– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912-1920.
– fra sidene 121 – 122 :
En anden anseet og fremragende «Lærer» var Bjug Tellefsen Nordigard Aakre (Meddelelser af Sogneprest Svanholm efter Oplysninger indhentede hos gamle Haugianere. Valle Kirkebøger. Skar, «Gammelt or Sætesdal» Side 24 flg.), født 1787. Hans Æt havde boet paa Gaarden, siden den blev bygget. Rydningsmanden var Stigand Aakre, som omtales i et gammelt Brev fra 1636.
Bjug var en Kjæmpe og glad i Karstykker. Han var Soldat fra 1810 til 1814 og udmærkede sig ofte ved Styrke og Smidighed. Han havde en Gang i denne Tid permission og gik over Heierne hjem uden at smage Mad mer end én Gang; det var ondt om den de Tider. Melk kunde han dog faa kjøbt.
Nogle Aar efter at Norge havde faaet sin Frihed og Selvstændighed, blev han gift med Gyro Harstad; hun eiede Gaard, var baade rig og vakker og havde en sjelden god Sangstemme; hun glædede mange ved sin Sang. De levede lykkelig sammen; men hnn kunde være myndig, var det noget, hun bestemt vilde og han ikke, kunde han skjæmte og sige : «En skulde aldrig gifte sig med Gaardjenterne; de er saa selvraadige og herskesyge !»
Gyro blev vakt i 1824 straks efter en barselseng. Hun fik det saa haardt med Anger og Syndesorg, at man frygtede for Sindssvaghed. Hendes Mands Broder, Olaf Bakken, tog Johan Arndts «Sande Kristendom» og læste for hende og talte med hende. Men nu kom hun i en ny, stor Vaande. Fra Barn havde hun seet, at Moderen baade kastede Gløder (gjør/red.) op i Vaskevandet og tillige lagde saadanne under Kjærnen for at faa fortere, bedre og mere Smør. Hun havde altid selv gjort ligedan og tænkte aldrig over, at dette var galt. Nu irettesatte Svogeren hende haardt og sagde, at hun havde troldkjærnet, og at det var stor Synd. Det greb hende saa stærkt, at hun blev forvirret og næsten sindssyg; hun laa tilsengs i lang Tid. Der gik Uger, før hun kunde staa op og igjen «indledes i Kirken», som Skikken dengang var med Barselkoner.
Men da var hun et nyt Menneske; hun syntes aldrig, Presten havde talt saa opløftende, rent og vakkert. Men der ventede hende nye Kampe og Trængsler. Hun havde nogle svære og onde Anfald af og til i flere Aar. Da maatte hun mod sin vilje skrige og tale grufuldt og bespottelig. Hun syntes, at Djævelen talte med hendes Mund, skreg med hendes Røst og tvang hende; det var hendes Mening, at han fôr i hende, da hun troldkjærnede. Men hun syntes at kjende ligesaa godt til sig selv som andre Folk.
«Jeg kan aldrig begribe, at jeg skal være saa forvirret», klagede hun stundom; «der har aldrig været Galninger i min Æt; men det er vel denne Troldkjærningen».
Hver Gang hun fik disse Anfald, fulgte der altid Sygdom med. venstre Øie blev blodrødt. Saa gik det ud over hele Kroppen paa den ene Side. Det var saa underligt at se Foden; det var akkurat, som om noget levende bevægede sig og krøb under Huden. Og om hun var aldrig saa sved paa den friske Side, saa var der ikke det mindste Mærke til noget saadant paa den anden. Anfaldene, der vistnok var baade af sjælelig og legemlig Art, tog efterhaanden af, saa hun blev helt frisk igjen. Under denne Trængselstid og omtrent samtidig blev ogsaa hendes Mand omvendt og kjæmpede trofast med og for sin Hustru om Redning og Frelse for dem begge. Og den kom med Lys, Fred og aandelig Glæde, naar Herrens Hjælpetime slog.
Saa begyndte vandringen i Lyset for dem begge. Der var jevnlig Opbyggelser i deres Hus, og Bjug Aakre holdt ofte Samlinger baade hjemme, andre Steder i Bygden og vidt udenfor denne. Han gjorde Reiser baade østover til Tinn, vestover til Stavanger og udover hele Dalen og vidnede
– 122 –
overalt om sin Tro. Han arbeidede meget sammen med Thor Bjørgufsen Homme for Guds Riges Vekst.
«Han var kjendt for sin snille Karakter» og var en slig anseet Leder, hvis Opfatniug og Vilje havde Vægt og blev taget Hensyn til. Var der Dragsmaal og Strid, gav de sig villig under hans Afgørelse, da han var forstandig, sindig og retfærdig. Han skilte en Trætte saa greit i Nabogaarden. Det var paa den Tid, at Kornet blev modent; Manden vilde begynde at skjære det, men Konen ikke. De hentede Bjug. «Skjær du», sagde han. Saa skar de. — Der var god Skipnad paa Aakre; baade Manden og Konen var dygtige og fyldte sin Plads. Han var tidlig oppe og satte alle til Arbeide, Store og Smaa. Derfor blev han rig, og Guds velsignelse fulgte ham.
Men han gav ogsaa bort med rund Haand til Fattige og dem, som var i Nød.
Bjug Aakre og Hustru blev tro mod Gud indtil Enden; han døde i Troen 9. Marts 1858. Han var noget høi af vekst, forbygget og særdeles velvoksen.