– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821-1850. Christiania 1912-1920.
– fra s. 160 – 161 :
Adskillig yngre (end Michael Svendsen/red.) var Lærer Edvard Tobias Omdahl, født i Soggendal ved Egersund 1789. Om hans Ungdom og Opdragelse vides lidet. Han lagde tidlig for Dagen særdeles gode Evner og stor Læselyst og blev straks efter sin Konfirmation Lærer i Hjembygden.
Han arbeidede ihærdig paa sin Uddannelse, erhvervede sig grundige Kundskaber og var en af sin Tids dygtigste Lærere. Han havde let for at udtrykke sig nøiagtig, greit og klart i Breve og skrev en usædvanlig smuk Haandskrift.
Neppe tyve Aar gammel blev han greben af den haugianske Bevægelse og var alle Dage dens ægte Barn. Gjennem sin Dygtighed henledede han Opmærksomheden paa sig, og hans Venner i Stavanger fik ham ti at flytte did, antagelig omkring 1820, hvor han var Lærer ved Almueskolen. Nogle Aar senere giftede han sig med Karen Fastad, Datter af Sergeant Lars Fastad og Hustru Anne Røken i Brandbu paa Hadeland, en begavet og praktisk, kristelig Kvinde, som først en Tid var i Huset hos Hauge paa Bredtvedt, men derpaa efter hans Død reiste vestover til Stavanger for sin timelige og aandelige Udviklings Skyld.
De boede paa Valbjerget ved Vagttaarnet; der havde han sin Skolestue, og der var ogsaa Haugianernes ældste Opbyggelseslokale. Her virkede han en Række af Aar med stor Iver, Samvittighedsfuldhed og fremragende Dygtighed, indtil Helbreden blev nedbrudt, saa han maatte tage Afsked. Saa kjøbte han et Hus i øvre Strandgade. Senere erhvervede han sig en Eiendom ude paa Landet ca. 3 Kilometer fra Byen. Den kaldte han Johnsgaard efter den bekjendte østlandske Lægmand, hvem han satte stor Pris paa, og som engang ogsaa besøgte ham der.
Her virkede han som Privatlærer, var Vaccinatør, læste privat med Yngre og Ældre, holdt Aftenskole og fik endda Tid til at drive sin Gaard meget godt; han solgte ogsaa leilighedsvis mange kristelige Bøger. Han forstod som faa at aagre med Tiden og udnyttede den vel til det yderste.
I Opbyggelsesforsamlinger deltog han flittig og var paa Bedehuset næsten altid Forelæser. Af og til kunde han ogsaa holde Bøn eller en kort, hjertelig Formaningstale, men var idethele meget tilbageholden; man maatte trække ham frem.
Naar han besøgte Venner i Stavanger Omegn eller længere borte, nødte man ham ogsaa til at tage mere aktiv Del i de kristelige Sammenkomster. Da Josefinestiftelsen i 1834 blev oprettet, ydede baade han og hustru et fremragende og grundlæggende Arbeide; de var Husfader og Husmoder der; den første Tid var han tillige Regnskabsfører, indtil Stiftelsen fik eget Hus.
Han interesserede sig desuden levende for al kristelig Virksomhed, var en varm Missionsven, Medlem af den konstituerende Generalforsamling i 1842 samt et virksomt og dygtigt Medlem af Bestyrelsen for Josefinestiftelsen fra dens Oprettelse til sin Bortgang.
Hans Hustru var ogsaa et anseet og energisk Medlem af samme Stiftelses Bestyrelse fra første Stund af og indtil Mandens Død, da hun frabød sig Gjenvalg. Deres Husliv var lykkeligt, fredeligt og kjærligt; de opdrog sine Børn særdeles vel og gav et godt Eksempel i alle Dele.
De var glade i kristelige Venner, stod i et godt Forhold til dem og førte gjæstfrit Hus.
De Gamle omtaler E.T. Omdahl som en «stille, paalidelig og forsigtig, meget agtet, men tillige meget prøvet Mand, der navnlig ogsaa i timelig Henseende havde adskilligt at kjæmpe med.
Han holdt Husandagt hver Morgen og læste flittig i Johan Arndts «Paradises Urtegaard«; han sang ofte, særlig Salmen : «Hvo ene lader Herren raade».
Hustruen var «arbeidssom, driftig, vennesæl, mere livlig end sin Mand, en alvorlig Kristen og en brav Moder». «Alle Børnene artede sig vel».
Omdahls Helbred var i Aarrækker svag; saa blev han angrebet af Mavebetændelse og forstod straks, at han nu kom til at dø; han ordnede hurtig sine jordiske Anliggender, sendte sin Velsignelse til de fraværende Børn og døde opbyggelig i bevidst Tro paa sin Frelser den 15. Februar 1848.
— Han var «middelsstor, bredskuldret, havde blaa Øine og rundt Ansigt, der var alvorligt, tænksomt, med et Drag af mild Sørgmodighed samt et stærkt Præg af, at han havde gaaet gjennem Prøvelser og Trængsler.
Han bar lidt Rundskjæg omkring Halsen, blev tidlig graa og skaldet; var helt Haugianer, men stod tillige i et godt Forhold til Brødrevennen, Foged S.D. Schiøtz; baade i Bergen og andre Steder vestenfjelds samt søndenfjelds og paa Østlandet havde han mange Troesfæller, som han flittig vekslede Breve med.
Han havde 4 Børn, En af disse var den varme, anseede Missionsven, Fattigforstander Ole Omdahl, som var født 1829 og blev snigmyrdet 28. Juli 1888.