– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912-1920.
– fra sidene 123 – 124 :
Den yngste, men ikke mindst fremragende «Lærer» (ved siden av bl. a. Aasmund Dale, hans sønn John Aasmundsen Dale og Thor Bjørgulfsen Homme/red.), som «en aandelig Fader i Bygden» var Knut Olsen Løiland (Meddelelse fra Sogneprest Svanholm. Valle Kirkebøger), født 1826.
Om hans Ungdom vide lidet. Aaret efter sin Konfirmation, antagelig 1841, begyndte han at holde Skole og var en af de første, som brugte Salmodikon, hvilket tildels vakte Strid. Der levede dengang saa ensidige Folk, at de ikke taalte saadan «Ugudelighed»; men heldigvis hørte de til Undtagelserne. Det lader til, at ogsaa han udviklede sig langsomt og i Stilhed.
Omkring 1850 kom det til fuldt aandeligt Gjennembrud; han forkyndte siden den Tid stadig Guds Ord og var «meget begavet, stø, alvorlig og nidkjær». Hans kjæreste «Fædre» var M. Luther og Biskop Erik Pontoppidan den yngre.
«Sin Skolevirksomhed drev han med stedse større Dygtighed og Indsigt; ja endog i Syvtiaarene fortsatte han dermed». Paa egen Regning holdt han en Tid Kveldskole for Voksne.
En af Presterne i Valle skriver om ham :
«Af Skolekommission og Skolestyre var han Medlem fra 1860 og til sin Død, i Skolestyret tildels Formand. Han havde en levende Interesse for Skolen og en betydelig Indsigt i dens Gjerning. Hans Meninger om og Arbeide for Skolen havde slig Indflydelse, at faa modsagde ham; han strævede meget for at faa ind mere Skrivning og Regning. I Modsætning til de Ældre var Knut Loiland i særegen Grad udviklingsdygtig og tilegnede sig med Aarene et i bedste Forstand mere aabent og frit Syn, men stod altid urokkelig paa Guds Ords og den lutherske Bekjendelses faste Grund efter den gamle Troesopfatning».
I Syvtiaarene virkede han som Bibelbud for Lutherstiftelsen og besøgte b. a. Steder Vinje i Thelemarken. Som Udsending fra Indremissionen arbeidede han i Bygderne udover lige til Fiære. I Valle var han den, om hvem Kristenfolket med Tillid og Kjærlighed særlig samlede sig.
«Hans utrættelige og brændende Forkyndelse har sikkerlig ikke baaret ringe Frugt for Guds Rige». Desuden ivrede han mod de fæle Bygdeskikke, Bryllupsdrikningen etc., var Prestens Medhjælper fra 1880 til sin Død, Kommunemand i 30 Aar, Ordfører i 4.
I sit jordiske Kald var han praktisk og dygtig. Da det varede længe, før han sik Gaarden, og Familien vokste, blev det en Tid vanskelig for ham at klare sig. Han tænkte endog paa at reise til Amerika og gik til Lillesand for at tinge sig Billet med et Seilskib. Men det blev intet af. Det hændte siden, medens han endnu omgikkes med Reisetankerne, at han engang var i «Loftet» og der fandt en Del gamle Papirer; blandt disse var et Slægtregister, hvoraf det fremgik, at han kom til at blive den 7de Knut i Slægten paa Løiland, og «havde der levet 6, kunde vel han og leve» (klare seg/red.).
Han var paa Landbrugsskole et Par Aar og arbeidede siden paa at fremme Landbruget. Han havde mange Planer om at forbedre Gaarden, men modtog den forsent, til at de kunde realiseres. Naar Sønnerne blev store, «saa kunde
– 124 –
de tage 5 Spadestik i Jorden og han det 6te, saa skulde det nok monne».
Men ban fik ikke se det opfyldt. Han kom sig dog godt op og blev en af de rigeste i Bygden. Han og John Dale var inderlig gode Venner; der var utvilsomt ogsaa et indre Slægtskab mellem dem med Hensyn til Natur, Begavelse og Eiendommelighed.
En af hans Prester skriver :
«Han kan siges at være Banebryder for Missionsarbejdet i Valle; begyndte ogsaa med Kvindeforeninger». Selv brugte han Guds Ord flittig i Hjemmet og holdt Husandagt hver Morgen. Det var hans høieste Lykke at virke for Guds Rige og var den første der, som talte Guds Ord paa «Maalet», skjønt ikke «Maalmand», har en, der kjendte ham nøie, sagt.
I Salmebogsagen og dens Kamp stillede han sig tvilsom overfor Landstads, men holdt sig til A. Hauges.
Han var utrættelig virksom, indtil Gud kaldte ham hjem 5. November 1894.