«nogle ord ved min ven skolelærer haavel kirkeruds død den 24de marts 1840»

– «mindetale» holdt av res. Kap./Præst i Bragernæs/Drammen, Hans Jespersen — «I Kjærlighed tilegnede de Forældre og Børn, der nyde Godt af Landfaldøens Friskole i Drammen, ved hvilken den Hedengangne var ansat”. På grunn av pastor Jespersens egen sykdom, der han ikke lenger var i stand til å tale, med talen utgitt i bokform og trykket hos J. Wulfsberg i Drammen.

– bokens forord kan du lese her :

– nedenfor følger selve minnetalen :

Naade være med Eder og Fred fra Gud vor Fader, og den Herre Jesu Christo !

Da jeg under mine nærværende Omstændigheder, den Sygelighed nemlig, hvorunder jeg lider, ikke kan tale mundtlig til Eder, kjære Venner ! føler jeg mig dreven af Guds Aand til at sende Eder nogle Ord skriftlig i Anledning af hvad der for nogle Dage siden er foregaaet iblandt Eder. Eders Huse ere pludseligen blevne Sørgehuse, eller ere de det ikke, saa burde de være det.

Lad være, det er ikke nogen Mand, som har mistet sin Kone, eller nogen Kone, som har mistet sin Mand; det er heller ikke noget kjært Barn eller nogen nær Beslægtet, som er Nogen iblandt Eder berøvet; men jeg siger det uden Frygt for at krænke Sandheden : I have mistet noget endnu mere end en Slægtning eller en almindelig Ven; I have lidt et Tab, som rammer Eder Alle : en Lærer, en Ven, en Christen, der stod Eder Alle nær, hørte Eder Alle til, elskede Eder Alle og gjorde Eder Alle vel, er kaldt bort fra Eder.

I have mistet Eders Børns Lærer, Fædre og Mødre ! Dette har Noget at betyde, skjønt det agtes for Lidet i Verden. Saa mange Forældre er deres Børns Lærer en fremmed, dem uvedkommende Person. Han har sit Embede og sin Løn – hvortil de endda ofte Intet bidrage – ham tilkommer det at lære; forresten faaer han gaae sin Gang : det synes jo sandelig,

– 8 –

idetmindste nutildags, at være de fleste Forældres Tanker. Saa gik det vel ogsaa for en Deel vor afdøde Ven.

Men det er ikke ret af Forældre at bære sig saaledes ad : en dygtig og derhos troende Lærer burde de billigen agte som en af deres første Venner og Velgjørere.

Og hvad nu den Lærer angaaer, som vi egentlig her tale om, da fortjente han vel i den Grad Agtelse og Kjærlighed, som kun Faa fortjente det. Dog – det var ikke hans Sag at vinde Menneskenes Yndest. At oplære Eders Børn og at vinde dem for Guds Rige, det var hans Arbeide, hans Omsorg; en dueligere, samvittighedsfuldere, nidkjærere og for Eders Børns timelige og evige Vel mere aarvaagen Lærer end han var, som I nu have mistet, ville I ikke lette ligen faae; men faaer I ham, saa priser Herrens store Naade over Eder og over Eders Børn.

Jeg veed, Forældre, hvorledes Eders Unges Vel laae den bortgangne Lærer paa Hjerte. Saa ofte talte han ogsaa til mig med alvorlig Bekymring om de store Vanskeligheder, som lagdes ham iveien for hans Virksomhed, og som lagdes ham i Veien netop af dem, hvem det burde have været meest om at gjøre at lette og fremme hans Arbeide : Børnenes egne Forældre og Foresatte.

Hvor ofte gik han ikke til Eder i Eders Huse og bad Eder – ak saa ofte forgjæves ! – at I dog vilde sende ham Eders Børn til Underviisning; og dette gjorde han, skjønt med hans svage Helbred og i det altfor snevre Rum, hvori Eders Børn vare samlede med ham, var det jo visselig intet saa lysteligt Arbeide for Kjød og Blod, at han for den Sags Skyld saa ivrigen skulde opfyldt sin Herres Bud : «Tvinger dem (aandeligen) til at komme ind !»

O Fædre og Mødre, siger jeg da formeget, naar jeg paastaaer, at I her have Grund til at sørge dybt ? Selv hvad I for lidet

– 9 –

paaskjønnede og benyttede medens I besadde det, ville I dog maaskee nu begræde Tabet af, da I ikke besidde det længere.

I, Forældre, have tabt Eders Børns kundskabsrige, dygtige, troe Lærer og Veileder, og I, Børn, I have ikke alene tabt en Lærer, men ogsaa en Ven.

Idet jeg siger Eder dette, veed jeg, at jeg siger Eder intet Nyt, hvorom I selv skulde være uvidende. I, som forstode det, vide det tilfulde, at han havde Eder kjær, at han søgte ikke alene at lære Eder hvad der var nyttigt, at proppe Noget ind i Eder, hvormed I kunde klare for Jer for Menneskene; men at det var hans allerstørste Omsorg at nedplante i Eders Sjæle Sæden til hvad der er Sandt og Godt; og Sæden var ikke hans Kundskab eller menneskelig Viisdom, men Guds eget Ord, saaledes som han ikke alene havde lært det, men ogsaa – hvad jo vel altfor sjelden er Tilfældet – selv erfaret dets Kraft til Gjenfødelse og Salighed.

Da Eders Lærer ikke alene meddeelte mig sine Sorger som saadan, men ogsaa endnu heller talte om de Glæder, han nød iblandt Eder, kan jeg ikke være ubekjendt med, hvorledes hans Hjerte slog Eder imøde.

Flere Gange vidnede han med den ham egne Aabenhed og Hjertelighed for mig, hvor velgjørende det var for hans Sind, naar Gud gav ham Aand og Naade til at tale ret af sin ganske Sjæl med Eder, hvor gjerne han bad iblandt og med Eder, ikke alene hvad Bogstaven lærte, men ogsaa hvad Aanden indgav ham, hvor ofte de Taarer, han blandede med Eders, lettede hans bespændte Sind og styrkede ham til med fornyet Kjærlighed og Kraft at fortsætte sin Gjerning.

Seer til, mine Børn, at I dog kunne bevare nogle af de gode Ord, der saaledes af Aanden undfangedes i hans Hjerte og meddeelte sig til Eder. Det er mig fortalt, at han endnu

– 10 –

den sidste Dag, han kunde være iblandt Eder, skjønt for ham var det jo skjult, at det blev den sidste, talte Livets Ord til Eder med sin sædvanlige Varme : lader denne hellige Erindring ikke udslettes af Eders Sind ! opbevarer den som en Mindelse om, hvorledes han lærte og levede iblandt Eder, svigter ikke det Guds Ord, hvortil han henviste Eder !

Det, og intet uden det, skal kunne bevare Jer i Fristelsens Timer, kunne bevare Jer uskadte indtil Besøgelsens Dag.

Dog – mine Venner ! I have Alle, baade Forældre og Børn, foruden Læreren og Vennen, i den Hedengangne ogsaa mistet hvad der endnu har Værdighed over alt Andet : en Christen.

Grunden til, at jeg her saa ligefrem kun benævner ham en Christen, er den, at jeg kan ikke dømme om Christendom som Verden dømmer. Her mene nu Alle, at de ere Christne fordi de ere døbte i Christi Navn, leve iblandt saakaldte christne Mennesker, vel ogsaa kunne sige Herre, Herre ! uden dog at gjøre Herrens Villie.

Men efter Guds Ord kan Ingen dele denne Mening med Verden uden at give sig Løgnen i Vold. «Mine Faar høre min Røst», siger Herren; men see, hører eller lyder ikke Verden heller alle andre Røster end den ene Herrens ?

«Hvo som ikke bærer sit Kors, siger Herren fremdeles, og lkommer efter mig, kan ikke være min Discipel»; men viser da Verden Eder mange Christi Korsdragere, mange Christi Efterfølgere, Mange, der som Saadanne med Sandhed kunne vidne : «Livet er mig Christus, Døden en Vinding ?»  «De, som høre Christus til», siger en Apostel, «have korsfæstet Kjødet med Lysterne og Begjeringerne»; men døm nu selv, synes du, at Livet omkring dig, saaledes som det ialmindelighed viser sig, seer ud som en Kjødets og Lysternes Korsfæstelse og Dødelse, eller seer det dig ikke meget

– 11 –

mere ud til, at Mængdens Liv er en elendig Trældom, en sørgelig, skjønt frivillig, Underkastelse under allehaande Lidenskaber og Lyster og Begjeringer : Horeri, Skjørlevnet, Fiendskaber, Vrede, Trætte, Hoffærdighed, Pengebegjerlighed, Sorg for Næring, Drukkenskab, Fraadseri og deslige, om hvilket Alt Guds Ord vidner, at de, som gjøre Saadant, skulle ikke arve Guds Rige ?

Og forholder nu dette sig saaledes, som I ville tilstaae, hvad enten I see hen til Eder selv eller til den Verden, som er om Eder, er det da ret, at de Mange alligevel tør kalde sig og mene, at de ere Christne ? eller maa vi ikke meget mere, naar vi agte, ikke paa vore egne Indbildninger eller Menneskenes forfængelige Tale, men paa Guds sanddrue Ord, bekjende, at det har en ganske særegen Betydning og Værdighed over alle Værdigheder af hvad Navn nævnes kan i Sandhed at hedde en Christen, det er : et Menneske, som ikke alene er døbt i Jesu Navn, men ogsaa besidder Jesu Tro, er salvet med hans Hellig Aand, fører et aandeligt, helligt Liv, i Selvfornegtelse og Jesu Efterfølgelse og Kjødets Dødelse ?

Efter dette er det Eder da ogsaa klart, hvad jeg meente, da jeg sagde, at I i Eders hedengangne Lærer og Ven tillige have at begræde Tabet af en Christen. Sandelig, det var ikke alene dette, at han førte et, som Verden kalder det, strengt, skjønt det var jo kun ligefrem et christeligt, Liv, som bragte mig til at kalde ham saaledes.

Det er sandt, det var ikke hans Viis at deeltage med Verden i dens Glæder, om ikke for andet, saa dog for at være Andre lig, at blive Alles Ven.

Da havde de Mange vel kunnet tildele ham den Roes, som de saa gjerne ville give : «han gjør dog Alting med, han vil ikke være bedre end vi Andre»; men hvilken Roes havde han da havt paa det Sidste ? Ak, det er med Savnets Smerte jeg skriver Eder dette,

– 12 –

mine Venner ! men hvilken langt anden Smerte vilde jeg i dette Øieblik føle ved Savnet af den Kjære, naar min Erindring af ham skulde sige mig : «ogsaa han vilde dog saa gjerne skikke sig lige med Verden».

Men, Gud skee Lov, som kaldte ham med sit hellige Kald, han vilde det ikke : verdslige, letsindige, støiende Glæder vare ikke hans Lyst. Den Tid han havde tilovers fra sit Arbeide paa Skolen og hjemme, hvor han stadigen søgte at uddanne sig meer og mere, den tilbragte han helst blandt sine ligesindede Venner; han søgte ikke Glæden, paa Verdens Viis, i letsindigt Selskab, i Skuespilhuse eller Drikkehuse eller Spille- eller Dandsehuse, eller hvad de hedde alle disse Steder, hvor denne Verdens Gud har reist sine Altere og finder saa mange Tilbedere.

Og dog var det, som jeg allerede sagde, ingenlunde dette hans ydre ærbare Liv alene, som bragte mig til at kalde ham en Christen; thi der er jo, som Erfaring og hellig og verdslig Historie lærer os, ogsaa en ydre Ærbarhed, der kun er at ligne med et lydende Malm og en klingende Bjelde, eller med de kalkede Grave, der udvortes ere skjønne at see til, men indvendig ere fulde af Dødningebeen og Raaddenhed.

Men jeg veed, hvad der laae tilgrund for hans udvortes tugtige Liv; det er endnu ikke ret længe siden, vi sidste Gang samtalede med hinanden derom. Han skjønnede ikke, hvorledes Deeltagelsen i hine Verdens-Glæder kunde forenes med vort christne Kald, som lærer os : at Kjødslyst og Øinenes Lyst er ikke af Faderen, men af Verden, at vi skulle ikke skikke os lige med denne Verden, der ligger i det Onde, at vi derimod skulle vandre med Frygt i denne vor Udlændighed, omgaaes vaerligen, ikke som Uvise, men som Vise, kjøbe den beleilige Tid og forarbeide vor Saliggjørelse med Frygt og Bæven; som fremdeles lærer os, at vi skulle heller ikke

– 13 –

gjøre os deelagtige i fremmede Synder, ligesaalidet ved vor Vandel forarge Andre, var det endog kun een Eneste, den Ringeste af vore Brødre, som forføre Andre eller ligefrem forlede dem til det Onde.

Det kunde jo vistnok ingenlunde være skjult for ham, at al Verden i denne Sag dømmer, og nødvendigen maa dømme, anderledes end han dømte, og med ham alvorligen vakte Christne fra Christendommens Begyndelse; men den Gud, der af sin Naade lod sit Lys opgaae for ham i Mørket og gav ham Kraft til at vandre i Lyset, han gav ham ogsaa Naade til at see Verdens Dom i dens rette Lys, til ikke at bekymre sig om Menneske-Tanker, hvor han saa utvetydigen havde Guds Tanker for sig.

Og sandelig, mine Venner, i en saa uchristelig, saa letsindig og nydelsessyg Tid som denne, hvorfra det rette Alvor for en saa stor Deel er veget bort, bør det os ogsaa at vogte os vel, at menneskelig Mening og Tale ikke bedrage os og føre os bort fra den ene ubedragelige Sandhed, som findes i Guds Ord.

Hvor let er det i en saadan Tid, at de Bedre kunne forføres med : vel da den, som bevares uskadt, og hver den, som staaer, han see til, at han ikke falder !

– Dette maa nu være nok sagt om vor Vens Christendom, der om den end ikke banede ham Vei til Ære og Venskab af Verden, dog vil have banet ham Vei til Guds Venskab og Hans Rige, vistnok ikke for de RetfærdighedsGjerninger, som han gjorde, men formedelst Guds Barmhjertighed, der frelste os ved Gjenfødelsens Bad og Fornyelsen i den Helligaand, paa det vi retfærdiggjorte ved Jesu Christi Naade, efter Haabet her, hisset skulle arve det evige Liv.

– 14 –

Og en saadan Mand skulde berøves os, sige I, og det saa tidlig, saa pludselig, endnu i sine Ungdomsaar, eller dog i sin efter Naturens almindelige Gang kraftigste Alder.

Ja, han skulde berøves Eder, og med Eder ogsaa os, hans Venner, der delede hans Tro og vare glade i hans Venskab. Midt i sit Løb standsedes han brat; endnu medens Dagen var lysest, og Aftenen syntes fjern, brød Mørket pludselig ind, hans Arbeide afbrødes og Herren kaldte ham bort.

Spørger du i Ydmyghed og Kjærlighed : hvorfor skulde det skee, hvad der var os saa tungt ? da svarer jeg : Herren havde i sin Viisdoms Raad beskikket det saa vel for ham, og vi skulde ikke længer nyde det Gode, han af sin Naade havde givet os for den korte Tid, ikke for nogen længere; han skulde arve Riget og vi skulde modtage Prøvelsen, lære at bøie os under Guds Villie og prise hans Navn, naar han tager, saavelsom naar han giver.

Ham selv var heller ikke hans Død, hvor hastig den kom, uventet. Allerede for halvandet Aar siden skrev han til mig : «Min Helbred er i det sidste Aar i høi Grad svækket, og altid bæres det mig for, at min Tid her ei vil blive ret lang. Herrens Villie skee ! Hvad jeg kun beder om, ja hvad jeg med mange Taarer har anraabt Ham om, det er, at Han vilde skjenke mig Naade til med villigt og lydigt Hjerte at underkaste mig Hans kjærlige Villie og med taalmodigt Sind at bære, hvad Han tilskikker mig. Hjertet føre dette Skilt : midt i Døden som du vilt ! Er det Herrens Villie, o hvor gjerne vilde jeg døe og fare herfra !

Jeg har jo Intet, som kunde friste mig til at ønske noget langt Liv. Kun skjenke Gud mig Naade til at holde mig beredt til min sidste Stund !»

Saaledes løde den Saliges Ord, og hans Forudfølelse slog ham ei feil. I den Tid, som forløb siden han sendte mig

– 15 –

hine Ord, var jo hans Helbred igjen ofte bedre : ogsaa Livet var han da glad i som en Gave af Gud; dog troede han, da Sygdommen denne sidste Gang hjemsøgte ham, at den vilde blive hans Død.

Den blev det, og istedenfor nu længer at spørge : hvorfor ? ville vi vende vort Sind og vor Betragtning til noget ganske Andet. Vi ville opholde os en Stund ved det Spørgsmaal : Hvad vor Vens Død opfordrer os til ? og korteligen giver jeg Eder Svaret i disse Ord : Sørger over, hvad I have tabt, og vender Eder i Sorgen til Herren Eders Gud !

Offrer Vennen en Kjærligheds og Taknemmeligheds Taare ! han var det vel værd. Saa mangen Taare fældte han for Eders Skyld, Forældre, i Klyngen af Eders Børn, der laae ham saa inderlig paa Hjertet, hvem han saa ivrigen og utrætteligen søgte at føre hen til deres Gud og Frelser, at opdrage og veilede til alt Godt og Nyttigt.

Nu har han forladt Eder, I Unge, der vare hans første Omsorg og største Sorg. I skulle ikke oftere see hans venlige, Kjærlighed og Tillid indgydende Ansigt, see den blide Fromhed, som af den nye Aand, der var inden i ham, saa umiskjendeligen afprægede sig i hans Ydre; I skulle ikke oftere nyde Godt af hans Underviisning, ikke oftere høre hans Formaninger og Advarsler, ikke oftere høre ham bede og bede med ham. Hans Ansigt er nu dødt og blegt; hans Tunge er bunden, hans Mund tillukt for stedse.

Men jo oftere han aabnede sin Mund og rørte sin Tunge til sin Herres Priis og til at forherlige Gud i Eders Hjerter, kjære Unge ! desto billigere er det, at I sørge ved hans Bortgang, at I bringe ham det eneste Offer, som det staaer til Eder at bringe. Nu hviler han iblandt de Døde, skjønt hans Sjæl lever og med hans i Opstandelsen forklarede Legeme skal leve gjennem alle Evigheder : besøger ham af og til ogsaa der, hvor hans

– 16 –

jordiske Deel nu er henlagt, og naar I da med Sandhed ville kunne sige over hans Grav : «her hviler en Retfærdig af sin Tro !» saa skammer Eder heller ikke ved den Taare, der væder Eders Øie.

Dog, denne Opfordring er jo ingenlunde den eneste, som udgaaer til Eder, I Fædre og Mødre, fra den fromme Lærers og Vens Død.

Endnu en anden Opfordring maa I see i den samme, ja paa denne var det just fornemmelig jeg ønskede at gjøre Eder opmærksom. «Sorgen efter Gud, eller den guddommelige Sorg, virker Omvendelse til Salighed, som ikke fortrydes» : saa taler den Helligaand gjennem en Apostel, og netop disse Ord var det jeg nu, af inderlig Bekymring for Eders Sjæles Frelse, ønskede at bringe Eder ret nær, at lægge Eder alvorlig paa Hjerte og Sind. Allerede een Omstændighed maatte være mig nok til at benytte denne Anledning til en saadan Formaning, jeg mener hans Sindelag, hvis Tab vi begræde.

Thi vist nok vilde det jo, om hans Sjæl nu kunde see ned og meddele sig til os, være ham et kjært Vidnesbyrd om Eders Kjærlighed, at see, at I sørgede ved at skilles fra ham; men var det endog under hans Vandring her med den ufuldkomne, af Synden besmittede Kjærlighed, ikke hans Sag, at søge sit Eget, men Andres, hvor meget mere vilde da nu hele hans Sjæls Tanke og Attraa vende sig til Andre, til deres Sjæles Frelse fremfor til noget Andet; ja sikkerligen vilde han, idet han saae, at I sørgede over ham, i dyb Erkjendelse af, at I have en anden Sorg – Sorgen nemlig over Synden – som ligger Eder nærmere, og som dog oftest holdes saa fjern, tiltale Eder, som hans Herre og Frelser fordum tiltalte de sørgende Qvinder : «Græder ikke over mig, men græder over Eder selv og over Eders Børn !»

Og hvorledes skulde da jeg nu, naar jeg troer

– 17 –

for vist, at saa vilde og maatte han tale, kunne føre et andet Sprog for Eder ? Nei, naar jeg skal lyde, hvad det tykkes mig, at Aanden byder, saa maa jeg benytte denne Anledning til at tale et Alvors- og Kjærligheds-Ord til Eder om Omvendelse fra Synden og Frelse for Sjælen; thi jeg veed, at den Nød og og den Fare, hvori Mange blandt Eder befinde sig, ere meget stor, langt større end I ane, end sige vide det.

Og dog skal Eders Nød engang, hvor dybt I end nu begrave Sjælesorgen under alle Eders verdslige Sorger, blive aabenbaret for Eder, om ikke før, saa i en Time, hvor der ingen Udgang skal være fra den; thi «det er forfærdeligt – det siger Eder ikke jeg, men Herren – at falde i den levende Guds Hænder, fordi vi kjende den, som haver sagt : mig hører Hevnen til, jeg vil betale, siger Herren».

Et Varselsord tilraaber jeg Eder da, mine Venner, medens jeg endnu kan tale, og I endnu kunne høre : «Lader Eder frelse !»

Det er vel ikke i nogen Midnatstime, jeg raaber til Eder, det er heller ikke Eders Huse og Gods, som staae i Fare omkring Eder, angrebne af de ødelæggende Luer; det I har, det er uskadt, men I selv svæve i Livsfare, og det ikke i Fare for Tabet af det jordiske Liv – thi selv dette Tab kan dog endnu igjenvindes – men i Fare for Tabet af det evige Liv.

Da Herren, medens han endnu vandrede paa Jorden, kort førend han gik bort fra den, talte om den Time, da han skal komme igjen at dømme Levende og Døde, da talte han blandt andre ogsaa disse mærkelige Ord : «Vogter Eder, at Eders Hjerter ikke nogen Tid besværes med Fraadseri og Drukkenskab og med Sorg for Næring, og saaledes hiin Dag skulde komme uforvarende over Eder; thi den skal komme som en Snare over alle dem, som boe paa den ganske Jordens Kreds».

Synes Eder ikke disse Ord værd

– 18 –

at lægge Mærke til, mine Venner ? Dommedag er vel endnu ikke kommen; men Dødens Dag, den kommer jo til os Alle, og vi vide, at ligesom det er Alle beskikket at døe, saa følger derefter Dommen. Og vil det med denne blive en saa aldeles let Sag, mene I ?

Ja, saa mener Verden det i sin ubegribelige, skrækkelige Blindhed; Troen paa en retfærdig Gjengjeldelse er ligesom udslettet iblandt os; ubekymret om Enden vandrer Mængden af Rige og af Fattige, af Høie og af Lave roligen hen og stole paa deres egen Retfærdighed og Guds Barmhjertighed. Ak, hvilke falske Støtter ! hvor brat ville de engang falde og i deres Fald knuse Enhver, som heldede sig til dem. Du stoler paa din Retfærdighed, og stoler endog paa den midt i dit Syndevæsen; men sagde din Samvittighed dig da aldrig noget ganske andet ? hørte du aldrig det Ord, at al menneskelig Retfærdighed er som et besmittet Klædebon, saa at dersom vi ikke klæde os i Sæk og Aske, ikke omvende os i Poenitentse og Tro til den Herre Jesum Christum, saa er intet Andet tilbage for os end «en frygtelig Forventelse af Dommen, og en brændende Nidkjærhed, som skal fortære de Gjenstridige ?»

Sandeligen, mine Venner – jeg siger Eder det for Guds Ansigt, og lyver ikke : Herrens Ord tager det ganske anderledes med Døden og Dommen end I gjøre det. Om I troe, at Ordet lyver, eller at den hele Tale om Synd og om Retfærdighed og om Dom kun er er forfængeligt Præstesnak, som hører hjemme paa Prædikestolen og ikke andre Steder, det veed jeg ikke; men det veed jeg, at naar Himmel og Jord forgaae, skal Ordet staae, og netop dette Guds Ord er det, som siger, at endog den Retfærdige neppeligen frelses i Dommen; og hvad Ende vil det da tage med de Ugudelige og Synderne, med Fraadserne og Drankerne ?

– 19 –