– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Første Bind. Haugianismens Tid – Første Halvdel. 1796 – 1820. Christiania 1905 – 1911.
– fra s. 184 – 187 :
Paa Egersundsøen boede i en lang Aarrekke en af Hauges ældste og dygtigste Venner, Isach Pedersen Schielbred.
Han var født paa Gaarden Hetland i Ogne (Ogna) Sogn ved Egersund den 22. Juli 1764 og vokste op i et oplyst og fromt Hjem.
Faderen Peder skal have været den eneste i Sognet, som eiede en Bibel, og med denne, der var meget stor, saa han maatte bære den paa Ryggen i en saakaldt Meise, gik han ofte om Søndagene op til de andre Fjeldgaarde og læste for Folkene.
Sønnen Isach var vel begavet, lærenem og flittig, hvorfor han erhvervede sig mere Kundskab end hans Jevnlige havde, hvilket siden paa mange Maader kom ham tilgode. Som liden Gut kom han i Tjeneste hos Proprietær og Losoldermand Hjorth paa den store Eiendom Ogne, ikke langt fra hans Hjem. Siden var han en Del Aar Omgangsskolelærer i Hjembygden og samtidig Hustømmermand og Snedker.
Ved sin Driftighed og Flid erhvervede han sig saa meget, at han 1792 kunde gifte sig med Karen Gurine Gundersdatter fra Gaarden Seglem paa Egersundsøen, dengang 19 Aar gammel, formodentlig en Søster af den bekjendte Kjøbmand og Haugianer i Stavanger Ole Gundersen Seglem.
Hun omtales som en begavet, huslig og dygtig Kvinde, der blev ham en god Hustru og Moder til mange Børn, som de opdrog sjelden omhyggelig efter de Tiders Forholde.
Da hans Hjemmelsdokument paa Gaarden Schielbred var dateret 23. mai 1792, flyttede de did antagelig ved Bryllupet. De levede her et lykkeligt Arbeidsliv og nød almindelig Agtelse for sin Stræbsomhed og retskafne Vandel.
Da H. N. Hauge i 1798 havde gjort sin første Bergensreise, besøgte han paa Tilbageveien i November ogsaa Egersundsøen, hvor han holdt flere Opbyggelser. Under en af disse blev det unge Ægtepar paa Schielbred grevet af Guds Ord som aldrig før og vandrede fra den Stund af som forsigtige, varme og virksomme Kristne, der bekjendte sin Tro baade i Ord og en lysende Vandel.
Deres aandelige Fader og Veileder gjæstede deres Hjem ikke alene denne Gang, men tillige i Marts og Juli 1804 og endelig i August 1809, da han var midlertidig løsladt af sin Arrest for at anlægge Saltkogerier paa forskjellige Steder ved Kysten.
Disse gjentagne Besøg var Festdage for Folkene paa Schielbred; de fik ikke bare rig Veiledning, Trøst og Tilskyndelse i aandelig Henseende, men ogsaa Raad og Vink i det Timelige. I denne Tid holdt Isach Schielbred flittig Opbyggelser, ei alene i Sognet, men ogsaa i den nærmeste Omegn.
Som de fleste Haugianere fik han sine Trængsler herfor; det fortælles, at han trods sin Dygtighed og Samvittighedsfuldhed blev afsat som Lærer, fordi han talte Guds Ord og holdt Forsamlinger. Dette gjorde ham dog hverken modløs eller mindre virksom. I sit jordiske Kald var han som de fleste Haugianere en Fremskridts- og Foregangsmand og havde Lykke og Velsignelse med sig, saa han blev temmelig velstaaende.
Allerede før 1814 eiede han en Jagt og seilede med denne vestover til Bergensleden og saltede Brisling og Smaasild, som han derefter solgte i de østlandske Byer. I 1822 lod han i Arendal bygge Slupfartøiet “Lykken” og fik 12. December samme Aar Bevilling til at føre det selv som Skipper, uagtet han ei havde nogen speciel Uddannelse i den Henseende.
Med dette Skip seilede han hvert Aar til Vaarsildfisket og saltede Sild, hvormed han næsten bestandig reiste til Gøteborg og solgte der. Han eiede flere Søbode (sjøboder) og Salterier.
Alle gav ham det Vidnesbyrd, at han i sin Tale og Handling lagde for Dagen den strængeste Retskaffenhed og udviste den største Uegennyttighed samt en ædel Tænkemaade.
Saaledes blev han ved i en lang Række af Aar, indtil Alder og svækket Helbred tvang ham til at overlade Bedriften i andre Hænder, der imidlertid ikke passede den med samme Omhu og Dygtighed som ham, hvorfor den gik noget tilbage.
Under sin travle timelige Virksomhed var han den samme jevne, varmhjertede og virksomme Kristen som før, altid stilfærdig og beskeden. Hans Hus omtales som “et sjeldent Vennehjem”. Ogsaa han lignede Hauge og hans Venner deri, at han var glad i at gaa til Guds Hus. Hver Søndags Morgen, naar han med sin Familie roede til Kirken, pleiede han at sidde bag i Baaden og synge : “Den Naade, Gud, os haver teed”, der ogsaa findes i Landstads Salmebog No. 335.
Dette var neppe tilfældigt, thi denne Salme udtrykte ganske hans kristelige Karakter og Sindelag, har en, der kjendte ham nøie, sagt. Særlig gjælder dette følgende Vers :
“Ak Hjerte, Sjæl og ganske Sind Vi endelig bør lægge Vind
Paa Ydmyghed og trykke ned Den Satans Synd Hovmodighed,
Som i Guds Øine hadet er Og evig Skjændsel til os bær.
¤
Vor Næste bør vi ei forsmaa, Ei heller det fortryde paa,
Om og hans Lykke, Sted og Stand Vor meget overstige kan,
Men med et ydmygt Hjerte se, Vi ham al Hjælp og Miskund te.
¤
Enhver af os sit Lyde har, Er ei saa engleren og klar,
At han jo ofte sig forser I dette syndig Legems Ler;
Bedst derfor, at vi fare sagt Og paa os selv har nøie Agt.
¤
Sagtmodighed og Hjertetaal Bør være vores Øiemaal,
Saa hastig Harm ei tænder Ild, Naar vor Jevnkristen farer vild,
At skjæmme ham, men give Dag Og se i Kjærlighed hans Sag.
¤
Af Kjærlighedens rene Væld Oprinder alle Dyders held;
Thi Kjærligheden ydmyg er, Sagtmodig, taalig mod enhver
Og elsker altid Enighed paa Troens Grund i Aandens Fred”.
Paa sine ældre Dage holdt han Søndags Eftermiddag enten Opbyggelse i en stor Stue i Egersund eller, naar der ei var Prædiken, paa en eller anden af Gaardene. Først blev der sunget en Salme, saa læste han et Kapitel af Nytestamentet, som han altid havde med, da mange dengang ikke eiede den hellige Skrift i sit Hus; derpaa blev paany sunget en kort Salme, hvorefter han læste Teksten i Henrik Müllers Huspostille; saa igjen nogle Vers, han holdt en Bøn, og Andagten sluttede med Salmesang.
Bagefter endnu en kort Formaning til Omvendelse og Tro med Opmuntring og Tilskyndelse til at lægge Guds Ord paa Hjerte. Alt gik for sig i al Simpelhed og Enfoldighed og virkede til Opbyggelse og Velsignelse; man var altid glad i, at han kom og holdt disse Samlinger, der ogsaa var godt besøgte. Da han tillige hadde en vakker Sangstemme, bidrog dette end mere til at gjøre Samværet hyggeligt og vækkende.
I sit Hus holdt han stadig Andagt. Hver Aften, før de gik tilsengs, læste han en Bøn og sang en Salme. Paa Schielbred fik man ofte Besøg af Guds Ords Bekjendere, som da holdt Opbyggelser; Samværet mellem de troende Venner var sjelden hjerteligt; der veksledes med Bøn, Sang og Samtale, hvorunder Husfaderen paa sin elskværdige Maade deltog og opbyggede ved sin rige kristelige Indsigt og Erfaring.
I det daglige Liv benyttede han enhver Fristund til at læse i Guds Ord og gode lutherske Opbyggelsesbøger; han var gjennemtrængt af en særdeles kristelig Ydmyghed og en ivrig og flittig Beder.
Det fremhæves, at han aldrig talte ilde eller krænkende om sine Medmennesker, og naar andre fortalte noget ufordelagtigt om en eller anden, søgte han stedse at undskylde Vedkommende. I al sin Tale og Færd var han rolig, besindig og forstandig, dog for det meste meget alvorlig og faamælt. Undertiden kunde han være oprømt og komme med smaa humoristiske og vittige Bemærkninger om Personer og Ting, men aldrig nedsættende eller saarende for nogen.
Han havde ikke liden Sands for Naturens Skjønhed, glædede sig over et smukt Landskab og Blomsterne paa Marken, frydedes ved Fuglenes Sang og gjorde andre opmærksomme derpaa.
Uagtet han aldrig blev rigtig søstærk, førte han dog sit Fartøi i 35 Aar og gjorde i denne Tid aarlig flere Reiser fra Bergensleden til Østlandet og Sverige, hovedsagelig med Sild og Fiskevarer.
I Alt, fra Mad og Drikke lige til den mindste Ting, var han en stræng Ordensmand og selv i sin Alderdom meget arbeidsom; han pleiede sige, at man aldrig burde være ledig, men stedse beskjæftiget med noget nyttigt.
Kræfterne svandt dog mer og mer, særlig paa Grund af en voldsom Hoste, der plageded ham i mange Aar.
Som hans Liv havde været i Herren, blev ogsaa hans Død en Bortgang i Troen paa ham; han var vel beredt, frimodig og tillidsfuld og laa tilsengs kun ganske kort. Dagen før sin Død sad han oppe, men følte, at hans Endeligt var nær. Med fuld Bevidsthed son han hen “i en sand og levende Tro paa sin Herre og Frelser” Midfastesøndag den 17. Marts 1844; han blev begravet fra Stedets Kirke med stor Hæder under almindelig Deltagelse ogsaa af Borgere fra Egersund.
Han beskrives som temmelig høi og rank af Vækst, med et lyst, venligt Ansigt, vakker, hvælvet Pande og en lidt krum Næse samt et meget elskværdigt og vindende Væsen.
Alle omtalte ham som en Fredens Mand, der havde mange Venner, men ingen Fiende.
Hans Hustru levede til 17. September 1863, da hun døde i Troen, nær 90 Aar gammel.
En af hans Sønner, Kjøbmand og Direktør Amund Isachsen, født 1816 og død for nogle Aar siden, var en af det norske Missionsselskabs Konstituenter; dennes Søn er tidligere Storthingsmand for Stavanger, Consul Isach Schielbred Isachsen.