– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.
– fra s. 66 – 69 :
Rasmus Thomassen Amlien født den 26 September 1785 paa Gaarden Dotseth i Eina Sogn, en Søn af Gaardbruger Thomas Elensen og Hustru Johanne Marie Rasmusdatter .
Om hans Forældre, Livet i Hjemmet, Opdragelse og Skolegang henvises til det lille, som foran er sagt herom under Omtalen af Broderen, Peder Thomassen Amlien (les om den eldre broren Peder A. på denne siden/red.).
De Kundskaber, han erhvervede sig, var yderst tarvelige; men han havde dog lært saa meget, at han vidste, det var godt at «blive salig». Det var Folketro i hin Tid, at man under et «Gjøgetræ» kunde faa sit kjæreste Ønske opfyldt. Og da den lille Gut endelig fik liste sig ind til en Gran, hvor Gjøgen sad og gol, var han ikke sen om at ønske, at han «maatte blive salig, naar han døde», — en Begjæring, som han visselig ved Guds store Barmhjertighed engang fik opfyldt. —
«Han blev konfirmeret ved Aas Kirke (ligger ved Bøverbru, nordøst for Eina/red.) den 6. Oktober 1800 af daværende res. Kap. Finckenhagen (dette kan ikke stemme, da Jacob Christian Finckenhagen (1756-1837) fra 1780 til 1788 var res. kapellan hos sin far Nils F. på Løten – mens i 1800 var Hieronymos Heyerdahl (1773-1847) nettopp utnevnt til res.kap. i Toten prestegjeld (etter Martin Kierulf som døde i 1799), der Eina med Aas kirke hørte hjemme og dersom ikke Heyerdahl var kommet i tjeneste i oktober måned, må sognepresten i Toten Henrik Christian Borchgrevink (i Toten fra 1782 til bortgnag i 1807) selv ha stått for konfirmasjonen/red.); men den hellige Handling har vistnok ikke gjort noget dybere Indtryk paa ham, og den Dødens Ro, som i hin Tid hvilede over den protestantiske Kristenhed, tillod ikke den svage Livsgnist, som muligens fandtes i hans Hjerte, at slaa ud».
Og som der ikke sporedes nogen større Vækkelse i hans Fødeegn, saaledes vidste han selv heller ikke af noget voldsomt Gjennembrud. Han var tværtimod en af dem, der ved at høre paa de enfoldige og trohjertige vidnesbyrd, som blev aflagte af Hauges venner, langsomt, men sikkert kjæmpede sig frem til et inderligt, hjertefromt Troesliv, om det end selvfølgelig i flere Henseender maa siges, at det dengang havde et mere gammeltestamentligt Præg end ønskeligt kunde være. Hans nys omtalte ældre Broder Peder øvede ikke liden Indflydelse paa ham i denne Tid; og omkring 1805 kom han til et mere bevidst Kristenliv og lærte nu ret at forstaa og benytte «Nøglen til Guds Faderhjerte», Bønnen i Jesu Navn. Denne fik han ogsaa rigelig Brug for under alle Livets Forholde.
Da han i 1814 var med i Slaget ved «Onstad Sund», var hans ugudelige Kammerater saare angst og bange; men han bad inderlig til Gud, gik saa trøstig til sin Gjerning og kjæmpede som en modig og tapper Soldat for sit Fædreland. «Hans Sidemand faldt».
Han kjøbte Amlien, Nabogaard til sin Broders Eiendom. Efter Raadførsel med de bekjendte Haugianere Ole og Helene Aaserud giftede han sig omkring 1815 med Kari Engebretsdatter Bøvolden fra nordre Hedemarken. Hun omtales som en kjærlig og hjælpsom Kvinde, snil mod Tjenerne og andre. Som Moder var hun omhyggelig, sagtmodig og taalmodig samt udviste under al sin Færd et tækkeligt Forhold og kunde omgaaes Folk paa en tiltalende Maade, hvilket vistnok i nogen Grad skrev sig fra, at hun i sin Ungdom havde tjent i et bedre Hus.
Som Hustru var hun kjærlig og dygtig, huslig og nøisom samt eiede en egen Evne til at gjøre Hjemmet «koseligt». Derfor levede hun et inderligt og mønsterværdigt Samliv med sin Mand. —
– 67 –
Husandagt holdt Rasmus ofte, om end ikke til hver Dag. Derimod læste han altid om Søndagene Teksten, som han indledede og afsluttede med Bøn og Sang. Sine Børn opdrog de paa en god og kristelig Maade; navnlig kunde han tugte sindig og forstandig. Deres Børn artede sig vel, og flere kom til Liv i Gud.
«Et par af dem var engang med Maria Øveren fra Næs paa Hedemarken en Tur til Valders; de bad og sang, medens hun «talte til Opbyggelse». Provst Wefring (Mads Iver W./red.) skriver i sine Erindringer om en Reise i gjennem denne Egn : «paa Amliestranden (det er på vestsiden av Einavannet/red.) havde vi nogle Opbyggelser. Der traf vi to Brødre, Rasmus og Peder Amlie, der begge var ældre Kristne. Hos dem begge raadede et kristeligt Familieliv. Deres Børn blev i en yngre Alder paavirkede af den Vækkelse, der berørte en større Del af Amliestranden. Der var i hin Kreds i de Dage et Hjerte og en Sjæl. Samfundsglæden i Herren øgedes ved hver Sjæl, som sluttede sig til de Troende. Rasmus Amlie kjæmpede — fortalte han mig — i længere Tid under Anfægtelse og Tvil, ikke om Sandheden af Guds Ord, men om sin Tilegnelse af samme. Kristendommen stod mere for ham som en Fordring end en Naadegave; men saa fik han Anledning til at gjøre sig bekjendt med Luthers Skrifter og, saavidt jeg erindrer, især med Luthers Udlæggelse af Galaterbrevet. Ved at føres ind i Apostlenes Lære om Retfærdiggjørelsen af Troen aabnedes hans Øine for den frie Naade i Kristo, og han følte, at det nu gjaldt for ham at modtage og tilegne sig, hvad han før havde villet erhverve ved egen Kraft. Han blev herover saa sjæleglad, at hans forrige Mørke svandt; han saa nu Menneskeheden og den ganske Tilværelse i et andet Lys, idet det gik op for ham, at Kristus var en Frelser for den ganske Verden, og at det kun gjaldt at komme til ham i Omvendelse og Tro».
Denne fuldere evangeliske Erkjendelse blev hans Sjæls Eiendom omkring 1820. Han holdt ofte Opbyggelse baade i sit eget Hus og hos andre, vistnok allerede fra 1815. Fremgangsmaaden ved saadanne Leiligheder var den sædvanlige haugianske med Formaningstale ud fra et Salmevers, Bibelsprog eller et Ord af Børnelærdommen. Ofte læste han først en Prædiken af Luther, Francke, Spener, Pontoppidan etc. Ligefrem Udlæggelse af Guds Ord befattede han sig ikke med. Hans Taler var klare, overbevisende og alsidige, rige paa kristelig Erfaring og tog Hensyn til alle Stadier paa Livets vei. De var baade vækkende og veiledende, dog mest henvendte til Samvittigheden og Viljen, mindre til Følelsen og Fantasien. Han holdt ogsaa hyppig Opbyggelser i Biridalen, Torpen, Land, Hadeland, Hedemarken og flere andre Steder. Ofte besøgte han Bredtvedt, baade medens H. N. Hauge levede og senere.
Om hans aandelige Liv har Samtidige sagt, at det i Regelen var jevnt og roligt, skjønt det nok af og til ogsaa var temmelig tungt for ham. Herom kan der neppe være nogen Tvil, «naar man ved (vet/red.), at han var en karakterfast, tænksom og alvorlig kristelig Personlighed, der stod fjernt fra vor Tids lette, løse og leflende Væsen».
I sit jordiske Kald var Amlien meget flittig og dygtig. I Hvilestunderne eller om Kvelden tog han i Regelen et kristeligt Skrift, ofte Salmebogen og istemte en af de gamle, troesstærke og kjærnefulde Salmer, ligesom han ganske vist stadig omgikkes med sin Gud i Bøn. «Hvo Haanden begyndte at lægge paa Plogen» — nynnede han ofte eller fremsagde. Da han blev ældre, hørte man hyppig disse Ord : «Gud hjælpe mig arme, gamle Synder !»
Han førte stedse en alvorlig og aarvaagen Kamp mod sine Saligheds Fiender; baade hans Syndserkjendelse og Naadetilegnelse blev dybere og inderligere, fuldere og helere for hvert Aar. Derfor voksede han i Naade og vor Herres Jesu Kristi Kundskab. I sin vandel lagde Amlien for Dagen stor Forsigtighed
– 68 –
og vandt særdeles megen Tillid i hele Bygden. Derimod er intet bekjendt om nogen fremtrædende Feil, som voldte Sorg blandt Venner eller gav Verden Anledning til Forargelse. Forholdet til var «særdeles godt». I hele sin Færd optraadte han som en sindig og sagtmodig Mand, der søgte at
– 69 –
undgaa alt, som kunde volde Splid. Hans Hus var da ogsaa et sjeldent Vennehjem, hvor troende Brødre fra nær og fjern gjerne og ofte samledes til fælles Hygge og Opbyggelse. Af disse kan nævnes : Lars Tjødlingen (Kyllingen/red.), Daniel Arnesen, Ole Simonsen Berg, Jens Johnsgaard, Ole Mjelva, Ole Aaserud, Anders Haave, Anders Redal, Mads Wefring, Hans Ekeren og mange flere —
Som Haugianerne i Almindelighed var han en flittig Kirkegjænger og Nadvergjæst og stod idethele i et godt Forhold til Presterne; men dette hindrede ikke, at han ved given Leilighed aabent og ligefrem sagde dem sin Mening lige ud. En Gang fortalte provst M.: «Naar jeg er træt og tung til Sinds, tager jeg Violinen; det er saa «opmuntrende !» —
«Tror Provsten, at det kan trøste ham i Døden ogsaa da ?» spurgte Amlien, der var vant til at prøve alt paa Evighedens Vægtskaal.
Paa sine gamle Dage var han sygelig og maatte tidt søge Læge; det var Astma, som plagede mest. Omtrent 10 Aar for sin Død havde han Hjernebetændelse. Forøvrigt var han oppe undtagen de tre sidste Dage. Han følte sig da yderst træt. Som han sad der lidende og svag, sagde Svigerdatteren : «Vil De, at jeg skal synge for Eder ?» «Ja, syng den Salmen : «Et hellig Liv, en salig Død !»» svarede han. «Er De istand til at bede til Gud da, Far ? » sagde hun. «Aa, jeg har bedt», — svarede den Gamle. Derefter lagde han sig paa Sengen; Aandedrættet blev svagere og svagere, og tilsidst kom Pusten ganske bort, — han havde vandret hjem. Det var 25 April 1872; han blev 86 Aar og 7 Maaneder gammel. Hustruen døde allerede 31. Oktober 1859.
Rasmus Amlien var stor og stærkbygget, en Kjæmpe paa mindst 72 Tommer. Der laa et alvorligt, tungsindigt Drag over det aabne, ærlige Ansigt. Han var altid rolig og sindig, havde klar Forstand og god Dommekraft. I flere Aar fungerede han som Medlem af Formandskabet og eiede kritisk Sands nok til først at undersøge en Ting eller Sag, før han bestemte sig for eller imod. Forstand og Vilje var mest fremtrædende og blev ogsaa mest taget Sigte paa under al hans Virksomhed. Amliens kristelige og kirkelige Standpunkt var ægte luthersk med haugiansk Tilsnit.
«Jeg holder mig til den ægte lutherske Religion», sagde han oftere. Da Rosenius’s Skrifter blev kjendt, faldt de ikke i den Gamles Smag; de gik en noget anden Vei, end han var vant til. Derfor holdt han sig til Luther og «Fædrene».
De nye Lærebøger for Folkeskolen syntes han heller ikke synderlig om. Mod Læreren i Kredsen var han meget venlig, skjønt ofte uenig med ham.