– i bokverket “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Haugianismens Tid – Anden Halvdel 1821 – 1850; Christiania 1912 – 1920;
– se også annet om Nils Paulsen som forfatter av kristelig litteratur her :
– fra Heggtveit på s. 566 – 567 :
En lidt yngre Haugianer var Nils Paulsen (Meddelelser og Oplysninger af Fru Kristine Thorkelsen, født Kopsland, fru Maria Bjerknæs, Mikkel Hauges Datter, samt eget fleraarigt Bekjendtskab) født i Skotselven paa Eker 1815.
Han var en meget begavet Mand med et rigt Følelsesliv og en livlig og udviklet Fantasi. Efter sin Konfirmation blev han sat i Snedkerlære og drev derefter i en Række af Aar dette Haandværk med Interesse og Dygtighed.
Derimod vides for Tiden intet om, at han i sin Ungdom modtog noget dybere Indtryk af det kristelige Liv, som dengang rørte sig saa stærkt paa Eker; han var en verdsligsindet, ung Mand, som morede sig med Kamerater, men inden Ærbarheds og Anstændigheds Grændser.
Da fik han i 1843 en ondartet Værk i Benet og blev ført til Sygehuset paa Kongsberg. Her laa han i lang Tid under store Smerter og “kjendte ikke hverken sig selv eller sin Gud og Frelser”.
En kristeligsindet Kvinde paa Stedet, Madame Live Kristine Bergan, Provst J. C. Bergans Moder, blev hentet for at yde ham Hjælp og forstod snart, at han var fremmed for Livet i Gud. Mens hun gjorde, hvad hun kunde, for at lindre hans Lidelser, sagde hun bl. a. : “Vi mærker den legemlige Sygdom og føler den; men den aandelige forstaar og føler vi ofte saa lidet til, uagtet den er langt værre og farligere”.
Disse Ord greb den unge Mand, borede sig dybt ind i Hjerte og Samvittighed og blev ham til Vækkelse. Hun besøgte den Syge oftere, gav ham kristelige Smaaskrifter og “talte med ham om Guds Godhed og forbarmende Kjærlighed, da han lod sin egen Søn, Jesus Kristus, dø for os paa Korset. Han følte dybt og brændende sin Syndenød og fik om en Tid ogsaa tro Naaden, som Jesus forhvervede Syndere”.
Han blev efterhaanden frisk og kom hjem 1844, men maatte endnu bruge Krykke et Aars Tid.
“Han fik store Naadegaver til at fremlægge Guds Ord og et klart Lys over den kristelige Sandhed; ved sin Veltalenhed og brændende Nidkjærhed og Omsorg for Sjælenes Frelse samlede han overalt talrige Tilhørere, hvor han holdt Opbyggelser, og blev mangfoldige til Vækkelse”.
Sommeren 1845 gik han ind paa Asker Stiftsseminarium, som dengang styredes af den senere Biskop Knud Gislesen, bekjendt som en fremragende Skolemand og en alvorlig Kristen.
I Juli 1847 underkastede Paulsen sig Afgangseksamen med et rosende Vidnesbyrd; han fik “Udmærkelse” i Religionsfagene samt Historie og Geografi og forøvrigt “Meget godt” i alle andre Fag. Saa blev han ansat ved det store Hoensbrug paa Eker og virkede der som Lærer med Nidkjærhed og Dygtighed i en Række af Aar; samtidig holdt han flittig Opbyggelser Hverdagsaftenerne, Søndagene og i Høitiderne baade der og i vid Omegn.
I denne Tid digtede han nogle Sange; “Timen er kommen, at jeg skal fremtræde” og “Anskriget lyder : Se Brudgommen kommer“, er begge meget bekjendte inden Lægmandskredse.
Da den frikirkelige Bevægelse begyndte i Skien ved Sogneprest G.A. Lammers, blev Paulsen revet med; omkring 1858 opsagde han sin Skolepost, traadte ud af Statskirken og stiftede en liden Frimenighed.
“Han hørte til de gamle Lammersianere, som forkastede Barnedaaben, men ikke vilde have Gjendaab. Efterhaanden nærmede han sig mere og mere den lutherske Kirke i sin Opfatning, men traadte aldrig ind igjen, uagtet han tilsidst godkjendte Barnedaaben”.
Under sin førnævnte Lærervirksomhed ved Hoensbruget blev han gift med Caroline Horne, Pleiedatter og nær Slægtning af Mor Inger Hauge paa Papirmøllen. Han erhvervede nu Gaarden Horne, som dog kort Tid efter blev taget fra ham paa Odel.
Saa kjøbte han Eiendommen Bergskog, ikke langt fra Drammen, omtrent ret overfor Stormoen i Skouger, men paa den anden Side af Elven, og boede her Resten af sit Liv. Han var en dygtig og ivrig Gaardbruger og forøvrigt levende interesseret for kristelige og kirkelige Spørgsmaal efter sin Opfatning.
Han udfoldede en forholdsvis betydelig Forfattervirksomhed, skrev nogle mindre Stridsskrifter til Forsvar af sit Standpunkt, udarbeidede omkring 1890 en større Beskrivelse over “Eker” og lidt senere ogsaa en lignende af “Lier”; den førstnævnte ialfald udkom særskilt, formentlig som Særtryk efter først at have staaet i en af Drammens politiske Aviser; sidstnævnte stod, saavidt erindres, i “Drammens Blad”.
De var begge af ikke ringe Interesse og Værd.
I 1886 udarbeidede han og lod trykke paa eget Forlag hos O. Steen i Drammen : “Karaktertræk af H.N. Hauges Liv og Virksomhed samt lidt om Lægmandsvirksomheden før og nu ved en Lægmand”. Bogen udgjør 79 Sider 8vo og vidner om Kjendskab og Kjærlighed til Emnet.
Han udgav nogle Aar før sin Død paa A.M. Hanches Forlag i Christiania en Samling af bibelske Fortællinger og Afhandlinger med tilføiede tids- og kulturhistoriske Træk, hvoraf dog enkelte var urigtige eller af tvilsomt Værd. Ogsaa dette Arbeide røbede Forf. naturlige Begavelse, nøie Kjendskab til sin Bibel og ikke ringe Kundskaber paa forskjellige Omraader.
Fantasien, Følelsen og Stemningen spiller dog af og til for stor Rolle, medens Tænkningen og Dømmekraften gjør sig for lidet gjældende.
Sin Virksomhed som Guds Ords Forkynder fortsatte han til sin Død i de Kirker og Bedehuse, som tilhørte de frie Menigheder.
Han døde i Fred paa sin nævnte Eiendomsgaard 1894.