– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Andet Bind. Anden Afdeling. Christiania 1912-1920.
– fra s. 602 – 605 :
Paa sine ældre Dage fik de (Ole og Eline Aaserud)(på Åserud/vestre Toten/red.) god Støtte af sin yngste Søn , Peder Olsen Aaserud, født 12. November 1817.
Han var udrustet med en stor og alsidig Begavelse og lignede baade Faderen og Moderen, kanske mest førstnævnte.
Af dem begge fik han en sjelden god Opdragelse; Moderen omtales som særdeles øm og kjærlighedsfuld. Han fandt sig ikke beføiet til at følge Forældrenes Eksempel i sin Opvækst, men tog Del i Ungdommens Fornøielser; Moderens Taarer og Bønner holdt ham dog tilbage fra Udskeielser.
Han lovede ofte, naar han morede sig i Leg og Lag, at han vilde omvende sig, hvis han levede, til han kom hjem. Faderen var lidt heftig og stræng og fik derfor mindre Indflydelse paa ham.
Peder gik i Skole hos Stedets gamle Kirkesanger, der var en fordringsfuld og nøieseende Ordensmand, som det ikke faldt let at gjøre tillags; men den unge, forstandige, flinke Gut vandt dog snart hans Yndest. Da denne eiede en sjelden god Sangstemme, tog Klokkeren ham ofte med i Kirken, hvor han hjalp ham at lede Menighedssangen.
Da Peder var lærenem og flittig, lærte han snart at regne godt og skrive en stø og vakker Haandskrift; han tilegnede sig idethele saa meget Kundskab, som Tidens Forholde tillod det; særlig var han flink i Religionsfagene og kunde Pontoppidans Forklaring : “Sandhed til Gudfrygtighed” nøiagtig som sit Fadervor.
Læreren øvede ikke nogen kristelig Indflydelse, men bidrog meget til at fremkalde og udvikle den mærkelige Ordenssands, som altid var saa fremtrædende hos ham.
Han blev konfirmeret 1832 af Sogneprest J.J.B. Gallschøtt (1778 – 1840), men blev heldigvis helt uberørt af dennes Anskuelser.
Sin egentlige aandelige Paavirkning fik han i Hjemmet og gjennem de Haugianere, som ofte vankede der; men hans vaagne kritiske Sands, der fandt Feil hos alle, hindrede ham længe i at tage det afgjørende Skridt, vistnok ogsaa især fordi han ei var villig til at bryde med Synden og de verdslige Kamerater.
Efter sin Konfirmation kom han til den bekjendte, tidligere omtalte Haugianer Hans Ekstadstuen i Vardal for at lære Blikkenslagerhaandværket. Naar Husbonden ofte under sit Arbeide sang, f. Eks. Salmen : “Naar Jesus til sin Pine Gaar” og kom til det sjette Vers : “Saa græd da, sikre Sjæl, engang”, tænkte Læregutten : “Aa, det er vel du, som skal have en Paamindelse”, og følte sig saaret.
Alligevel havde han stor Agtelse for sin alvorlige og dygtige Mester. Efter endt Læretid reiste han hjem og begyndte paa egen Haand som Blikkenslager.
“I sit Haandverk opnaaede han snart saa stor Dygtighed og Færdighed, at han om ikke længe blev en fuldendt Mester. Med sin klare Forstand og gode Smag, bestemte Karakter og urokkelige Vilje til at gjøre, hvad han ansaa for ret, kunde eller vilde han ikke lade nogen Ting gaa fra sin Haand, medmindre den saavidt muligt opfyldte alle billige Fordringer“.
Sin aandelige Uro søgte han stadig at tilbagetrænge og skjule. Naar der ofte var Opbyggelse i Hjemmet, gik han sædvanlig op paa sit Værelse for at undgaa Paavirkning og Sting i Samvittigheden.
Men en Gang i 1842 kom der til Aaserud to kristeligsindede Piger, Kristine og Rakel; de var fra Jarlsberg og Laurvigs Amt og holdt Opbyggelser over hele Østlandet; en Samling blev ogsaa bestemt for dem hos hans Forældre. Da de begyndte, havde Peder gaaet op og lagt sig. Medens han “halvsov”, fik han høre deres sjelden vakre sang; han fôr op af Sengen, gik ned i Stuen og blev siddende der tilsyneladende uberørt under deres vækkende og gribende Sandheds-vidnesbyrd.
Om Aftenen bad Moderen en noget ældre, troende Gut, Kristian Skarsæterbakken, om at overnatte der, da han kunde dele Seng med Sønnen, og dette gik nysnævnte med paa.
Da de to havde lagt sig, sagde Kristian : “Det er noget, jeg længe har tænkt at spørge dig om, skjønt jeg antager, at du vil svare, at det ikke kommer mig ved; men jeg spørger alligevel : “Hvem tror du har det bedst : Dine Forældre eller du ?””
— “Det behøver jeg ikke at svare paa”, sagde Peder, “det ved du før; med mig gaar det galt. Men jeg ser saa mange Feil hos eder, at jeg ligesaa godt kan være, som jeg er, naar jeg ikke kan blive bedre”.
— Næste Formiddag ytrede Kristian, at han vilde betragte det som en Ære at faa følge ham paa Opbyggelse. Hertil svarede denne knapt og tørt som sædvanlig : “Aa, det kan vel ikke være noget rart for dig at have Selskab med mig”.
Tilsidst blev det dog saa, at de skulde følges ad til en Samling; Forældrene sad hjemme og bad.
Peder vilde samme Gang besøge sin gifte Søster. De lagde Veien om Karlsrudskogen, hvor Kristine og Rakel atter talte Guds Ord. Fra først af sad Peder kold og kjæk med korslagte Arme, medens Pigerne sang og talte, og Kristian bad.
Men om en stund faldt Armene ned, og Taarerne trillede nedover hans Kinder; den viljestærke unge Mands Modstand var brudt, og han gav Gud Æren.
Den følgende Nat, som Peder tilbragte i Kristians Hjem, blev uforglemmelig for dem begge. De blev nu Venner for hele Livet. Peder vandt snart frem til Frigjørelse og Fred i Kristus Jesus, vor Herre, og begyndte Kampen for Kronen, som han siden altid fortsatte trolig.
Den erfarne, omsorgsfulde Moder blev ham til stor Veiledning og Hjælp under de ofte tunge og haarde Trængsler og aandelige Anfægtelser.
Det viste hans Alvor og Oprigtighed, at han “spægede sit Kjød”, som Paulus, “undertvang sit Legeme og holdt det i Trældom” (1. Kor. 9, 27), idet han spiste lidet og sad Nat efter Nat med sit Haandværk under Bøn til Gud og i hellige Betragtninger.
Siden var hans aandelige Liv idethele jævnt, stille og indadvendt. Han benyttede enhver ledig Stund til at grandske Guds eget Ord i Bibelen og gode kristelige Skrifter.
“De Kristnes Feltliv paa Jorden” (eg. Den der winner eller Guds Folks fältlif på jorden/red.) syntes han meget godt om. Et lidet Bord ved Sengen var fuldt af Bøger; han havde et Lys ved Siden og læste flittig i dem.
Saa kunde han indimellem blive trist, og aandeligt Mørke omhyllede hans Sjæl. En Søndag, da hans Nærmeste var samlede rundt om ham, efterat han længe havde gaaet ligesom i aandelig Skoddeveir, begyndte han at fremsige følgende Vers af “Et er nødigt, dette Ene” :
“Jeg for Gud kan intet bringe Uden dig og dine Saar,
Under din Forsonings Vinge Jeg for Ham frimodig staar;
En evig Retfærdighed du os fortjente, Der Pinen og Døden dit Hjerte omspændte;
Der har jeg de Klæder, som smykker mig ud At prange for Thronen som deiligste Brud”.
Saabrød Solen gjennem Taagen, det blev lyst og godt, og han fik love og takke Gud for hans usigelige Kjærlighed og Naade. Naar han arbeidede ude paa Marken, var han ofte fordybet i Guds Ord. Han nynnede tidt paa et eller andet Kjærnevers f. Eks. : “Sion, Sion, sande Fromme”, “Far dog fort, Sion fort i Troens Strid”, “Det koster mer, end man først betænker” eller “Vær glad, O Sjæl, og frygt dog ei”.
Efter sine Forældres og Venners Raad og Opmuntringer begyndte han et Par Aar efter sin Vækkelse, altsaa omkring 1844, at virke som Lægprædikant i Hjembygden, endskjønt han altid holdt sig beskeden tilbage og helst vilde have andre frem i sit Sted.
Hans Vidnesbyrd var alvorlige, vækkende og indtrængende, men især overbevisende og veiledende, strængt sammenhængende fra først til sidst.
Han mangtede baade at udlægge et oplæst Stykke af Guds Ord, tale over et bestemt Thema og aflægge et Troesvidnesbyrd i Tilslutning til et Stykke af Børnelærdommen eller et Salmevers.
Hans Taler var ikke letflydende, men dybe, rige paa Erfaring om Veien til Livet, og røbede en sund og alsidig Forstaaelse af Bibelen. Det var ikke først og fremst Følelsen, men Overbevisningen, Viljen og Samvittigheden, han søgte at paavirke, vinde og stille under Guds Ords og den Helligaands Indflydelse.
Det var heller ikke en lunken og lad Kristendom, en uvirksom Hvile paa paa Kristi Naade i søde Følelser og Fornemmelser, han søgte at fremelske hos sine Tilhørere.
Han lagde stærk Vægt paa en stadig dybere og fuldere Tilegnelse af Naaden, saa enhver ved de Livskræfter, som den giver, kan blive sat istand til at føre en energisk Kamp for Helliggjørelsen under en daglig Omvendelse, stræng Selvfornægtelse, skjærpet Aarvaagenhed og en tro, flittig og ret Brug af Bønnen og Naademidlerne.
Han satte intet vigtigt Stykke i Kristendommen i Skyggen, men lod alt komme til sin fulde Ret.
Han forkyndte kort og godt det hele Guds Ord, — Loven og Evangeliet, ikke enkelte Stykker, som særlig behagede og var begunstigede af “Tidens Veir og Vind“.
— Saa længe Forældrene levede, forblev han ugift, flittig optaget med sit Haandværk og Gaardsbrug og tillige hyppig virksom som Guds Ords Forkynder.
Faderen døde i Troen 1848 og Moderen et halvt Aar senere. Nogle Aar derefter giftede han sig med Else Marie Christoffersdatter Busland fra Eker og fik med hende Gaarden Braaten, som han drev en kort Tid, men solgte, da han ei kunde trives her; saa kjøbte han igjen en liden Eiendom paa Thoten. Denne brugte han imidlertid bare et Aar, før han skilte sig ved den og blev Bestyrer af Gaasekværn Brug i Brummunddalen.
Lidt senere døde hans ældste Broder, der eiede Aaserud. Da Enken sad igjen i trange Kaar, følte han sig forpligtet til at give slip paa sin gode Stilling og kjøbe Halvdelen af nævnte Eiendom, som han overtog paa ugunstige Vilkaar.
Men det var jo ogsaa hans kjære Barndomshjem, hvortil der knyttede sig mange dyrebare, kristelige Minder og Oplevelser.
Saa røgtede han med samvittighedsfuld Flid og stor Dygtighed sin jordiske Gjerning og bekjendte samtidig sin Tro efter Evne og Anledning.
Fra omkring 1858 blev hans Lægmandsvirksomhed mere regelmæssig og antog en selvstændigere Karakter end tidligere, da han efter den nævnte Tid fordetmeste hver Søn- og Helligdag holdt kristelige Sammenkomster i Bygden og Omegnen.
Hvis han ei virkede udenfor Hjemmet, samlede han Naboer og Venner i sit Hus til Bøn, Sang, Samtale, Løsning af en Prædiken eller en god, luthersk Bog. Af og til holdt han ogsaa selvstændige kristelige Taler, hvori han udlagde og anvendte Guds Ord paa den tidligere angivne Maade.
Saaledes arbeidede han i alle Henseender til Velsignelse for sine Medmennesker; hans rige Erfaringer og grundige, kristelige Kundskaber gjorde ham særlig skikket til at opmuntre og veilede dem, som søgte at forarbeide sin Saliggjørelse med Frygt og Bævelse.
Især tog han sig af Broder- og Søsterbørnene; disse omfattede ham derfor altid med stor Kjærlighed og betragtede ham som sin Fader; selv havde han ikke Børn.
Han holdt urokkelig fast ved Kristendommen, saaledes som de gamle, anseede lutherske Fædre havde forkyndt den, og lod sig ikke paavirke af nye Strømninger eller Retninger.
Som en ægte Haugianer var han en flittig Kirkegjænger og Nadvergjæst og saare glad ved at komme ofte i Guds Hus, deltage i Gudstjenesten fra først til sidst og overvære Sakramenstforvaltningen.
I det daglige Liv var han hyggelig, omgjængelig og tjenstvillig, men kunde ogsaa skarpt revse alt utilbørligt, som han saa og hørte, enten det var hos Troesbrødre eller andre. Han eiede en særlig Naadegave til “at prøve Aanderne, om de var af Gud”.
Sin Tilbøielighed til Satire og Ironi tøilede han ikke altid tilstrækkelig; af og til glimtede Humoret frem, og han kunde skjæmte paa en baade harmløs og uskyldig Maade; men dette var forholdsvis sjelden.
Overfor Tidens Slaphed, Halvhed og hele Usseldom kunde han i aandelig Forstand bruge baade Salt, Sennep og Pebber.
Han mente : “Tro og Gudsfrygt “fattes Tiden; men det ved ei Bismarcks Viden”.
Han døde fredfuldt i sin kraftigste Alder og midt i en betydningsfuld Virksomhed 23. januar 1876 og blev under stor Deltagelse begravet ved sit Hjemsteds Kirke, elsket og savnet af mange.