– gjengitt fra H.G. Heggtveit : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Chra. 1912-1920. Del I.
– fra s. 149 –
En anden ivrig Gudsordsbekjender fra Tune ( i tillegg til Paul Gundersen), var Gundro Viulsen, angivelig født paa Gaarden Ramstad 1778.
Ogsaa han var en Slægtning af (H.N.) Hauge og i Besiddelse af en betydelig Begavelse. Han var meget virksom og brændende i Aanden og reiste ofte sammen med Mikkel Hauge og andre yngre Lægmænd.
I et Vennebrev skriver han om sit indre Liv : “Jeg maa takke Gud for hans store Naade, at han holder mig i Live og giver mig et sønderknust Hjerte. Jeg har havt stærke Fristelser fra Fienderne, og de har trængt meget haardt min Sjæl og villet drage mig tilbage fra det aandelige Samfund og Forening med de oprigtige Søskende. Deri er nok min egen Ulydighed Skyld; thi jeg kjender nu, at dersom jeg med fri Vilje og sand Guds Lydighed fulgte Aanden og Ordets Overbevisning og Kald med Hjertens Kjærlighed og takkede Gud for hans store Naade, at han vil rense min Sjæl fra alle syndige Lyster og gjøre mig levende, saa blev jeg nok fri.
Jeg har stor Aarsag til at sørge for mig selv og alle dem, der har den levende Aand, at vi ikke skal falde i Djævelens Snare. Vi har havt Eksempler paa en Del, der har havt Aandens Dragelse, men ladet sig af søde Ord og smigrende Taler forføre og saaledes er komne i et forvendt Sind, idet de trøster sig ved Naaden og stoler paa Kaldelsen, men lader dog Synden herske og holdes fangne i den.
Det er Sandhed, at den Retfærdige retfærdiggjøres mere, og den Urene bliver uren af Synden mere. Vi vil dog arbeide i Herren. Ak, at baade jeg og alle, som kjender Guds Vilje, maatte gjøre det frivillig, uden Knurr. Det beder jeg bestandig om til Gud og vil fornægte mig selv. Jeg forbliver din Broder i Kristus ( Hauge : “Lærdoms-Grunde” II, 107-108).
De Gamle skildrer Ramstad som en stille, fredsommelig Mand, varm som Kristen, forsigtig og stø i sin Vandel. Efter i mange Aar at have reist rundt om paa Østlandet som Guds Ords Forkynder, boede han en Tid paa Valle i Lier ved Drammen hos den bekjendte Tollef Bache.
Provst Wefring, der i 1835 besøgte denne Egn, skriver om Ramstad : “Han var en livlig og frimodig Aand, rig paa aandelige Erfaringer og meget meddelsom. Det var opbyggeligt at høre ham tale om aandelige Anliggender og især at høre ham fortælle om Guds Naadesgjerning i hans og hans Samtidiges første Vækkelsestid” (M.I. Wefring . “Minder, s. 56).
Paa Grund af skrøbelig Helbred flyttede han tilbage til Tune, hvor han tilbragte sine sidste Aar paa Gaarden Ryen hos sin Søster Marie, idet han hjalp til med Gaardsbruget, hvad han formaaede.
I den Tid, han levede her, forholdt han sig stille og rolig uden at reise eller virke synderlig, men udviste i Alt en kristelig Vandel.
Her døde han 19. April 1848 (Meddelelse af Mikkel Hauges Datter, Maria Stormoen i Skouger, og Lærer Sogn i Tune).