haavel kirkerud : forord til res. kap. hans jespersens «mindetale»

– utgitt i den lille boken «Nogle Ord ved min Ven Skolelærer Haavel Kirkeruds Død den 24de Marts 1840» — I Kjærlighed tilegnede de Forældre og Børn, der nyde Godt af Landfaldøens Friskole i Drammen, ved hvilken den Hedengangne var ansat». Af H. Jespersen. Præst. Trykt hos J. Wulfsberg i Drammen.

Dette er et helt spesielt dokument for ettertiden, da situasjonen var slik, på det tidspunkt det ble forfattet våren 1840, at Hans Jespersen selv var syk og ikke i stand til å tale i sin venn Haavels begravelse. Derfor ble det i skrevet tekst. Les selve «Mindetalen» her;

Like spesielt er dette, fordi pastor Jespersen selv gikk bort bare 37 år gammel i juni samme år; Haavel, som han her skriver mindetale etter, var kun 29 år gammel da han gikk bort 24. mars 1840.

Her først følger den lille boks innledning :

– 4 –

gammel, omtalte han dog ofte med sønlig Kjærlighed og Taknemmelighed de Lærdomme og Formaninger, Faderen, der var en belæst og sædelig Mand, havde givet ham.

Fra sit 8de Aar indtil han blev confirmeret var han hos sin ældste Broder, men lagde i denne Tid ingen Lyst for Dagen til Jordbrugssysselen.

Derimod bragte han det ved sine gode Evner og sin utrættelige Flid snart endog saa vidt, at han endnu som Barn kunde see sit Ønske opfyldt, at blive en Lærer for Andre, idet han paa Nabogaardene og andre Steder i Sognet sattes til at undervise Smaabørn.

Senere uddannede han sig mere for Skolefaget hos en duelig Kirkesanger, blev saa Privatlærer, blandt Andre ogsaa hos en Major, indtil han i 1829 blev omgaaende Skolelærer i Ringsager, hvor han de 6 Aar, han der var ansat, erhvervede sig ikke alene sine Foresattes, Præsterne Delphins og Wulffs, Agtelse, men endog deres Venskab.

Det faldt ham tungt at skilles fra dette Sted og saadanne Venner; dog troede han, da Posten paa Landfaldøen tilbød sig, at burde søge den. Hvorledes han virkede i denne Stilling fra Januar 1835 til kort før hans Død, den 24de Marts 1840, det er bedre indskrevet i mange Hjerters Kjødtavler end det her kunde skrives paa Papiret.

– Med Hensyn nu til hans Omvendelse og hans for en Skolelærer i hans Vilkaar ganske usædvanlige Uddannelse, da er det

– 5 –

jo temmelig vist, at begge hovedsagelig skrive sig fra hans Ophold i Ringsager, og ofte talte han med stor Berømmelse og Taknemmelighed om de nævnte Præsters Tale og Arbeide i Herrens Tjeneste til christelig Sandheds og christeligt Livs Udbredelse.

For at forklare sig, hvorledes han, uden dog nogensinde egentlig at have modtaget nogen grundig Underviisning, alligevel kunde vinde de Kundskaber og den Aandsdannelse, han idethele besad, behøver man kun at see hen til, hvilken utrættelig Flid han forenede med sit livlige Hoved. Det er vist, at han i tidligere Tider, da han fattedes Evne til at kjøbe Bøger, ofte sad oppe den største Deel af Natten for at afskrive, hvad Lærerigt og Godt han var overkommet, ikke alene Afhandlinger og Prædikener o. desl., men endog hele Bøger.

Saaledes havde han næsten aldeles afskrevet Prof. Stenersens Reformationshistorie. Heller ikke under sit Ophold her undlod han at fortsætte, hvad han saaledes havde begyndt, og ved sin Orden og Sparsomhed satte han sig nu, ogsaa i denne Henseende et værdigt Mønster for sine Colleger, efterhaanden i Besiddelse af en smuk liden Bogsamling, som han selv flittigen brugte, og med hvilken han ligesaa gjerne tjente Andre.

Den Hensigt han havde, hvilken han meddeelte mig netop sidste Gang vi vare samlede, at hans Bøger efter hans Død deels skulde uddeles til hans Venner, deels gives som Begyndelse

– 6 –

til en Bogsamling for Skolelærere, viser, hvorvel han ikke kom til at efterlade noget Skriftligt derom, hvor langt det var fra, at det var det Slags Rigdom, som Mol kan fortære, han attraaede ved at samle sit lille Bibliothek.

Af Læsning yndede han maaskee meest Historie og Poesi, foruden at det er unødvendigt at bemærke, at han ikke tilsidesatte sit eget Fag.

Og hvad dette angik, gjorde han sig heller ikke alene bekjendt med Pædagogikkens eller Skolelærervidenskabens Fremskridt i denne Tid, men søgte ogsaa at tilegne sig og anvende den nu saa betydelig forbedrede Methode i Underviisning. Ligesom han idethele havde let for at skrive, saa skrev han ogsaa med Lethed Vers, og at hans poetiske Gave var i Aandens og Hjertets Tjeneste, derom vidner saa mangt et skjønt Digt fra hans Pen.

Dog – dette være nu nok sagt til i Forbindelse med det Følgende at give en Skildring af den kjære bortgange Broder. Hans Venner forsmaae ikke den simple Mindekrands, jeg saaledes byder dem ! Han selv hviler nu for sin Møie. Guds Fred over ham !

– les selve mindetalen her :