Trods sit noget raske Sind kunde han beherske sig i den Grad, at han efter at have lidt Uret og derpaa var bleven overfuset – bad sin Fornærmer ind og fik sin Kone til at beværte ham, saa at Alt blev godt og vel. Naar nogen lagde for Dagen tvilsom eller hykkelsk Rørelse, pleiede han at sige : «Det er saa mange Slags Graad til; – du har vel hørt Tale om Krokodilletaarer ?» Da en vakt Pige fra Nabolaget engang besøgte ham og satte sig paa Huggestabben, og efter hans Omtale heraf bemærkede, at hun var uværdig endog til at sidde paa Stabben, sagde han : «Aa ja, det gaar an, du siger det selv da !» – Der er ingen Tvil om, at han flittig og alvorlig brugte Guds Ord og Bøn; ellers vilde han jo ikke ha naaet frem til den aandelige Modenhed og den fremskudte Stilling inden den haugeske Vennekreds, han indtog; heller ikke vundet den almindelige Anerkjendelse, som han, trods sit livlige og ofte hastige Sind, dog havde aftvunget den Tids tildels raa og uoplyste Mennesker.
Hans Forhold til de kristelige Denner var særdeles godt og hjerteligt. Medens han maaske ikke havde særlig let for at tale meget privat med Folk om aandelige Ting, syntes hans Venner og andre, at han havde «snille Gaver» til at holde Opbyggelse paa haugiansk Vis, og det gjorde han da ogsaa hele sit Liv, mest i Hjembygden, men ogsaa udenfor denne, især paa Oplandene, og naar han reiste til Drammen, Eker Papirmølle, Romsdals Marked eller Trondhjem.
Om at udlægge noget Bibelafsnit eller Skriftsted var der ikke Tale; men derimod kunde han hjerteligt, varmt og paa en praktisk Maade formane Folk til Omvendelse og de Troende til Alvor og Flid i Helliggjørelsens Strid. Ved sin praktiske Sands og livlige Fantasi var han vel skikket til at paavirke Følelse, Forstand og Vilje i temmelig harmonisk Forening. Nogen begavet Taler i den almindelige Betydning af Ordet var han vel neppe, men en Mængde Fortællinger og Træk vidner om, at han havde gode Aandsevner.
Om dette Ægtepar skriver en Forfatter følgende : «Gaardbruger Ole Aaserud og Hustru stod i megen Anseelse blandt de Vakte, og deres Hus var et Hjem for Lægprædikanter og Centrum for den aandelige Livsrørelse inden Kredsen. Han var ikke meget begavet som Lægprædikant. Hans Tale indskrænkede sig især til Bøn og Formaning; men Guds Riges Sag laa ham alvorlig paa Hjerte; han vilde saa gjerne, at Sandhedens Ord skulde udbredes, saa at Menneskene kunde vækkes af deres aandelige Sikkerhed, omvende sig til Herren og vandre som Kristne. Han var derfor glad som et Barn, naar en eller anden Guds Ords Forkynder kom, der var udrustet med Gaver til at kunne lægge Ordet paa Menneskenes Samvittighed.
Hans Hustru Helene stod i endnu større Anseelse; de Troende saa op til hende som en aandelig Moder. Hun holdt selv fast ved de Gamles – Hauges og Kirkefædrenes – Vidnesbyrd og var meget bange for alt fremmed og nyt. Ved Kirkefædrene forstod man Luther, Spener, Francke, Joh. Arndt o. fl. Hvad der med fast Tilslutning til det gamle især var hende magtpaaliggende, bestod i Kristendommens Inderliggjørelse. Hun havde en sjelden Evne til ved Samtaler at sætte sig i Forbindelse med andre, ligesom hun ogsaa var udrustet med et skarpt Blik, der lod hende se Skjævhederne i Medbrødres og Medsøstres Liv og Vandel; men hun glemte aldrig, at hun skyldte sine Medtroende Kjærlighed og Overbærelse; thi hun følte og bekjendte, at hun selv stod saa langt tilbage og daglig trængte til Tilgivelse. Jeg tror neppe, nogen af dem, der havde nogen kristelig Erkjendelje, kom i Berørelse med hende uden at faa nye og kraftige Tilskyndelser til Selvprøvelse, Aarvaagenhed og Bøn. Ikke mindst foreholdt hun Lægprædikanterne de Farer, hvorfor de var udsatte, og jeg er vis
– 173 –
paa, at mange af disse, der kom til Aaserud, følte sig noget mindre og ringere, da de reiste, end da de kom (Wefring, Minder, s. 46).
Hun var vistnok i enhver Henseende en rigt udrustet Kvinde og paa samme Tid i høi Grad stille og beskeden, rolig og sindig, sagtmodig og tænksom. Derhos var hun meget praktisk, snartænkt, forstandig og særdeles dygtig som Husmoder. Ved Siden af det sædvanlige kvindelige Arbeide drev hun stærkt paa med Vævning; hun tog imod nyvakte Piger i Huset og lærte dem at væve Tørklæder, ja endog kunstfærdig «Mønstervævning», saa de kunde greie den fineste Dreil og Damask, Aaklæder og Tepper m. m. Hun kunde have indtil fire Vævestole i Gang samtidig.
Ved sin sagtmodige og sindige Færd var hun til stor Velsignelse og Støtte ikke alene for sin livlige Mand, men især for sine Børn, hvilke hun opdrog paa en særdeles kjærlig og omhyggelig Maade. Hendes Bønner og Taarer blev for dem en Vaarregn, der tidlig smeltede deres Hjerters Is. Alle blev Troende, om end Sønnen lod længe vente paa sig (dette var Peder – les om ham her).
De levede et sjelden elskeligt Husliv og holdt Husandagt; at læse Guds Ord og have det for sig var deres Lyft og Glæde. Da engang Sønnen Peder og hans Moder kom hjem om Natten fra en Opbyggelse, standsede de Hesten ved Stuedøren, medens de blev siddende stille i Vognen og fortsatte sin Samtale om aandelige Ting. Men da gamle Ole, som laa vaagen og længe hørte paa dem, ikke mærkede, at de snart vilde slutte, stod han op, saa ud og sagde stille og kjærlig : «Er det Kammersvenden og Filip ?» (hoffmannen/kammertjeneren og Filip/red.) (Ap. Gj. 8, 26—40) da sandsede de sig og gik til Ro.
ole Aaserud led i sine sidste Leveaar af en langsom, tærende Sygdom. Sine Lidelser bar han taalmodig og døde i Troen 5. Februar 1848. Han var ikke stor af Vækst, havde lyst, krøllet Haar og var livlig og kvik, praktisk og gløgg. Hustruen overlevede ham kun vel et halvt Aar; hun hensov 5. September 1848, 64 Aar gammel (Meddelelser, indsamlede af Kirkesanger A. Olsen).