– inntatt i «Christianssandsposten» for «Fredag den 30te Decbr. 1842» – og et innlegg i den pågående strid om fjerningen av tillegget til «Religionsparagrafen» (§2) i Grundloven, som slo fast at «Jøder ere fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget»; at Norge, som ellers påberoptes å inneha en av de mest «liberale konstitusjoner» i Europa, skulle beholde en slik passus rettet mot den mosaiske/israelitiske tro, mente stadig flere ikke var forenlig med den norske folkesjel, og at dermed måtte fjernes.
Dette ble første gang fremmet som forslag til Storthingets samling i 1839 og Henrik Wergeland var det norske samfunns varmeste talsmann for en slik lovendring; saken var på ny blitt fremmet ved den påfølgende sesjon i 1842, med fyldig dokumentasjon gjort tilgjengelig for representantene. Også et helt spesielt – og for jødesaken negativt – innspill ble inngitt/overlatt til «Storthingspræsidenten» sorenskriver i Aker S. Sørenssen, som skulle under visse betingelser videreformidle Egedius’ skrivelse (se omtalt nedenfor) først til «Storthingets Constitutions-Comitee», for forberedelse av saken for det samlede storting; navnlig kom dette fra handelsmann og «Brand-Directeur» i Drammen og fra 1840 utnevnt til norsk-svensk konsul i Amsterdam George Frederich Egidius og ble sammenstilt etter hans ankomst dithen; innspillet ble fanget opp av den anerkjente og lærde mosait/israelit og advokat Lipmann (Liepmann) i Amsterdam og ikke lenge etter ble samme offentliggjort i det ledende jødiske organ på denne tiden, Algemeine Zeitung des Judenthums, utgitt i Magdeburg.
Slik var det at den jødiske handelsmannen – «den gamle Israelit i Svendborg» (beliggende på Sjelland/red.) – Peter Meyer, som også hadde reist til Norge i handelsøyemed og høsten 1841 gjennom lesning av det tyske magasin ble kjent med korrespondansen; dette var samme mann som høsten 1841 hadde forfattet en offentlig takkeskrivelse til presten Niels Hertzberg i Ullensvang, Hardanger, for Hertzbergs særegne artikkel vedrørende «Jødesagen», inntatt i «Den Constitutionelle» for 8. august 1841. Takkeskrivelsen fra Meyer ble ikke avsendt fra Svendborg til Niels Hertzberg, da han ble gjort kjent med at Hertzberg i mellomtiden var gått bort. Derimot ble den overlatt en besøkende nordmann i besøk og derpå bragt til Norge og gjort offentlig kjent.
Som svar på det Lipmann (Liepmann) hadde karakterisert som «Egidius’s bagtalerske Label» (sverting/red.) rettet mot den jødiske nasjon, hadde Lipmann selv sørget for innsamling av flere uttalelser fra ledende politikere og personer i Nederlandene til korreksjon av de forkjærte inntrykk Egidius dermed hadde etterlatt av mosaitenes liv og posisjon på steder som Haag og Amsterdam. Disse ble først sendt til «Rigsarchivar» Henrik Wergeland i Christiania. Sel lenke til disse nedenfor.
Ikke lenge etter ble de samme skrivelser sendt til offentliggørelse i ovennevnte tysk-språklige tidsskrift.
Til Stortingets behandling ved sesjonen i 1842 vedla Henrik Wergeland sine egne betraktninger over «Jødesagen»; i tillegg fikk konstitusjonskomiteen seg forelagt svært mye annen dokumentasjon, slik at saken var grundig forberedt – dette materiale kan du lese/finne i sin helhet på følgende sider :
– og les nedenfor dette spesielle og interessante mellomspill i behandlingen av «jøde-paragrafen» her hjemme, inntatt i Christianssandsposten helt ved enden av det for «Jødesagen»s behandlings betydningsfulle år 1842 :
Nogle Actstykker i Jødesagen;
– her bringer vi først de 6 «Actstykker» i sin helhet – referert i samme avisartikkel i «Christianssandsposten» :
– og her er avisens redaksjons medfølgende tekst :
Fra den gamle Israelit i Svendborg, hvis Brev til sal. Provst Hertzberg vi meddeelte i Nr. 47 af d. B. (dette blad/red.) for indeværende Aar, have vi siden modtaget en Skrivelse, med Begjæring om at offentliggjøre indsluttede Afskrift af de mærkværdige Actstykker, som Ridder Lipmann (Liepman) i Amsterdam indsendte til Bureauchef Wergeland i Anledning af Consul Egidius’s Calumnier (baktalelser/red.) mod den jødiske Nation, og som bemeldte Lipmann siden har ladet indrykke i Alg. Zeitung des Judenthum Nr. 35 for 27de August d. A., med en Skrivelse til Redactionen af hiin Journal.
I sit Brev til os, yttrer Oldingen sin billige Harme over det Misbrug Consul Egidius har gjort af den Tillid, Nationen som dens Embedsmænd har skjenket ham, og sin dybe Beklagelse over det Udfald, Propositionen fik i Storthinget, idet han derhos meddeler nogle Exempler paa Jødernes Adfærd selv i Stater, hvor de ikke nyde Borgerret.
Under den store Ildebrand i Hamburg, siger han, arbeidede de uophørlig ved Nat og Dag, ja selv Løverdagen, at slukke Ilden. En Mosait, Salomon Heine, lod daglig koge 20,000 Portioner Suppe, til Uddeling blandt de ulykkelige Brandlidte, og skjenkede desuden en Sum af over 100,000 Mk. Bco. til Afhjælpelse af den almindelige Nød.
En anden Mosait fra Frankfort sendte 25,000 Mk., ligesom flere mosaiske Menigheder i Tydskland ydede betydelige Bidrag. «Og dog», vedbliver han, «har disse saakaldte Christne i Hamburg hidtil ikke tilladt nogen derboende Mosait at lære og udøve noget Haandverk; intet Embede staaer dem aabent, med Undtagelse af en eneste Notarpost. Kort enhver Næringsvej, hvori der er Laug, er dem betaget. Kun Handel og Bundtmageri maae de drive, og dog maae de gjøre Tjeneste i Borgervæbningen, hvor de kan avancere til Underofficierer, – det er det Hele. Senatet har forlængst villet tildele dem Borgerret, men Laugsaanden har sat sig imod af alle Kræfter. Men Mosaiterne virke det Gode, de kunne, og lade Herren raade for Resten».
Under Beklagelsen over, at der i det norske Storthing endnu fandtes 41 Repræsentanter, som lode nedarvet Fordom beseire Fornuften, yttrer han : «Man maae dog haabe det Bedste af Tiden. Den Gud, der i saamange Aarhundreder har sørget for Mosaiterne, vil fremdeles holde sin Haand over dem, om de end for bestandig negtes Adgang til Norge. Men det er Principet, det er Tidsaanden, Oplysningen der fordrer, at det ene Menneske ikke skal undertrykke det andet, at vi Alle er een Faders Børn og at vi skulle elske hverandre».
Da de medfølgende Act stykker ikke have været trykte hos os, og Comiteen for Jødesagens Behandling blot har leveret et kort Udtog deraf, opfylde vi med Fornøielse den gamle Mosaits Ønske om at publicere dem in extenso (i sin helhet/red.), idet vi for Fleerheden af vore Læseres Skyld have anseet det rigtigst at meddele dem i norsk Oversættelse; – se aktuelle sider ovenfor :
I sin medfølgende Skrivelse til Red. (av tidsskriftet Algemeine Zeitung des Judenthums/red.) yttrer Lipmann sig paa følgende Maade : «Det var disse Documenter, som jeg stillede imod en Egidius’s bagtalerske Libel, – den særdeles oplyste v. Halls 50 aarige Erfaring mod en Fremmeds, der har opholdt sig her siden igaar eller i forgaars, – Kongerigets første Statsmænds Authoritet imod en Mands Fictioner af fuldkommen Nullitet, – den udødelige Chassé’s Vidnesbyrd imod den vitale og latterlig Hadefuldhed af en Person, som bestandig skulde have blevet ubekjendt, hvis han ikke havde sørget for at forevige sig ved sine bagvaskende Beretninger.
Blot paa sin egen Authoritet erklærer han de nederlandske israelitiske Bekjendere for udygtig til Alt i Fred, for Feige i Krig; han havde drevet Usandsen og Egenkjærligheden saavidt, at han troede, at denne Fordømmelsesdom hverken fortjente Begrundelse eller Beviis, og at saaledes 60,000 Borgere uigjenkaldelig vare fordømte. Dog, eet Navn citeerte han : Hr. Dr. Fabius. Hr. Egidius misbrugte dette ærefulde Navn, idet han paaberaabte sig det, for at bevise, at Jøderne ikke engang havde den Barmhjertighed at drage Omsorg for deres Fattige og Syge. Men Hr. Fabius havde neppe erfaret denne usande Paaberaabelse, førend han skyndte sig med, at stille Egidius blot (naken/red.) ved nedenstaaende formelige Dementi :
«Undertegnede har med Forbauselse erfaret, at man har betjent sig af hans Verk : «Bemærkninger over de geistlige og comünale Anstalters Tilstand i Amsterdam» for at fremstille hans israelitiske Medborgere fra et falsk Synspunct. Undertegnede undlader derfor ikke at erklære, at Intet har været mere fjernt saavel fra hans Tanker som ogsaa fra de Udtryk, han har betjent sig af. Han har sammenlignet deres milde Stiftelser med de, der findes i Menigheder af anden Religion, og Resultatet af denne Sammenligning faldt aldeles ikke ud til deres Skade. Det har aldeles ikke været hans Hensigt, at udtale sig over Resultaterne af deres politiske Emancipation, hvis gavnlige Følger aldrig forekom ham tvivlsomme; men sikkerlig er det aldrig faldet Undertegnede ind at troe, at hans Bemærkninger kunde blive anvendte til saadant Misbrug. . Amsterdam den 16de Mai 1842. Fabius».
«De seer, Hr. Redacteur, at den eneste Authoritet, som Egidius har citeret, kun tjener til at gjøre hans Nederlag fuldkommen. De Documenter, som jeg her har meddeelt Dem, sendte jeg til Hr. Henr. Wergeland, Kongeriget Norges Archivarius, en udmærket Lærd, en berømt Digter, men fremfor Alt en hæderlig Menneskeven. Han har allerede i Juni 1839 fremsat Forslag til Storthinget om Ophævelse af Grundlovens § 2, ved hvilken Jøder ere udelukkede fra Norge. Aldrig har en bedre Sag havt en bedre Forsvarer. Han har indgydt de meest udmærkede Mænd i sit Land sin egen Overbeviisning. Uforfærdet har han sagt sine Landsmænd haarde Sandheder. Han har ikke skaanet de Fordomme, han har havt at bekæmpe; han har godtgjort, at Fædrelandets Interesse godt lader sig forene med Menneskehedens. Han har paaberaabt sig Religionens hellige Authoritet, gjort Moralens Bud gjældende og støttet sig til Retfærdighedens evige Love. For at overbevise dem, som ikke skjenke Pligtens Stemme nogen Opmærksomhed, anvendte han statsoeconomiske Motiver. Han har raadspurgt sig med det forsvundne Aarhundredes Historie, andre Nationers Love og de meest oplyste Publicisters Mening. Udholdende, utrættelig, frugtbar paa Hjælpekilder, har han publiceret Digte og Brochürer, for at nedbryde Fordommene, hvor deres Herredømme var meest uindskrænket, fordi de ere grundede paa Uvidenhed.
Hr. W. har overgivet disse Documenter til den Comitee, der i Storthinget er nedsat til at behandle Jødespørgsmaalet. Denne Comitee har med en Majoritet af 6 Stemmer mod een udtalt sig til Gunst for Propositionen. Den har fattet den Beslutning, at henlægge Hr. Egidius’s Skjændskrift og at ignorere dets Indhold. Comiteens Indstilling vil snart følge. Man har lovet at sende mig et Exemplar.
Det er muligt at Storthinget denne Gang ikke antager Hr. W.s Forslag, da en Majoritet af 3 Stemmer er nødvendig, for at forandre en Grundlovsbestemmelse; men dette vil kun være en Opsættelse : den gode Sags Seier er utvivlsom. Denne Sag maa triumphere overalt; thi Mørket kan ikke modstaae Lyset, Fordomme ikke Sandheden, Overtroen ikke Menneskeligheden, Barbariet ikke Civilisationen.troen ikke Menneskeligheden, Barbariet ikke Civilisationen.
«Fortsæt derfor modig, min Herre, den ædle Kamp, De har indviet Dem til, og gid Deres ædle Anstrengelser snart maae blive kronede med det meest eclatante Held, saa at Religionen ophører at være en Kilde til Had og Forfølgelse, og forvandles til et Baand, der omslutter den hele Menneskeslægt, ligesom Han har villet det, af hvem vi Alle, Jøder og Christne, have Alt, hvad vi besidde og hvad vi ere.
Modtag, osv.; Lipmann».