– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Chra. 1912-1920.
– fra s. 235 – 238 :
En annen bekjendt og anseet Haugianerfamilie ( i tillegg til Kristoffer Hansen Myklebostad) i denne Egn (Nesset) var Paul Frantsen Sodnak og Hustru Kari Karlsdatter. Han var født paa Gaarden Stav paa Helgøen i Mjøsen (Mjøsa/red.).
Ved Hauges Virksomhed her Vaaren 1798 kom han til Vækkelse og begyndte ikke længe efter at holde Samlinger i sin Bygd og nærmeste Omegn.
Saa blev han i 1799 gift med førnævnte Kari Karlsdatter, der var født paa Gaarden Bacherud paa Helgøen 28. April 1777. Hun blev dygtig opdragen af sine Forældre, i hvis Hus hun boede indtil sit Giftermaal. Ogsaa hun var vakt af Hauge samtidig som sin Mand.
“De sluttede sig helt til Hauge og hans Venner med alt, hvad de havde. Sin jordiske Formue lagde de i denne sin aandelige Faders Hænder og overlod alt til hans Raadighed. Dertil virkede de sammen med ham baade legemlig og aandelig, da Paul arbeidede paa Eker Papirmølle og hans Hustru Kari ved at hjælpe til med Indbinding af Hauges Bøger i et Bogbinderi, som var oprettet paa hendes Fødested“.
Saaledes henrandt de første 6 Aar af deres Ægteskab indtil 1805, da de bosatte sig paa Thoten, hvor de kjøbte Gaarden Aaserud. Efter et Aars Ophold her flyttede de til Skog i Land; her virkede de til Vaaren 1810. Efter Hauges Raad reiste de da til det Nordenfjeldske for baade med Ord, Arbeide og Eksempel at virke der for Guds Riges Sag.
Deres første Bosted i Trondhjems Stift var Sørviken i Namdalen hos Svogeren Otter Carlsen Bacherud. Dette Ophold her blev imidlertid kort, idet de allerede Høsten 1811 flyttede til Gaarden Sodnak (Sotnakk/red.), som dengang hørte til Næssets Hovedsogn, men senere mere naturlig blev henlagt til Kleive i Bolsø Prestegjæld. Ogsaa denne Flytning skeede efter Hauges Raad, da han, som bekjendt, gjerne vilde sprede de Troende paa forskjellige Steder, for at de der ved Guds Naade kunde være aandeligt “Lys” og “Salt”.
Sodnak blev nu det fremtidige Hjem, og “deres Hus var til enhver Tid et elsket og kjært Tilflugtssted for kristelige Venner. Her levede de sammen baade i Medgang og Modgang, standhaftige i Tro og Bekjendelse under Lov og Tak til Gud for hans uforskyldte Naade“.
De blev snart gode Venner med Myklebostadfolkene, og disse to Familier besøgte hverandre gjensidig saa ofte som muligt. Da Sodnak ligger noksaa afsides og langt fra Folk paa alle Kanter, kom i Førstningen Venner der kun nu og da. At faa Folk til at reise did paa Opbyggelse nyttede ikke. Paul “virkede som Guds Ords Bekjender i Prestegjældet og nærmeste Omegn og holdt flittig alvorlige og indtrængende Formaningstaler til at omvende sig til Herren og følge Jesus efter i Tro og Gudfrygtighed.
Han “var tænksom, dyb, sagtmodig og stilfærdig, forsigtig i sin Vandel og agtet af alle”. Konen omtales som “en Profetinde i sit Hus og for alle, hun kom i Berørelse med, desuden elskelig og alvorlig som Kristen og flink i al sin Gjerning. Hun var meget forstandig, aandslivlig og kvik og derfor særlig dygtig til at paavirke og øve Indflydelse gjennem private Samtaler”.
I Næssets Hovedsogn Rød var det , som allerede antydet, ikke mindst Paul Sodnak og hans Hustru Kari, der gjennem en utrættelig og klog Underhaandspaavirkning fik hindre, at Kingos Salmebog blev ombyttet med den saakaldte “evangelisk-kristelige”.
Uagtet Sodnakfolket havde en lang og meget besværlig Vei til sin daværende Sognekirke, Rød, var dog en eller flere af dem næsten altid tilstede ved Gudstjenesten. Om Vinteren maatte de enten gaa ca. en halv Mil paa Ski over et Fjeldskar for at komme ned til Søen ved Langfjorden — eller ogsaa fortsætte endnu omkring en Mil paa Ski, til de naaede Vei for at komme til Kirken. Dette kan være nyttig for os magelige Nutidsmennesker at høre.
Paa disse Kirkereiser havde især Kari, der var meget pratsom, en betydelig Indflydelse paa alle, hun traf og kom i følge med, gjennem sine tiltalende og lærerige Samtaler baade om verdslige og især aandelige Ting; hun forstod saa godt at benyttede Leiligheden og sige et godt Ord i rette Tid og paa rette Maade.
Paa Grund af de lokale Forhold var det langt mere nødvendigt for denne Familie at komme sammen med Kleive Sogns Beboere; naar Budrot og andre Produkter skulde sælges, faldt det lettest den Vei at komme ned til Søen med sine Varer.
Naar det traf saa, at der ikke var Prædiken ved deres egen førnævnte Sognekirke, men i Kleive, reiste bestandig nogen fra Huset til denne Kirke. Begge, især Kari, var sent og tidlig rede med praktiske Raad og forstandig Veiledning. De erhvervede sig derfor ogsaa stor Tillid i Kleive Anneks og desuden Agtelse hos Presten i Bolsø, hvortil nysnævnte Sogn hørte. Efter en lang og betydningsfuld, men stille og beskeden Virksomhed bortkaldtes Paul Frantsen Sodnak ved en rolig Død den 16. Mai 1835.
Hustruen fortsatte endnu sammesteds gjennem Aarrækker sit Arbeide for Medmenneskers timelige og aandelige Vel indtil Høsten 1870, da hun flyttede fra Sodnak til Datteren Marie Tolaas, gift med Kirkesanger A.O. Tolaas, som boede paa Klokkergaarden Aarøhagen i Bolsø, ikke langt fra Molde.
Hun havde hele sit Liv nydt en stærk Helbred; denne beholdt hun næsten til sin Bortgang. Alderdomssvaghed bevirkede dog, at hun i det sidste Leveaar for det meste laa tilsengs. Hukommelsen var usvækket lige til det sidste; hun havde især meget interessant at fortælle, naar Talen dreiede sig om Hauges Virksomhed og Guds Ord, som hun elskede og skattede saa høit; af egen personlig Erfaring vidnede ofte den Gamle, at hun “havde lært at forstaa, at Mennesket ikke lever af Brød alene”.
Hendes daglige Valgsprog var : “Gud ske Lov for sin Naade ! Den har været stor mod mig; der er intet andet end Naaden, som kan frelse mig”.
Den sidste Aften kunde hun endda sidde opreist i Sengen og bede sin Aftenbøn. En Ven har sagt : “Alle, der kjendte hende i Livet og paa det sidste, maatte ønske og bede : “Gid mit endeligt maatte blive som hendes !” Hun hensov stille og rolig den 20. November 1872 i en Alder af 95 Aar og 7 Maaneder. Af 9 Børn var allerede 4 døde i Troen; hun havde ved sin Bortgang 36 Børnebørn og 14 Børnebørnsbørn (oldebarn/red.).
Efterat Børnene dels i Tredive- og Firtiaarene og dels Femtiaarene kom til bevidst Liv i Gud, holdtes bestandig om Sommeren en “Stævnesamling” i Sodnak. Til dette store Opbyggelsesmøde flokkedes Folk fra Næsset, Kleive i Bolsø og øre Sogn, dengang Anneks til Thingvold, nu eget Prestegjæld.
Disse Stævnesamlinger holdt sig helt til Slutten af Ottiaarene, da Gaarden solgtes til Staten og blev omtrent øde. Der holdtes ogsaa i hine stærkt bevægede Aar Opbyggelse til andre Tider end nævnte.
— Af Sodnakbørnene, som alle var meget begavede, skal her berøres nogle faa. Den mest bekjendte var maaske Frants Paulsen, der først var Lærer paa Molde, siden i Trondhjem og tilslut Klokker ved Vor Frue Kirke sammesteds. “Han var en alvorlig Kristen og en anseet og dygtig Lærer; han havde et aabent, gjæstfrit Hus, men reiste ikke omkring og talte Guds Ord, da han var stærkt optaget med sin Kaldsgjerning”. En af hans Sønner er Læge.
— Kristian Paulsen eiede først halve Sodnak sammen med sin Svoger og Søster, men kjøbte saa Sollid i Kleive, hvor han boede resten af sit Liv. “Da han selv havde fundet Fred ved Troen paa jesu Blod, som renser fra al Synd, blev han en ivrig Guds Ords Bekjender ikke alene paa Hjemstedet og i Omegnen, men ogsaa i vide Kredse. Han virkede over hele Østlandet og reiste engang sammen med Nils Torvik (Grendahl) lige til Christiania; ofte var han borte hele Vinteren og virkede til Guds Riges Fremme paa gammel haugiansk Vis“.
“Han aflagde en rar Bekjendelse paa sit Dødsleie, og hans Bortgang var herlig og seierrig”. Det berettes, at han døde i Fred i Slutningen af Sekstiaarene.
— Carl Paulsen begyndte at handle med Bøger, da han blev voksen, især Hauges og andre gode Skrifter af de lutherske Fædre; saa drog han vestover lige til Stavanger, hvor han skal have drevet Bogbinderi og en Boghandel til sin Død omkring 1895; han forlagde ogsaa selv kristelige Skrifter.
— Datteren Karen Paulsdatter Sodnak blev gift med Halvor Eriksen Sand paa Eker; de omtales begge som Haugianere. Af deres Børn maa nævnes Erik Sand, Landhandler i Skotselven. Han var et klart Lys for alle sine Omgivelser ved sin Tro og Gudsfrygt og døde frimodig og glad i Troen paa sin Frelser 1882.
En anden af dem er den vidt bekjendte Emissær og Gaardbruger Paul Gerhard Sand, født paa Nedre Eker 25. Februar 1848. Hjemmet var lyst, godt og alvorligt; han blev opdraget til Arbeidssomhed og Nøisomhed og fik indtil Konfirmationen en noksaa god Undervisning i Stedets Almueskole (les mer om Paul Gerhard Sand her).