ingen var ivrig som han til at udbrede den store Vækkelsesprædikants Bøger, som han med en Taalmodighed, der aldrig blev træt, bar i en stor Sæk rundt om i Bygderne, indtil han tilsidst blev krokrygget. Han var hin Tids mærkeligste omvandrende Bogsælger og omtales som en stilfærdig, ydmyg og beskeden Mand med et alvorligt og rigt Kristenliv, dybt befæstet i Guds Ords Sandhed.
Efter at have arbeidet en Tid paa Eker Papirmølle kjøbte han en liden Gaard i Ringsaker ved Navn Røhrsveen og giftede sig med førnævnte begavede Kvinde, Marthe Knudsdatter. Hun var født i Elverum antagelig 1774 og blev sammen med to andre unge Piger vakt 1798 under Hauges Besøg der.
Han opmuntrede disse til at virke for Guds Riges Fremme paa følgende Maade : De skulde gaa fra Gaard til Gaard i Prestegjældet og de tilgrænsende Bygdelag for at søge efter Dagarbeide. Under sin jordiske Syssel formanede han dem til at lægge for Dagen størst mulig Dygtighed og Flid, saaledes som det sømmer sig for Kristne; i Hviletiden skulde de synge Salmer og aandelige Sange, bede, læse Guds Ord og samtale med Folket.
Dette gjorde de ogsaa samvittighedsfuldt, men blev mødt paa høist forskjellig Maade. Nogle modsagde, andre troede, de var gale; men mange hørte paa dem med Andagt. Denne sin beskedne Gjerning fortsatte de i længere Tid med Troskab og under flittig Bøn om Guds Aands Bistand og Veiledning, og det vides, at Herren ledsagede dette Indremissionsarbeide med sin Velsignelse.
I et Brev fra 1802 til sine Venner paa Hedemarken skriver Hauge : “Du Marthe vil jeg glæde mig ved som før, at du gaar fra dig selv aandelig og legemlig for at søge og tjene Herren efter det Lys, han har givet dig; øv dig i Ydmyghed i at gjøre godt, saa Gud kan give dig mere”.
Trods sin store Kjærlighed og Hengivenhed for sin aandelige Fader var hun dog ikke ræd for at give ham en kjærlig Paamindelse, naar hun troede, at han trængte den. Det fortælles, at Hauge engang stod omringet af Venner og blev meget oprømt under Samværet med dem. Da han var en livlig Natur, spøgefuld og munter, syntes Marthe, at han holdt paa at gaa for vidt. Hun gik da bort til ham, klappede ham venlig paa Skulderen og sagde mildt og kjærlig : “Pas dig nu, Hans !” Der var nemlig flere Unge og Uerfarne tilstede, og hun frygtede for, at disse kunde tage Skade af Hauges maaske vel frie Omgangstone i denne Kreds. Paamindelsen modtog denne venlig og med Tak, idet han sagde, at naar han var sammen med kristelige Venner, følte han sig saa glad og oplivet, at han maaske ikke var saa forsigtig, som han burde.
Efter at hun havde ægtet Ole Røhrsveen, blev deres Hjem et Midtpunkt for det kristelige Liv i Omegnen og et Samlingssted for Nyvakte og Guds Ords Forkyndere lige til deres Død.
Manden holdt sig mest tilbage, men hun var livlig, meddelsom og den egentlige Ledende. Begge lagde for Dagen en slig Kjærlighedens Omsorg særlig for de unge Kristne, at de fik Hædersnavnet “Bedstefar” og “Bedstemor”, som de kaldtes af hele Vennekredsen; de var ogsaa sjelden omsorgsfulde for de Unge i Vækkelsestiden. Deres Hus stod stadig aabent, og naar der ikke holdtes Opbyggelse noget Sted i Bygden, pleiede man altid at gaa til dem.
“Det var aldrig stilt der i Helgen”, sagde en gammel Kone, som havde tjent hos dem. Hermed mente hun, at Venner stadig samlede sig der. “Bedstemor” tog dog ikke altid paa de Unge med Silkehandsker; “men vi skjønte, at der laa Kjærlighed under, og saa taalte vi det”, har en af dem sagt.
Hun var den kontrollerende Myndighed. Hvis nogen gav sig Mine af at ville lede andre, førend han selv havde traadt sine Børnesko i Kristendommen, fik han Besked af den Gamle. “Gaa hjem igjen og arbeid paa dig selv, sagde Hauge til slige Folk“, pleiede hun at sige.
Lange Taler kunde hun ikke taale. Da gav hun ved tydelige Tegn Vedkommende sin Misfornøielse tilkjende, og, hvis denne ikke forstod Tegnsproget, fik han sagtens vide det bagefter. “Naar du kjender, det blir tørt for dig, hvorfor kan du da ikke slutte ?” “Guds Rige bestaar ikke i Ord, men i Kraft“, sagde hun til en, sagde hun til en, som havde meget vanskelig for at begrændse sig.
Men til Trods for hendes tilsyneladende Strænghed saa dog hele “Børneflokken” op til “Bedstemor” med barnlig Hengivenhed.
Hun havde en inderlig Omsorg for alle Mennesker. Hørte hun om nogen “frafalden”, maatte hun straks faa en af de Unge til at skrive for sig, og da kunde hun ofte med graadkvalt Røst sidde og diktere, hvad hun vilde have lagt Vedkommende paa Hjerte.
Følgende Træk kan tjene til at oplyse, hvor høi Pris hun satte paa Vennners Besøg. Den bekjendte Lægmand Herman Rustad (død 1878) kom sent en Aften did, efterat de Gamle, som nu var Kaarfolk, havde lagt sig. Tjenestegutten, der ikke havde Hjerte til at uro dem, viste derfor Herman op til Gaardbrugeren. men da Marthe om Morgenen fik vide dette, blev hun meget bedrøvet og sagde : “Om du havde taget den ene Koen min, saa havde det ikke gjort mig saa ondt, som at du skulde vise nogen af Guds Folk bort fra mit Hus !”
Føderaadsmand Ole Christiansen Røhrsveen døde 24. Juli 1849 i sit 70. Aar og blev begraven 1. August næstefter ved Ringsaker Hovedkirke. Hans trofaste Hustru Marthe Knudsdatter hensov den 2. Marts 1859, 85 Aar gammel og blev begravet 15. Marts ved samme Kirke.
Deres Minde er til Velsignelse og bevares i en taknemmelig og kjærlig Erindring.