.- i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Andet Bind. Anden Afdeling. Christiania 1912 – 1920.
– fra s. 489 – 491 :
Den allerede nævnte yngre Broder (av Erik Venjum/red.), Mons Skanke Venjum, var født Sommeren 1818 (Meddelelser og Oplysninger af Broderen, Erik Venjum, og Vennen, Peder Nagløren).
Sit andet Døbenavn bar han efter en velkjendt Presteslægt, som han gjennem Moderen nedstammede fra.
Han fik omtrent samme Opdragelse som Erik og var ligesom denne i aandelig Henseende rigt udrustet. Der var hos ham en sjelden harmonisk Blanding af alle Temperamenter; en skarp, klar Forstand fandtes forenet med et dybt og rigt Følelsesliv; en stærk Vilje og stor Fasthed og Bestemthed udviklede sig jævnsides med et fredeligt, kjærligt Sind.
Hertil kom, at han ligesom Broderen allerede tidlig havde modtaget levende Indtryk af Børnelærdommens Sandheder og faaet en stærk Trang efter et rent og helligt Liv.
Overgangen til et bevidst Troesliv skede, som tidligere berørt, i 1837 ved den førnævnte mærkelige Lægmand Nils Optun, der døde allerede nogle Maaneder senere i en yngre Alder efter et sjelden rigt og betydningsfuldt Virke for Guds Rige.
Mons og Erik Venjum levede sammen som ét Hjerte og én Sjæl, fredelig og kjærlig; de delte ondt og godt med hinanden. Særlig var de flittige til at bede sammen, læse Guds Ord og samtale om de ene fornødne. De listede sig i Hviletimerne ned i en Kjælder under en ubeboet Del af Hovedbygningen eller gjemte sig bak store Stene eller ved Træer og Buske for uforstyrret at kunne holde sine Gudfrygtighedsøvelser.
Faderen sendte, angivelig 1839, Mons til Stiftsseminariet paa Stord for der at blive uddannet til Lærer. Opholdet sammesteds blev dog af kort Varighed; han syntes nemlig, Livet blandt Eleverne var for verdsligt, og frygtede for, at Naadelivet, som var begyndt i ham, vilde svækkes eller helt tabes, hvis han vedblev der, strængt optaget med Læsning af forskjellige Fag og omgivet af Kammerater, hvoraf adskillige ved Overtalelser, Adspredelser eller Spot og Haan søgte at drage ham bort fra Gud.
Efter 14 Dages Forløb reiste han hjem igjen.
Samme Høst udnævnte Sognepresten i Hafslo ham til Lærer paa Veitestranden. Han tog med stor Iver og Dygtighed fat paa Skolegjerningen, forberedte sig omhyggelig til hver Dag, omgikkes Børnene paa en sjelden vindende og kjærlig Maade og evnede at paavirke dem baade gjennem sin Undervisning og hele Forhold.
Ved Siden af Skolearbeidet holdt han ogsaa flittig Opbyggelser; “jeg kan trygt sige”, siger hans Broder, “at han havde ualmindelige Gaver til at bekjende Guds Ord; han kunde tage et Bibelsprog i Opbyggelserne og tale derover klart og sammenhængende, som om det var omhyggelig studeret og nedskrevet”.
Og en anden, der kjendte ham nøie, siger : “Han besad en Visdom, der langt overgik hans Alder, var høiagtet af Gamle og Unge og hørte til dem, som udvikles og modnes usædvanlig tidlig og i kort Tid faar udrettet en Livsgjerning, andre trænger mange Aar til”.
En Ven skriver : “Jeg mindes engang, vi to sad og læste i Bibelen; jeg pegede paa et Ord og spurgte, hvorledes dette skulde forstaaes. Han svarede : “Aa, Bibelen forklarer sig selv, den, eftersom vi gaar frem i Kristendommen !” Ja, har det sig slig, tænkte jeg, skal jeg ikke spørge meget, men heller under Bøn om Guds Aands Veiledning grave for mig selv efter kristelig Oplysning. Han talte ikke meget rørende, menbelærende, overbevisende og fængslende og forstod sikkert at ramme Samvittigheden og ved Ordet gribe og vende Viljen mod Gud”.
En samtidig Haugianer beretter følgende : “Jeg pleiede at oparbeide Ligkister til Udsalg. En Lørdag efter endt Skolegjerning kom han ind paa mit Værksted, hvor jeg da netop var ferdig med en. Han lagde Haanden ned paa den og sagde : “Dette var en pen Kiste; hvem skal vel komme til at ligge i den ?” Et Par Uger efter blev den kjøbt til ham selv”.
Efter at have arbeidet henved 2 1/2 Aar som Lærer og i samme Tid tillige virket som Guds Ords Bekjender paa Veitestranden, i Hafslo og forskjellige andre Steder i Sogn og blevet til Vækkelse og Velsignelse for mange, døde han af Nervefeber efter 5 Dages Sygdom i Slutningen af Januar 1842.
Broderen Erik skriver : “Han holdt 2 Opbyggelser Søndagen, før han blev syg; Søndagen efter lagdes han i sin Kiste. Han var et Mønster i Liv og Vandel, venlig og alvorlig, saa at alle holdt af ham. Jeg kjender ikke en eneste her, som er blevet saa begrædt ved sin Bortgang; en stor Mængde Mennesker baade fra Veitestranden og Hafslo fulgte ham under Taarer til Graven, selv Spottere græd, det fortalte de mig selv. Presten græd som et Barn. Man vil heraf forstaa, hvilket haardt Slag dette var for mig; vi var jo i dobbelt Forstand Brødre. Jeg følte mig nu ligesom alene igjen i Verden. Vi havde aldrig noget skjult for hinanden, hverken ondt eller godt. Hver Aften, naar vi kunde træffes, talte vi sammen om vore Tanker og Fristelser, vor Kamp og Seier, Naadesoplevelser o.s.v. Og hvilken Velsignelse fulgte dermed ! Det er saare sjelden at finde en saa fortrolig Broder, der kan forstaa en saaledes, tie med alt og give gode, kristelige Raad. Hvor nødvendig det er ofte at kunne faa aabne sit Hjerte for en forstandig og sand Kristen, ikke mindst ved vigtige Afgjørelser eller Oplevelser, og naar Troeslivet staar i Fare !”